Kanoen — Canadas uovertrufne „køretøj“

DEN franske opdagelsesrejsende Samuel de Champlain krydsede Atlanterhavet og sejlede op ad floden Saint Lawrence i det der nu er Canada. Inden længe stødte han på en stor forhindring ved Montreal, Lachine-strømfaldene. Ethvert forsøg på at forcere dem med skib ville være forgæves, skrev han i sin logbog i 1603. Tæt skovbevoksning gjorde det upraktisk at rejse til fods. Hvordan skulle Champlain og hans mænd da fortsætte deres rejse?

De lærte af de indfødte og brugte kanoer. „Med kanoer,“ bemærkede Champlain, „kan man komme ubesværet og hurtigt gennem landet, op ad såvel små som store floder.“

Det uovertrufne „køretøj“

Canadas søer og floder var faktisk ideelle landeveje, og kanoen blev betragtet som et uovertruffent køretøj. Ved hjælp af den kunne de indfødte udforske, jage og transportere varer. Udformningen og konstruktionen af kanoerne varierede, alt efter hvad de skulle bruges til, og hvilke materialer der var for hånden. Folk på Canadas vestkyst byggede for eksempel kanoer ved at udhule stammer fra canadisk cedertræ (Western Red Cedar). Den udhulede stamme blev derefter fyldt med vand og brandvarme sten. Dette blødgjorde træet så det kunne formes. Nogle af disse kanoer kunne laste op til to tons, og de  var både hurtige og sikre på havet, hvor man brugte dem i jagten på store havpattedyr, deriblandt hvaler.

Den måske mest berømte nordamerikanske kano var birkebarkskanoen, der var bygget af den ydre skal af birketræer. Takket være et stof i birkebarken som kaldes betulin, er barken både holdbar og vandtæt. Den er også utrolig smidig og stærk. „En birkebarkskano kan forcere strømfald der ville ødelægge en trækano beklædt med lærred,“ forklarer David Gidmark, der er kanobygger.

Til fremstilling af en birkebarkskano indgik ud over birketræ også cedertræ, rødder fra grantræ og harpiks. Da disse materialer alle kom fra skoven, kunne man ret nemt reparere en kano. Desuden var disse fartøjer forholdsvis lette, hvilket gjorde det nemt at transportere dem forbi farlige strømfald eller andre forhindringer. De var også miljøvenlige. Når en kano blev kasseret, blev den simpelt hen en del af økosystemet, ligesom et fældet træ.

Man gjorde brug af nogle imponerende konstruktionsmetoder. De indfødte „gør hverken brug af søm eller skruer, men alt bliver syet og bundet sammen“, skrev en iagttager i det 19. århundrede. „Sømmene, stingene og knuderne er så regelmæssige, stærke og kunstfærdige at det ikke kan gøres bedre.“

Før jernbanen var kanoen det hurtigste og mest pålidelige transportmiddel i store dele af Canada. Selv efter anlæggelsen af jernbanen holdt man ikke op med at rejse med kano fra den ene dag til den anden; ofte lod folk sig befordre både med tog og kano.

Kanoen var så vigtig en del af livet i Nordamerika at den ikke alene fik indflydelse på indianernes kultur, men også på deres religion. Ifølge nogle sagn var det for eksempel kanoer, ikke Bibelens ark, der bragte overlevende sikkert gennem en stor vandflod.

Kanosejlads i dag

Det er stadig populært i Canada at ro i kano, men fortrinsvis som en form for afslapning. Sørgeligt nok bliver det stadig vanskeligere at finde egnede træer til at bygge gode birkebarkskanoer af. Andre materialer er dog lettere at få fat på, deriblandt aluminium, lærred, træ og glasfiber.

En berømt kanoroer, Bill Mason, føjede endnu en dimension til kanosejlads da han sagde: „En tur med kano ad gamle vandveje er en god måde at genopdage det forhold på som vi har mistet til naturen og til Skaberen, der har stykket det hele sammen for så længe siden.“ Det vil mange være enige med ham i!

[Ramme/​illustration på side 11]

KAJAKKEN

Inuitterne lever i en del af Canada der er helt blottet for skove. Men det har ikke afholdt dem fra at bygge både. Som råmaterialer brugte inuitterne skind fra sæler og karibu-hjorte, såvel som knogler samt drivtømmer der skyllede op på den arktiske kyst. Man gjorde bådene vandtætte med animalsk fedt — og man havde en kajak.

Den mest iøjnefaldende forskel mellem en almindelig kano og en kajak er kajakkens dæk, som yder beskyttelse mod vind og vejr og gør det muligt at rulle kajakken rundt uden at den tager ret meget vand ind. Moderne kajakker er normalt fremstillet af glasfiber og andet syntetisk materiale.

[Kildeangivelse på side 10]

Library of Congress