Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Få styr på din tid

Få styr på din tid

Få styr på din tid

„Til alt er der en fastsat tid.“ — Prædikeren 3:1.

FOR at få tid til det der betyder noget, må du vide hvad der har betydning. Det vil være nemmere hvis det står helt klart for dig hvad dine værdier er, hvad dine mål er, og hvilke aktiviteter der kunne hjælpe dig til at nå dem.

Allerførst må du gøre dig klart hvad dine værdier er. Du kan eventuelt skrive alt det ned du kommer i tanker om: Familie, venskaber, arbejde, uddannelse, succes, udseende, penge, lykke, ægteskab, venlighed, helbred, tro. Spørg så dig selv: ’Hvilke af disse værdier betyder mest for mig?’

Tænk derefter over alle de mål du gerne vil nå i livet. Hvad er forskellen på værdier og mål? I denne sammenhæng kan man sige at værdier er vedvarende, hvorimod mål er noget man på et tidspunkt kan nå.

Hvilke mål kunne du sætte dig? Ville du gerne bruge mere tid sammen med din familie? Finde dig et bedre arbejde? Blive bedre til din yndlingshobby? Få dig en ny? Forbedre en bestemt egenskab hos dig selv? Tage på en dejlig ferie? Læse en bog? Skrive en bog?

Som det næste må du afgøre med dig selv hvilke af disse mål der er vigtigst for dig. Forvis dig om at de passer med dine værdier. Hvis du for eksempel beslutter dig for at blive meget rig, vil det sikkert give problemer, især hvis det er din familie du sætter højest.

Overvej hvilke aktiviteter der kunne hjælpe dig til at nå hvert af de mål du har sat dig. Hvis du for eksempel har som mål at gå ned i vægt, vil motion være en aktivitet der kunne hjælpe dig.

Hvad kan du bruge denne analyse til?

Hvis dine mål harmonerer med dine værdier, og du foretager dig noget der hjælper dig til at nå dine mål, vil dit liv styre i én retning. Du vil bruge mere tid på det der er vigtigt for dig. Det betyder ikke at du skal være ligeglad med andres behov og ønsker. (Filipperne 2:4) Men du vil blive bedre til at få øje på og afvise de muligheder der intet har at gøre med det der virkelig har betydning.

Det skal indrømmes at der vil opstå problemer. Nogle pligter kan synes uvæsentlige, men er ikke desto mindre nødvendige. Du kan risikere at de tager al din tid så du kun har lidt eller slet ingen tid til det der har mest betydning for dig. Der kan opstå krisesituationer. Og forandringer i dit liv kan ødelægge din tidsplan. Men ved bevidst at bruge mere tid på det der er vigtigt for dig, vil du vil få mere styr på din tid og dit liv.

[Ramme/​illustration på side 6]

Kan man spare tid med en elektronisk kalender?

For nogle er den tidsbesparende, for andre en tidsrøver. En håndholdt computer, eller pda, kan indeholde en kalender, en telefon- og adresseliste, en opgaveliste, et skriveprogram, en notesbog, et kamera og give adgang til e-mail og internet. Den kan være tidsbesparende hvis man holder den opdateret og har den med sig. Men man kan let spilde tiden hvis man surfer på nettet, ændrer meget på indstillingerne, køber unødvendigt tilbehør til pda’en, eller lader brugen af den komme i vejen for personlige forhold og varetagelsen af ansvarsopgaver.

Tip: Læs om produktet før du køber det. Hvis det elektroniske udstyr tit har funktionsfejl, vil der gå meget tid med at ordne det. Desuden er et hvilket som helst elektronisk udstyr ikke bedre end den der bruger det. Hvis du har en pda, så brug den til at spare din tid, ikke til at spilde den.

[Illustration på side 4, 5]

Kan du finde tid til det der er vigtigt?