Hvorfor jeg opgav en indbringende karriere

FORTALT AF MARTHA TERESA MÁRQUEZ

JEG elskede at synge, og som barn sang jeg endda i radioen. Jeg har aldrig gået i skole, kun i børnehave, men senere gik jeg til sangundervisning i Mexico City hos chefen for landets symfoniorkester.

I 1969, da jeg var 24, blev jeg indbudt af en veninde som var danser, til at aflægge prøve på La Rampa Azul, en dengang anset restaurant med levende musik. Jeg sang den berømte sang Cucurrucucú Paloma, som er skrevet af den mexicanske komponist Tomás Méndez, til publikums store begejstring. Det var sådan min karriere som professionel sanger begyndte. Jeg optrådte som solist under navnet Romelia Romel.

Jeg arbejdede sammen med Tomás Méndez såvel som andre dygtige mexicanske sangskrivere og sangere, deriblandt Cuco Sánchez og Juan Gabriel. Det var meget spændende at se sit navn på plakater og i aviser og ugeblade. Jeg sang i radioen og på natklubber og turnerede i Mexico og Belize. Jeg arbejdede også sammen med den populære kvindelige mexicanske komiker Leonorilda Ochoa dengang hendes tv-show var forholdsvis nyt i Mexico.

Med tiden opnåede jeg en vis berømmelse og tjente gode penge — nok til at kunne omgive mig med luksusting som juveler og minkpelse og bo i penthouselejlighed. Jeg havde tilsyneladende alt hvad hjertet kunne begære, men jeg var ulykkelig og følte mig tom indvendig. Selvom jeg var vokset op som katolik, gik jeg ikke i kirke. Jeg skammede mig fordi jeg følte mig for snavset på grund af min umoralske livsførelse.

Hvordan jeg fik kærlighed til Jehova

Da jeg indøvede nogle sange til min første plade, betroede jeg mig til Lorena Wong, en veninde som var ranchera-sanger. Jeg fortalte hende at jeg gerne ville være nonne og hjælpe de fattige. „Nonne? Du må være tosset!“ udbrød hun.

Derpå spurgte hun mig: „Kender du Guds navn?“

„Herren Jesus Kristus,“ svarede jeg.

„Nej, hans navn er Jehova,“ sagde hun. „Jesus er hans søn.“

„Hedder han Jehova?“ spurgte jeg. Navnet var fuldstændig fremmed for mig. Lorena gav mig en bibel og lovede at bede sin lærer, som var et af Jehovas Vidner, om at besøge mig. *

Hver gang jeg så Lorena, spurgte jeg hende hvornår hun havde tænkt sig at sende sin lærer. Jeg higede efter at lære mere om Gud.

 Imens begyndte jeg at læse i Bibelen på egen hånd, og jeg lagde mærke til at Guds navn virkelig er Jehova. (Salme 83:18) Det overraskede mig. Jeg stødte også på De Ti Bud og følte mig ramt af ordene: „Du må ikke begå ægteskabsbrud.“ (2 Mosebog 20:14) På det tidspunkt levede jeg sammen med en gift mand som var far til mit andet barn, en søn på otte måneder. Jeg havde allerede en søn med en anden mand, som jeg heller ikke havde været gift med.

En dag mens jeg var ved at indøve en sang til et nyt show, bankede det på døren til min penthouselejlighed. Det var Lorenas lærer, Mauricio Linares, og hans kone. De forklarede mig hvad Guds hensigt med menneskene er, og gav mig bogen Sandheden der fører til evigt liv. * Jeg læste den igennem på én nat, selvom jeg havde problemer med nogle af de svære ord. Sådan fik jeg kærlighed til Jehova.

Jeg begynder at ændre mit liv

Efterhånden som Jehovas Vidner hjalp mig, både med at studere Bibelen og blive bedre til at læse, indså jeg at jeg måtte gøre forandringer i mit liv for at kunne behage Jehova. Jeg skilte mig derfor af med mine religiøse billeder, medaljoner og amuletter, selvom de var af guld.

Det var særlig vanskeligt for mig at holde op med at drikke umådeholdent og ryge. Blot det at gå forbi en vin- og spiritusforretning gav mig en stærk lyst til alkohol. Jeg var nødt til at holde op med at komme sammen med alle mine venner, for de tilbød mig drinks og inviterede mig med på fine restauranter for at svælge i mad og drikke. Jeg vidste at dette uundgåeligt ville føre til alkoholmisbrug.

Det var også vanskeligt for mig at holde op med at tage til fester for de rige og berømte. Da jeg blev inviteret med til en kendt cubansk boksers fødselsdagsfest, sagde jeg i en bøn: „Bare denne sidste gang, Jehova. Jeg tager aldrig mere med til et sådant arrangement eller giver mig af med noget du ikke kan godkende.“ Og det løfte holdt jeg.

Jeg afsluttede forholdet til min anden søns far. Og det til trods for at han var meget rig og lovede at ville give mig en masse gaver hvis blot jeg ikke forlod ham. Det var meget svært for mig at forlade ham, for jeg var forelsket i ham, og det vidste han. Arrogant erklærede han: „Jeg er din Gud! Jeg er din Kristus!“

„Det har du måske været,“ svarede jeg, „men nu er Jehova min Gud.“ Han truede med at tage vores søn og at gøre mig fortræd.

På det tidspunkt var der nogle der sagde at det at synge blot var et arbejde som så meget andet — at jeg godt kunne være et Jehovas vidne og samtidig leve af at synge. Men andre advarede mig: „Der vil ikke være nogen mur omkring dig som beskyttelse mod rygning, drikkeri og umoralske tilbud fra dine fans.“ Jeg indså visdommen i denne advarsel.

Da jeg var en kendt sanger, forsøgte nogen at købe tjenesteydelser af mig. Jeg var besluttet på ikke længere at udsætte mig for den slags fristelser. I 1975 brød jeg derfor min kontrakt om at tage på turné i Kina, og seks måneder senere blev jeg døbt som et af Jehovas Vidner.

Udfordringer og glæder

Hvordan skulle jeg forsørge mig selv og min familie? Jeg havde praktisk talt ingen uddannelse og kendte ikke til andet end at  synge. Min storesøster, Irma, og hendes tre børn, såvel som mine egne to drenge, var afhængige af mig. Vi var nødt til at flytte fra min luksuslejlighed til to små værelser. Denne drastiske forandring fra et liv i luksus til et liv i afsavn var en stor udfordring. Min søster og børnene kom med bebrejdelser i et stykke tid og forsøgte at presse mig til at fortsætte som sanger, men jeg var besluttet på at gøre det der var nødvendigt for at tjene Jehova.

Jeg begyndte at sælge ud af mine værdigenstande — mine juveler, mine pelse og min bil — og vi levede af det jeg kunne få for dem. Men på et tidspunkt slap pengene op. For at slippe fra den chikane faderen til min anden søn udsatte mig for, flyttede vi i 1981 til en by i den anden ende af landet, hvor han ikke kunne finde os.

I den by lærte nogle Jehovas Vidner mig at tilberede tamales, doughnuts og andre madvarer jeg kunne sælge. Senere fik jeg natarbejde på en fabrik. Men dette arbejde gjorde det svært for mig at overvære de kristne møder og at tjene Gud. Så til sidst sagde jeg op og begyndte at tilberede tamales derhjemme. Jeg pakkede dem i kurve og solgte dem på gaden. Sådan har jeg forsørget mig selv i heltidstjenesten.

Et valg jeg aldrig har fortrudt

Når jeg bliver spurgt om hvordan jeg har det med at have forladt en lovende karriere som sanger, siger jeg at jeg ikke vil bytte min kundskab om Jehova og min forståelse af hans vidunderlige hensigter for noget. Det har været dejligt at se mine sønner få større kundskab om Bibelen, indvi sig til Jehova og siden gifte sig med trosfæller. Begge mine sønner opdrager sammen med deres hustruer deres egne børn til at tjene Jehova.

I næsten tredive år har jeg været pioner, som Jehovas Vidners heltidsforkyndere kaldes. Med Guds støtte har jeg kunnet hjælpe mange, deriblandt Irma og hendes datter, til at lære Bibelens sandheder at kende så de kunne indvi sig til Gud. Det er en stor glæde at træffe disse „åndelige børn“ og se at de stadig vandrer i sandheden — mange af dem tjener endda også som pionerer. (3 Johannes 4) I dag, hvor jeg er 64 år, leder jeg 18 bibelstudier.

Det åndelige tomrum jeg følte som ung sanger, er blevet udfyldt, og mit ønske om at hjælpe andre er gået i opfyldelse ved at jeg har adlydt Jesu bud om at ’gå ud og gøre disciple’. (Mattæus 28:19, 20) Jeg er Jehova taknemmelig for at han har holdt mig oppe i alle disse år og fortsætter med at gøre det! Jeg har virkelig ’smagt og set at Jehova er god’. — Salme 34:8.

[Fodnoter]

[Illustration på side 25]

Med mine sønner, deres hustruer og min storesøster, som stadig er min pionermakker

[Illustration på side 26]

Jeg tilbereder og sælger stadig tamales på gaden for at forsørge mig selv i heltidstjenesten