Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Stress hvad det gør ved os

Stress hvad det gør ved os

Stress hvad det gør ved os

Hvad sker der når du halser af sted for at nå en bus eller et tog? Du kan uden tvivl mærke hvordan din krop reagerer når hjertet slår hurtigere og blodtrykket øges. Selv hvis du ikke når det, vil du sædvanligvis kort tid efter trække vejret normalt, og dit hjerte vil slå som det plejer.

DET er noget helt andet hvis du vedvarende befinder dig i en stresset situation. Så kan det tage længere tid at slippe af med ængstelse, muskelspændinger, øget blodtryk og fordøjelsesbesvær. Stadig flere oplever at presset aldrig forsvinder. Mange føler sig for eksempel fanget i et udsigtsløst job. Hvad gør stress ved din krop og dit helbred?

Hvordan din krop reagerer på stress

Dr. Arien van der Merwe forklarer hvordan kroppen reagerer på stress. Den går øjeblikkelig i aktion, og en kompleks „kaskade af neurokemiske stoffer og hormoner strømmer gennem hele organismen og sætter legemet i alarmberedskab for at kunne reagere hurtigt“.

Du er med det samme klar til at foretage dig noget ekstraordinært. Alle dine sanser — deriblandt syns-, høre- og følesansen — er inddraget. Hjernen reagerer hurtigt, og binyrerne udskiller øjeblikkelig kraftigt virkende hormoner der får musklerne, hjertet, lungerne og andre af dine organer op i omdrejninger så de kan klare den belastende situation.

Kroppens reaktion på stress kan derfor i en nødsituation redde dit liv; for eksempel kan den få dig til at springe til side hvis der kommer en bil imod dig. Det forholder sig dog helt anderledes hvis stress bliver noget længerevarende.

Når stress bliver en fjende

Hvad sker der hvis din krop konstant er i højeste gear? Så vil dine muskler hele tiden være spændte, pulsen slå hurtigt, blodtrykket forblive højt, og en forhøjet koncentration af kolesterol, fedt, sukker, hormoner og andre organiske og kemiske stoffer vil flyde rundt i blodet. Et længerevarende højt niveau af sådanne stoffer — som ellers kun skal bruges til korte, intense og sjældne energiudbrud — kan med tiden beskadige vigtige organer. Hvad kunne konsekvenserne blive?

Til at begynde med kan man få rygsmerter, hovedpine, kramper i nakkemusklerne og muskelspændinger. Nogle læger mener at sådanne symptomer ofte er relateret til kronisk stress. Vedvarende stress kan hæmme kreativiteten og produktiviteten. Det kan desuden lægge en dæmper på ens entusiasme og ødelægge forholdet til andre. Yderligere kan det føre til irriteret tyktarm, diarré og spiserørskrampe. Følgerne af kronisk stress kan være endnu mere alvorlige. Ja, kronisk stress kan forårsage eller forværre tilfælde af hjerneblødninger, hjerteanfald, nyresvigt, hjerte-kar-sygdomme og diabetes.

„Afgivelsen af kortisol under en længerevarende periode med stress,“ skriver dr. Van der Merwe, „bevirker at fedt har en tendens til at samle sig omkring maven og ryggen.“ Hudlidelser, som psoriasis og eksem, er forbundet med eller bliver forværret af stress. Alvorligt stress er også blevet sat i forbindelse med depression, øget aggressivitet og udbrændthed. Ens hukommelse og koncentrationsevne kan også blive varigt nedsat af konstant stress. Immunforsvaret kan blive alvorligt svækket af langvarigt stress og gøre én modtagelig for alt lige fra en almindelig forkølelse til kræft og autoimmune sygdomme.

Stress har en stor indvirkning på vores velbefindende, både i mental, fysisk, følelsesmæssig og åndelig henseende. Derfor må vi vide hvordan vi kan kontrollere det. Det er dog ikke vores ønske helt og holdent at fjerne kroppens stressreaktioner. Hvorfor ikke?

Stress kan sammenlignes med en livfuld hest. Hesten kan give os en sjov og spændende ridetur. Men hvis den løber løbsk, kan det være livstruende. På lignende måde kan stress i små kontrollerbare doser gøre livet sjovt og spændende og motivere os til at være kreative, produktive og begejstrede, og til at holde os sunde.

Hvordan kan vi holde stress på et niveau vi kan håndtere, så vi får mest muligt ud af livet? Næste artikel vil behandle nogle effektive måder at kontrollere stress på, samt vores reaktion på stress.

[Ramme på side 5]

’UNDERFULDT DANNET’ AF EN VÍS OG KÆRLIG SKABER

I modsætning til en udbredt teori er kroppens reaktion på stress ikke et levn fra forhistorisk tid, hvor mennesket efter sigende skulle reagere på truslen fra mammutter og sabeltigre. Nej, alle de komplicerede og genialt indrettede systemer i vores organisme er blevet dannet af en Skaber. For eksempel vidner blodets komplicerede størkningsevne — dets avancerede evne til at bekæmpe infektioner og til at hele sår — samt kroppens omfattende stressreaktionsmekanismer om at der findes en vís og kærlig Konstruktør.

Disse systemer i organismen bekræfter at „[vi] er dannet så underfuldt at det indgyder frygt“. (Salme 139:13-16) De åndelige og fysiske gaver Gud så kærligt har givet menneskene, såvel som den fantastiske måde hvorpå han har skabt os til at kunne glæde os over livet, er en garanti for at intet i det kommende jordiske paradis vil forårsage smerte, sorg eller død. — Åbenbaringen 21:3-5.

[Diagram/​illustration på side 5]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

DE SKADELIGE VIRKNINGER AF VEDVARENDE STRESS

Hovedpine

Tænderskæren

Nakkesmerter

Hjertesygdomme

Mavesår

Rygsmerter

Muskelkrampe