En trækfugl med flyveforbud

EN FAMILIE på fem er klar til at tage på en lang rejse, og flere er mødt op for at sige farvel og ønske dem god tur. Familien kaster et sidste blik på det der har været deres hjem gennem lang tid, og begiver sig så af sted. De fremmødte betragter de fem der i det fjerne forsvinder i horisonten.

Vi befinder os i Birecik, en by ved Eufratfloden i Tyrkiet, ved en avlsstation for eremit-ibiser, som er en truet art. Den familie der lige er taget af sted, er en lille flok af disse fugle. Hver fugl har en satellitsender fastgjort om benet. De der er mødt op for at ønske dem god tur — de ansatte ved avlsstationen og besøgende — ser bekymret til da fuglene flyver ud i det ukendte, og spekulerer på om familien nogen sinde vender tilbage.

Hvordan lever eremit-ibisen? Hvor tager den hen på træk? Og hvorfor er der så stor interesse for dens trækvaner?

Mød vores fjerklædte ven

Når eremit-ibisen udklækkes, har den fjer på hovedet, men dem mister den efterhånden som den bliver voksen. På resten af kroppen har denne fugl sorte fjer der changerer i sollyset i bronzegrønt og violet. Med undtagelse af det øverste af hovedet er dens hud og næb rødt, og den har lange fjer ned ad nakken.

En ibis er kønsmoden efter tre til fire år og bliver normalt fra 25 til 30 år gammel. Den lever af insekter, firben og små pattedyr. Hunnerne kan lægge fra et til tre æg om året, og de ruger på æggene i cirka fire uger. Fuglene har et usædvanligt særkende — de danner par for livet. Når den ene dør, sørger dens mage over tabet. Man  har for eksempel ofte set efterladte fugle sulte sig ihjel eller endda kaste sig i døden fra en høj klippevæg.

Lokalbefolkningen i Birecik kan fortælle at man indtil begyndelsen af det 20. århundrede hvert år fejrede at eremit-ibisen var vendt hjem fra træk. Den blev betragtet som en forårsbebuder. Under festlighederne, som fandt sted i midten af februar, trak man både fra Eufratfloden op på land mens der blev slået på tromme og folk muntrede sig.

Dengang var der så mange eremit-ibiser at flokkene mindede om en gigantisk sort sky på himmelen. Men i det sidste århundrede — og især inden for de sidste 50 år — er antallet faldet brat. Engang bestod Birecik-kolonien af mellem 500 og 600 ynglende par, men bestanden blev hårdt ramt da man i 1950’erne begyndte at bruge pesticider i landbruget. I dag er der kun ganske få tilbage af disse fugle på verdensplan.

Hvad der gøres for at bevare den

Avlsstationen for eremit-ibiser i Birecik blev grundlagt i 1977. Indtil 1990 havde man hvert år ladet fuglene tage på træk, men det år vendte kun én tilbage. Herefter hindrede man dem i at migrere. I den periode hvor fuglene plejede at tage af sted, i juli eller august, anbragte medarbejderne dem i volierer. Fuglene blev sat fri i februar eller marts måned året efter, hvor de normalt ville være vendt tilbage.

I 1997 besluttede man at gøre endnu et forsøg, men desværre så man aldrig mere de 25 fugle der blev sluppet fri. Fra 1998 og fremefter fortsatte man derfor med at anbringe samtlige fugle i volierer. Kolonien trives dog alligevel. I øjeblikket tæller bestanden på avlsstationen næsten hundrede.

Hvordan ser fremtiden ud for eremit-ibisen?

I 2007 blev den familie der er nævnt i indledningen, sat fri. Sørgeligt nok vendte kun to af de fem tilbage. I 2008 lod man så en anden gruppe fugle migrere. Men de vendte desværre heller ikke hjem. Myndighederne oplyser at de nåede så langt sydpå som til Jordan, men døde af forgiftning. Det betyder at eremit-ibisens fremtid stadig hænger i en tynd tråd — til trods for den øgede bestand på avlsstationen samt de store anstrengelser forskere og myndighedspersoner har gjort sig.

Selvom eremit-ibiserne har fået ’flyveforbud’ for deres egen sikkerheds skyld, har de ikke glemt deres trækinstinkter, som de seneste forsøg har vist. Det bekræfter ordene i Bibelen i Jeremias 8:7, hvor der står: „Storken under himmelen kender sine fastsatte tider; og turtelduen og mursejleren og drosselen overholder den tid de skal komme.“

[Kildeangivelser på side 10]

Til venstre: Richard Bartz; til højre: © PREAU Louis-Marie/​age fotostock