Lykkelig trods et alvorligt handicap

FORTALT AF JOSÉ GODOFREDO VÁRGUEZ

Jeg var sund og rask ved fødselen og havde en normal barndom. Som 17-årig begyndte jeg at arbejde som industrisvejser. To år senere stod jeg på en platform og svejsede i nærheden af nogle højspændingsledninger da det begyndte at regne. Pludselig fik jeg et voldsomt elektrisk stød der kastede mig til jorden, 14 meter ned, og jeg blev slået bevidstløs. Jeg gik i koma og vågnede først tre måneder senere. Det eneste jeg kunne bevæge, var hovedet. Jeg var blevet tetraplegiker (lammet fra halsen og ned). Jeg var fortvivlet!

TIL at begynde med var jeg vred på Gud og spurgte ham hvorfor han havde ladet mig leve. Jeg overvejede endda at begå selvmord. Jeg søgte hjælp i forskellige religioner, men ingen gav mig virkelig trøst eller dækkede mit åndelige behov. Og ingen så meget som tilskyndede folk til at leve efter Bibelens lære og moralnormer. Da min mor døde i 1981, begyndte jeg at drikke og spille. Jeg forestillede mig at Gud ville bære over med mig på grund af mit handicap og tilgive mig når jeg blev fuld. Jeg begyndte også at leve umoralsk med en kvinde som jeg ikke var gift med.

Jeg forandrer min måde at tænke på

Første gang jeg kom i kontakt med Jehovas Vidner, var som 37-årig. Min mor havde, under påvirkning af falske rygter, altid sagt at Jehovas Vidner var det værste trossamfund af alle. Ikke desto mindre bød jeg dem indenfor — udelukkende for at bevise at de tog fejl, for jeg troede jeg kendte en masse til Bibelen. Til min overraskelse opdagede jeg at jeg vidste forholdsvis lidt. Hvad mere var, forbløffede de mig med at bruge Bibelen til at besvare alle mine spørgsmål. Jeg blev snart overbevist om at jeg havde fundet sandheden.

Sørgeligt nok afviste den kvinde jeg boede sammen med, min nyfundne tro, og vi gik fra hinanden. Jeg fik efterhånden mit liv på ret køl og forandrede min indstilling og tænkemåde så det harmonerede med Bibelens lære. Med Guds hjælp har jeg også kunnet tilpasse mig psykisk og følelsesmæssigt til eftervirkningerne  af min ulykke — ja, i så høj grad at jeg de sidste 20 år har fundet stor glæde ved at tjene som heltidsforkynder. Mange undrer sig over hvordan jeg klarer mig i betragtning af mit handicap. Jeg må indrømme at jeg ikke er alene. Jeg bor sammen med min yngre bror, Ubaldo, som lider af Downs syndrom. Ubaldo har også taget imod sandheden fra Bibelen og tjener Jehova sammen med mig.

Vi er et godt makkerpar og passer på hinanden. Når vi er ude i forkyndelsen, skubber Ubaldo min kørestol og banker på dørene for mig, og når jeg taler med den besøgte, hjælper han mig med Bibelen og viser litteraturen frem. Han hjælper mig også med mine andre fysiske behov. Til gengæld er det mig der forsørger os begge ved at sælge kosmetik. Desuden giver de lokale Jehovas Vidner en hånd med når der skal laves mad, klares huslige pligter og foretages lægebesøg — noget Ubaldo og jeg sætter stor pris på.

I den kristne menighed tjener jeg som ældste, og mine åndelige brødre er altid villige til at hjælpe mig med at finde oplysninger om bibelske emner. Jeg kan understrege vigtige tanker i vores studiemateriale med en blyant i munden.

Når folk spørger mig om jeg er lykkelig, svarer jeg altid oprigtigt ja! Og hvordan kan jeg være andet? Jeg har fundet meningen med livet, og jeg ser frem til opfyldelsen af det vidunderlige håb som Gud har givet sine trofaste tjenere — et fuldkomment helbred i det kommende paradis på jorden. — Esajas 35:5, 6; Lukas 23:43.

[Illustration på side 24]

José som 18-årig, et år før ulykken

[Illustration på side 25]

Min bror, Ubaldo, og jeg er et godt makkerpar når vi forkynder her i Mexico

[Illustration på side 25]

En trosfælle vender siderne i min bibel mens jeg holder et foredrag i rigssalen

[Illustration på side 25]

Nogle fra den lokale menighed hjælper til med madlavning og huslige pligter