En jernbane fra hav til hav

CANADA, som er det næststørste land i verden, var en uudforsket vildmark for omkring 150 år siden. Historikeren Pierre Berton forklarer: „Femoghalvfjerds procent af befolkningen boede forholdsvis isoleret på gårdene,“ og vejenes beskaffenhed „gjorde længere rejser næsten umulige“. Det var også begrænset hvor meget man kunne færdes på søer og floder, for i hen ved fem måneder af året var de frosset til.

Stående over for disse udfordringer foreslog Canadas premierminister, sir John A. Macdonald i 1871, at der skulle anlægges en jernbane der forbandt Canadas Atlanterhavskyst med Stillehavskysten. En lignende jernbane var blevet færdiggjort i USA i 1869, men i Canada var der færre penge til rådighed, afstandene var større, og befolkningen kun en tiendedel af USA’s. En canadisk politisk leder kaldte projektet for „et af de tåbeligste man overhovedet kunne forestille sig“. En anden sagde spottende at det næste premierministeren sikkert ville foreslå, var en jernbane til månen.

Et bekosteligt forslag

Regeringen lovede imidlertid at færdiggøre jernbanen på ti år. Sandford Fleming, en jernbaneingeniør fra Skotland, anslog at jernbanen ville koste omkring 100 millioner canadiske dollars (svarende til en halv milliard danske kroner), en svimlende sum dengang. Hvis man havde ladet noget af sporet gå gennem USA, ville det have forkortet og forenklet ruten, men Macdonald insisterede på en helt igennem canadisk rute for at beskytte Canadas interesser i tilfælde af krig.

Mange investorer tøvede med at vove sig ud i et så bekosteligt og risikabelt projekt. Men i 1875 tog arbejdet sin begyndelse da Canadian Pacific Railway (CPR) tog det første spadestik til anlæggelse af hovedlinjen. Ti år senere var projektet i fare for at gå helt i stå. For den 10. juli klokken 15.00 forfaldt en gæld på 400.000 dollars, som det ikke var muligt for CPR at betale. Men klokken 14.00, den selv samme dag, gik det canadiske parlament endelig med til at udlåne flere penge — og projektet var dermed reddet.

Problemer med at anlægge jernbanen

Da arbejderne lagde spor i det nordlige Ontario, opdagede de at der var klippegrund cirka tredive centimeter nede. Så her måtte man hente jord til sporarbejdet langvejsfra. I det centrale Canada faldt temperaturen om  vinteren til minus 47 grader, hvilket resulterede i mange konstruktionsproblemer. Desuden faldt der hvert år i gennemsnit flere meter sne. Om den del af sporet der gik gennem Rocky Mountains mod vest, sagde man at „dér indtræffer døden uden varsel“. Der måtte bygges mange tunneler og broer. Arbejdsdage på ti timer var normen trods regn, mudder eller sne.

Endelig, den 7. november 1885, blev den sidste nagle, uden særlig meget ståhej, slået i ved Eagle Pass i British Columbia mod vest. Stationen fik navnet Craigellachie efter et sted i Skotland der var blevet et symbol på tapperhed i vanskelige tider. Da generaldirektøren for CPR blev bedt om at holde en tale, sagde han slet og ret: „Alt hvad jeg kan sige, er at arbejdet på enhver måde er udført på bedste vis.“

Jernbanens indflydelse

Tusinder af kinesiske arbejdere der var hentet til landet, blev garanteret fast arbejde ved jernbanen. Arbejdet var ofte farligt, især i Rocky Mountains. Først flere år efter at den sidste nagle var slået i, havde mange af disse arbejdere penge nok til at kunne rejse hjem.

Med jernbanen flyttede handelslivet og industrien vestpå, og det fik en negativ  indflydelse på den traditionelle levevis. Små og store byer blev grundlagt, og indianerne blev flyttet til reservater. Langs de gamle handelsruter måtte små virksomheder, som for eksempel landevejskroer, lukke. Som noget positivt er det blevet sagt om toget at „det frigjorde befolkningen fra snavs og mudder“ og „fra vinterens greb“. Derudover kunne fødevarer som ankom til Canadas Stillehavskyst fra Østen, nå frem til byerne i Østcanada på ganske få dage.

Jernbanen spiller stadig en stor rolle i forbindelse med fragt på tværs af Canada, men en stigende brug af bil og flyvemaskine har ført til en nedgang i antallet af togrejsende. Mange kan dog godt lide at slippe væk fra det 21. århundredes hektiske liv ved at rejse med et komfortabelt tog og nyde indtrykkene af det smukke landskab fra Toronto til Vancouver. Frem for at sætte fart på tilværelsen, som det engang gjorde, gør toget det nu muligt for passagererne at slappe af og reflektere over jernbanens interessante historie mens de rejser fra hav til hav.

[Ramme/​illustration på side 18]

DEN GODE NYHED FORKYNDES I TOGET

For mange mennesker i Canada er toget stadig det vigtigste transportmiddel; også Jehovas Vidner gør brug af det, især når de skal nå ud til isolerede områder med Bibelens budskab om Guds rige. (Esajas 9:6, 7; Mattæus 6:9, 10) „Det er nemt at tale om Bibelen på toget,“ fortæller et Jehovas vidne, „for folk er nysgerrige efter at vide hvor vi skal hen, og hvorfor.“

Om en togtur til Ojibwa-reservatet i nærheden af Lake Nipigon i det nordlige Ontario fortæller et af Jehovas Vidner: „Naturen og dyrelivet var betagende, men vores bedste minder har vi om de mennesker vi mødte. De får ikke mange gæster, så vores besøg skabte en vis opmærksomhed. Nogle lånte os deres kanoer, og vi fik lov til at bruge et klasseværelse helt gratis. Efter at vi havde forkyndt hele dagen, samledes folk fra området for at se en videofilm om vores verdensomspændende forkyndelsesarbejde.“

[Illustration på side 16]

Sir John A. Macdonald

[Illustration på side 17]

At anlægge en jernbane var vanskeligt

[Illustrationer på side 17]

Der måtte bygges mange broer og anlægges mange tunneler gennem bjergene

[Illustration på side 17]

Den sidste nagle, der færdiggjorde Canadas transkontinentale jernbane, bliver slået i

[Illustration på side 18]

En del af jernbanestrækningen

[Kildeangivelser på side 16]

Øverst: Canadian Pacific Railway (A17566); i midten: Library and Archives Canada/​C-​006513

[Kildeangivelser på side 17]

Øverst, fra venstre til højre: Canadian Pacific Railway (NS13561-​2); Canadian Pacific Railway (NS7865); Library and Archives Canada/​PA-​066576; nederst: Canadian Pacific Railway (NS1960)

[Kildeangivelser på side 18]

Øverst: Canadian National Railway Company; til højre: Med tilladelse fra VIA Rail Canada Inc.