Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Søg andres hjælp

Søg andres hjælp

Søg andres hjælp

„Hvis en eller anden kan overmande den enlige, vil to kunne holde stand imod ham.“ — Prædikeren 4:12.

NÅR andre støtter os, har vi større mulighed for at klare os mod en fjende — hvem eller hvad den fjende end måtte være. Hvis du vil bryde din rygevane, kan det altså være klogt at bede familie og venner om hjælp — eller hvem som helst der tålmodigt vil støtte dig.

Overvej at hente hjælp hos dem der selv har kvittet vanen, for de kan ikke blot sætte sig ind i din situation, men også yde dig støtte. „Den stadige støtte fra andre er meget værdifuld,“ siger Torben, et Jehovas vidne i Danmark. Abraham fra Indien skriver: „Den kærlighed min familie og mine kristne trosfæller viste mig, hjalp mig til at holde op.“ Det er dog ikke altid nok med støtte fra familie og venner.

„Jeg har røget i 27 år,“ siger en mand ved navn Bhagwandas, „men da jeg lærte hvad Bibelen siger om urene vaner, besluttede jeg at holde op. Jeg prøvede at skære ned på cigaretterne. Jeg fik mig nogle andre venner. Jeg søgte professionel rådgivning. Intet hjalp. Til sidst henvendte jeg mig en nat til Gud i bøn og bad ham indtrængende om at hjælpe mig. Endelig lykkedes det mig at holde op!“

Noget andet vigtigt man skal gøre, er at forberede sig på de forhindringer der sandsynligvis vil opstå. Hvilke forhindringer? Det vil blive forklaret i den næste artikel.

[Ramme på side 5]

SKAL JEG BRUGE PRÆPARATER?

Præparater til rygere der gerne vil kvitte tobakken, som for eksempel nikotinplastre, er blevet en milliardindustri. Inden du begynder at bruge sådanne præparater, kan du tænke over følgende spørgsmål:

Hvilke fordele er der? Mange behandlingsformer mindsker abstinenssymptomerne og siges at øge chancerne for at man kan holde op med at ryge. Der er dog nogen uenighed om hvor effektive de er på længere sigt.

Hvilke risici er der? Nogle præparater kan give bivirkninger som kvalme, depression og selvmordstanker. Husk også på at behandling med nikotinerstatning blot er en anden måde at få stoffet på, og at der følger visse helbredsrisici med. Den der bruger nikotinerstatning, er i realiteten stadig afhængig.

Hvilke alternativer er der? I et rundspørge sagde 88 procent af dem som det var lykkedes at blive røgfri, at de stoppede fra den ene dag til den anden uden brug af medicinske præparater.