Jeg valgte en bedre livsvej

FORTALT AF PLAMEN KOSTADINOV

DET var næsten middag da jeg vågnede. På gulvet flød det med tomme flasker, og de overfyldte askebægre stank. Den begejstrede stemning fra nattens fest var helt forsvundet. Aldrig havde jeg følt mig så ensom og frustreret. Alt syntes så meningsløst. Lad mig fortælle hvordan jeg var kommet i denne sørgelige forfatning.

Allerede i en alder af 14 år stræbte jeg efter en karriere inden for kunsten. Det var i sommeren 1980. Min far havde lige fortalt mig at jeg var blevet optaget på en kunstskole i byen Troyan i Bulgarien. Hvor var jeg lykkelig. Samme efterår flyttede jeg fra min hjemby, Lovech, til Troyan.

Jeg kunne godt lide at bo langt fra mine forældre og gøre lige hvad jeg havde lyst til. Jeg begyndte at ryge, og en gang imellem drak jeg mig fuld sammen med mine skolekammerater. Det var ikke tilladt at ryge eller drikke på skolen. Men at overtræde disse regler gjorde det endnu mere spændende.

Min kærlighed til kunsten fortsatte med at vokse. Jeg blev stadig dygtigere til at tegne, og mit ønske om berømmelse blev større og større. Efter at jeg havde færdiggjort fem års skolegang i Troyan, ville jeg gerne fortsætte min uddannelse på kunstakademiet i Sofia, hovedstaden i Bulgarien. Det var det mest prestigefyldte uddannelsessted. I 1988 blev jeg, sammen med syv andre kandidater der var blevet udvalgt fra hele landet, optaget på akademiet. Hvor var jeg stolt. En dag så jeg mig selvsikkert i spejlet og sagde: ’Nå, Plamen, nu er der vist ingen tvivl om at du vil blive en berømt kunstner!’

Den gamle personlighed formes

Inden længe begyndte jeg at gå i sort tøj, og jeg fik langt hår og skæg. Sådan skulle man se ud som kunstner. Jeg begyndte at leve det jeg mente var et traditionelt bohemeliv. Blandt andet lejede jeg et værelse i kunstnerkvarteret og sørgede for at det rodede så meget som muligt. Desuden tog jeg en kat og dens tre killinger og en lille hund til mig. At strø om mig med penge blev også en del af min livsstil.

Min lidenskab for kunst voksede fortsat. Jeg malede hele tiden og gengav min forunderlige fantasiverden i et abstrakt billedsprog. Selv væggene i mit værelse brugte jeg som lærred. Alt dette, mente jeg, var begyndelsen på en fantastisk karriere.

Hyppige fester med mine studiekammerater blev en vigtig del af mit liv. Vi mødtes ofte på mit værelse, lyttede til musik og drak tæt, selv når vi forberedte os til eksamen. Vores filosofiske diskussioner kredsede om musik, kunst og meningen med livet. Vi talte tit om overnaturlige kræfter og rumvæsener. Sådanne samtaler satte min fantasi i sving og gav mig nye idéer til mit næste maleri. Jeg ønskede  at disse euforiske følelser varede ved, men de holdt kun så længe jeg var fuld. Næste dag var der sædvanligvis ikke det mindste tilbage af denne opstemthed.

Efter at have levet på den måde i omkring ti år følte jeg mig utilfreds. Som kontrast til mine farvestrålende malerier blev mit sind mørkere og mørkere, og jeg blev grebet af ensomhed. Mine drømme om at blive en berømt kunstner begyndte at blegne. Jeg var deprimeret og vidste ikke hvordan jeg skulle komme videre med mit liv. Det var den situation jeg fortalte om i indledningen af min beretning.

Reddet af sandheden

I 1990 besluttede jeg at udstille i Lovech. Jeg indbød Yanita, som jeg kendte fra akademiet i Sofia, til at deltage i udstillingen, eftersom hun også var fra Lovech. Da udstillingen lukkede, tog Yanita og jeg hen på en nærliggende restaurant for at fejre begivenheden. I samtalens løb begyndte hun at tale om det hun lærte under sit studium af Bibelen sammen med Jehovas Vidner. Hun fortalte mig om en ny verden Bibelen forudsiger skal komme. Min interesse var vakt.

Yanita fortsatte med at studere Bibelen med Jehovas Vidner i Sofia, og fra tid til anden havde hun bibelske publikationer med til mig. Jeg vil aldrig glemme hvor ivrigt jeg læste brochuren „Se! Jeg gør alting nyt“, og hvordan jeg på blot et par dage slugte bogen Du kan opnå evigt liv i et paradis på jorden. * Det var ikke svært for mig at erkende at Gud er til, og jeg ville med det samme vide hvordan man beder til ham. Jeg kan huske min første bøn. Liggende på mine knæ fortalte jeg oprigtigt Jehova om hvad der bekymrede mig. Jeg var helt og fuldt overbevist om at han lyttede til mig. En indre fred og glæde erstattede lidt efter lidt min følelse af ensomhed.

I Sofia præsenterede Yanita mig for et ægtepar der var Jehovas Vidner. De tilbød at læse Bibelen sammen med mig, og de inviterede mig med til deres møder. Jeg kan huske det første møde jeg overværede. Det var i juni 1991. Jeg kom to timer for tidligt og ventede i en lille park. Nervøs, usikker og betænkelig spekulerede jeg over hvordan de ville tage imod mig. Til min store overraskelse gav alle mig en varm velkomst til trods for mit noget særprægede udseende. Fra det tidspunkt overværede jeg møderne fast, og jeg læste Bibelen sammen med Jehovas Vidner to gange om ugen.

Jeg var henrykt da jeg fik min første bibel. Aldrig havde jeg læst noget så fantastisk og medrivende som Jesu bjergprædiken og den visdom den indeholder. Som mit studium af Bibelen skred frem, mærkede jeg personligt Guds ords forvandlende kraft som udtrykt i Efeserbrevet 4:23: ’I skal gøres nye i jeres sinds drivkraft.’ Jeg holdt op med at ryge og ændrede mit usoignerede udseende. Forandringen var så stor at min far, en dag da han kom for at tage imod mig på jernbanestationen i Lovech, gik forbi uden at genkende mig.

Jeg begyndte at lægge mærke til mine omgivelser. Rodet på mit værelse, de malede vægge og stanken af cigaretrøg kunne ikke længere sætte gang i min kreativitet. Jeg fik trang til at rydde op alle vegne. Væggene malede jeg hvide og fjernede dermed et treøjet rumvæsen jeg havde malet på væggen.

 Som enhver kan forstå, forlod mine venner mig ret hurtigt, men de blev snart skiftet ud med de mange nye venner jeg fik ved de kristne møder, og de er stadig mine gode venner. Som følge af det opbyggende samvær gjorde jeg hurtigt fremskridt. Den 22. marts 1992 blev jeg døbt ved det første stævne Jehovas Vidner afholdt i Bulgarien; det fandt sted i byen Plovdiv.

Tilbage til Lovech

Jeg vidste at det ikke ville være let for en kunstner at tjene til dagen og vejen i en lille by, men jeg besluttede at jeg efter min afgangseksamen ville vende tilbage til Lovech. Jeg indså at det, i hvert fald for mig, ville være meget vanskeligt at få en vellykket karriere inden for kunsten og på samme tid sætte Guds rige først i livet. Så jeg bestemte mig for at ændre mine planer og i stedet undervise andre i Bibelen på frivillig basis. Mens jeg stadig studerede ved kunstakademiet, var Yanita, som havde færdiggjort sine kunststudier tre år før mig, allerede ivrigt optaget af at undervise andre i Bibelens sandheder i Lovech. Hun var det eneste Jehovas vidne i byen.

Da jeg flyttede tilbage til Lovech, var der en lille gruppe der studerede Bibelen med Jehovas Vidner. Jeg nød at besøge folk fra hus til hus og fortælle dem om det håb for fremtiden som jeg selv havde fået, og besluttede at tage del i dette arbejde på heltidsbasis.

Med tiden blev forholdene dog vanskeligere. I 1994 blev vores officielle registrering som en religiøs organisation annulleret, og en omfattende smædekampagne i medierne blev sat i gang. * Det skete ofte at Jehovas Vidner blev tilsagt til møde på politistationen, og vores publikationer blev konfiskeret. I disse vanskelige tider kunne vi ikke afholde møder på offentlige steder. Til trods for det holdt vi regelmæssigt møder i et lille rum på 12 kvadratmeter der stødte op til Yanitas hus. Engang lykkedes det os at få plads til 42 mennesker i dette lille rum. For ikke at forstyrre naboerne lukkede vi vinduet mens vi sang Rigets sange. Når det var meget varmt udenfor, blev der hedt og fugtigt indenfor, men vi var glade for at kunne være sammen.

Velsignelser fra Jehova

Yanita brændte for den sande tilbedelse. Og det beundrede jeg meget. Som tiden gik, opstod der romantiske følelser mellem os. Vi blev gift den 11. maj 1996. På trods af forskelle i personlighed supplerer vi hinanden på en dejlig måde. Hun er min bedste ven og støtte. Jeg er Jehova taknemmelig for at han har givet mig en hustru der „er langt mere værd end koraller“. — Ordsprogene 31:10.

Nogle af mine tidligere venner skabte sig en karriere som kunstnere — en drøm jeg også havde. Men jeg er taknemmelig for at jeg valgte hvad jeg mener er en bedre livsvej. Jeg har hjulpet mange til at finde en mening med livet, og de er nu mine åndelige brødre og søstre. Enhver berømmelse eller anerkendelse jeg kunne have opnået som kunstner, er intet i sammenligning med de velsignelser jeg har fået ved at tjene Jehova. Jeg er lykkelig for at jeg har fået et nært forhold til den største Kunstner, Jehova Gud.

[Fodnoter]

[Illustration på side 12]

Med min hustru, Yanita