Odessa-katakomberne — en labyrint under jorden

I EN nyrenoveret lejlighed kom en lang revne til syne i den nypudsede væg. „Åh nej, det er de dér katakomber som får vores bygning til at hælde,“ sukkede ejeren.

Hvad enten det er et vandrør der springer, eller en vej der bryder sammen, siger man at det skyldes gangene under Ukraines smukke by Odessa ved Sortehavet. Det anslås at de 2500 kilometer lange, underjordiske gange muligvis er verdens største katakomber.

Vi undrede os over hvordan disse tunneler var opstået, og hvilken rolle de spiller i dag for dem der bor over dem? Vi fik vores spørgsmål besvaret ved at tage på en rundvisning.

En rejse under jorden

Fra banegården i Odessa kørte vi i bus til katakomberne sammen med en gruppe spændte turister og studerende, alt imens guiden gav os baggrundsoplysninger om katakombernes historie.

Vi fik at vide at udgravningen af katakomberne synes at være begyndt i 1830’erne da byens indbyggere havde brug for billigt og lettilgængeligt byggemateriale. Under byen lå der meget bekvemt lange lag af gul kalksten, som er let og solidt. Stenhugning blev derfor en indbringende forretning for den voksende by. Efterhånden som man udgravede stenene, tog katakomberne form.

Hurtigt udvikledes en labyrint, som ikke blev kortlagt, og den spredte sig i tilfældige retninger under byen. Man udgravede tunneler mere end 35 meter under jorden. Til tider krydsede disse gange hinanden i forskellige niveauer. Så snart én gang var blevet udtømt for kalksten, påbegyndte man udgravningen af nogle nye. Med tiden strakte dette net af tunneler sig ud til det omkringliggende opland.

Inden længe ankom vi til Nerubaiske, en lille landsby lidt nord for Odessa. Snart stod vi ved en kalkstensvæg hvor en massiv metalport afspærrede en tunnel der førte ind i katakomberne. „Vi kommer nu ind i et område som var besat af sovjetiske modstandsfolk under den anden verdenskrig,“ fortalte guiden. „I vil få et indblik i hvordan deres liv udspillede sig dengang.“ Ifølge Andrij Krasnozhon, der er ekspert i katakombernes historie, boede der her under jorden en gruppe modstandsfolk i 13 måneder.

 „Tænk på,“ tilføjede guiden, „at mange andre fra tid til anden har boet i forskellige dele af katakomberne, som for eksempel røvere, pirater og politiske flygtninge. De levede alle stort set under de samme forhold.“

Vi trådte ind i en dunkel korridor der fortabte sig i mørket. „Disse gange var ikke blot et nødtørftigt skjulested for modstandsfolkene, men var blevet udstyret så behageligt som muligt,“ sagde guiden. „I opholdsrummet spillede mændene dam, skak eller domino i stearinlysenes skær. Værelser til mænd og kvinder blev udskåret i hovedtunnelens vægge. I hvert rum blev der i væggen udskåret en hylde som soveplads hvor man lagde hø. Hospitalsafdelingen var udstyret med rigtige senge og en operationsstue. Kvinderne tilberedte mad på en brændeovn bygget af gul kalksten, og røgen blev ført op i en overliggende tunnel.“

Loftet i tunnelen havde en overflade som en stor natursvamp, men den var ikke blød at røre ved. Ned langs væggene var der siksakmærker hvor stenblokkene var savet ud. Væggene føltes som groft sandpapir. „Når partisanerne forlod katakomberne, skiftede de tøj så tyskerne ikke kunne lugte hvor de havde været,“ forklarede vores guide. „Fugtigheden i katakomberne trængte ind i tøjet og gav det en særpræget lugt.“

„Der var andre ejendommeligheder ved livet under jorden,“ fortalte guiden, „som for eksempel det at leve i totalt mørke.“ Hun trykkede på en kontakt, og vi stod i fuldstændigt mørke. „De kunne ikke altid have deres petroleumslamper tændt,“ sagde hun. Mens vi famlede os frem langs væggen, tilføjede hun: „Stenvæggene absorberer lyden, så hvis I farer vild, vil ingen kunne høre at I råber om hjælp.“ Heldigvis tændte guiden for lyset igen!

„De der gik vagt, arbejdede kun to timer ad gangen,“ fortsatte hun, „fordi et mennesker der opholder sig lang tid i mørke og fuldstændig stilhed, kan få hørelseshallucinationer.“ Gennem et hul i loftet kunne vi se en overliggende tunnel der krydsede den vi stod i. ’Hvor mon den kommer fra,’ spekulerede jeg, ’og hvor mon den fører hen?’ Jeg blev grebet af eventyrlyst. „Kun omkring 1700 kilometer af katakomberne er blevet kortlagt,“ bemærkede guiden, „så der er stadig meget at gøre.“

Da nogle for nylig udforskede katakomberne, opdagede de nye tunneler, hvor de fandt hundrede år gamle aviser, petroleumslamper fra tiden før den russiske revolution og penge fra zartiden. Sådanne fund — som har været urørt i årtier — har tilhørt nogle der i en svunden tid boede dybt nede i Odessas lange, mørke katakomber. — Indsendt.

[Ramme/​illustration på side 25]

ARKITEKTONISKE SKATTE

I Odessas bymidte findes der stadig smukke bygninger som er opført af gul kalksten. Dørene til nogle af disse huses kældre fører direkte ind i katakomberne. Man opfører fortsat bygninger af kalksten.

[Illustration på side 24, 25]

Hospitalssenge brugt af sovjetborgere under Anden Verdenskrig

[Illustration på side 24]

Det anslås at Odessa-katakomberne består af 2500 kilometer underjordiske gange