Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

En falsk ven

En falsk ven

En falsk ven

Du har en „ven“ som du mødte i din ungdom. Han fik dig til at føle dig mere voksen og hjalp dig tilsyneladende med at blive accepteret af dine kammerater. Når du følte dig anspændt, kunne du altid regne med at han ville „lette presset“. Ja, du blev efterhånden afhængig af ham i mange situationer.

Men med tiden fik du øje på hans dårlige sider. Han kræver at være sammen med dig hele tiden, også selvom det betyder at du nogle steder ikke er velkommen. Det kan godt være at han fik dig til at føle dig mere voksen, men det var på bekostning af dit helbred. Og for at føje spot til skade har han stjålet en del af din løn.

I den sidste tid har du flere gange forsøgt at afbryde forbindelsen, men det har han modsat sig. Han er på en måde blevet herre over dig. Nu er du ked af at du overhovedet mødte ham.

DET er sådan mange rygere har det med cigaretten. Efter at have røget i 50 år siger en kvinde ved navn Earline: „Cigaretten har hjulpet mig mere end noget menneske. Den var ikke bare en gammel ven — en gang imellem var den min eneste ven.“ Men som Earline kom til at indse, var cigaretten både en falsk og en grusom ven. De indledende ord kunne have været skrevet om hende — med én undtagelse. Da hun fandt ud af at rygning er forkert i Guds øjne fordi det forurener det legeme han har givet os, aflagde hun sin dårlige vane. — 2 Korinther 7:1.

En mand der hedder Frank, besluttede også at holde op for at glæde Gud. En dags tid efter at have røget sin sidste cigaret fandt han sig selv kravlende rundt under sit hus for at lede efter gamle cigaretskod der var faldet ned mellem gulvbrædderne. „Det gjorde udslaget,“ siger Frank. „Da det gik op for mig at jeg lå på alle fire og rodede i skidtet efter gamle skod, fyldtes jeg med væmmelse. Jeg har aldrig røget siden.“

Hvorfor har tobak så stærkt et tag i folk? Forskere har fundet frem til adskillige årsager: (1) Tobaksprodukter kan være lige så vanedannende som ulovlige stoffer. (2) Nikotin der inhaleres, kan nå hjernen på kun syv sekunder. (3) Rygning er ofte en uadskillelig del af folks liv fordi det er noget de gør når de spiser og drikker, konverserer, prøver at afhjælpe stress og så videre.

Men som Earline og Frank har vist, er det muligt at bryde denne skadelige afhængighed. Hvis du ryger, men gerne vil være røgfri, kan du måske få en helt ny start på livet ved at læse de følgende artikler.