„Verdens største levende flyvemaskine“

ALBATROSSEN er blevet kaldt „Verdens største levende flyvemaskine“, og det med god grund. Med et vingefang på tre meter er det den største havfugl der findes. Den kan flyve over 115 kilometer i timen. På land kan den virke kluntet, men i luften er den simpelt hen et mageløst syn.

Af de omkring 20 albatrosarter man kender, findes cirka 15 af dem i de farvande der omgiver New Zealand. Den eneste ynglekoloni på den sydlige halvkugle er Taiaroa Head, som ligger ved spidsen af Otago-halvøen, på New Zealands Sydø.

På det sted begynder kongealbatrossen af underarten sanfordi at yngle når den er mellem seks og ti år gammel, og den yngler resten af livet, et liv som kan strække sig over mange år. Man har kendt til fugle der er blevet over halvtreds! Albatrossen lægger et æg hver andet år og tilbringer det mellemliggende år på havet. Almindeligvis bliver fuglen hos sin mage hele livet.

Både hannen og hunnen tager del i arbejdet med at bygge rede, et arbejde der begynder i september. I november lægger hunnen et æg som kan veje op til et halvt kilo. I omkring 80 dage samarbejder forældrene om at udruge ægget indtil det klækkes i begyndelsen af februar. Derefter skiftes forældrene til at passe og fodre ungen. Dens kost består af en grødet masse af opgylpet fisk og blæksprutter. Når ungen er omkring seks måneder, kan den veje op mod 12 kilo — betydeligt mere end en voksen albatros!

Efter knap et år forlader forældrene Taiaroa Head for at tilbringe et år på havet inden de vender tilbage for at yngle endnu en gang. Den nu noget slankere unge, som har fået fuld fjerdragt, har i mellemtiden lært at brede vingerne ud og lette i vinden ved at prøve sig frem. Den begiver sig ud på havet, hvor den vil opholde sig de næste par år. Albatrossen vender tilbage til Taiaroa Head som ungfugl. Mens de ældre fugle har travlt med at bygge redde og yngle, fordriver de unge albatrosser tiden med at pudse sig, muntre sig og vise hvor dygtige de efterhånden er blevet til at flyve.

 [Ramme på side 25]

PÅ BESØG I EN KOLONI AF KONGEALBATROSSER

Siden barndommen har jeg været fascineret af fortællinger om albatrossen. Jeg glædede mig derfor til at besøge en koloni af kongealbatrosser. Det blæste stærkt den dag, og efterhånden som min ven og jeg nærmede os stedet, lod vi blikket glide hen over himmelen for at få et glimt af den flyveopvisning vi var kommet for at se. Vi blev ikke skuffede. Da vi fik øje på fuglene, kunne vi ikke lade være med at beundre disse legendariske luftakrobater.

Vi sluttede os til en gruppe besøgende og fik en guidet tur på en time. Ved hjælp af modeller, plancher og videoer blev det oplyst at kongealbatrossen kan leve udelukkende på havet — ja, endda sove på vandet! Hvad enten denne betagende fugl befinder sig i luften eller på havet, er den et sandt under — og giver os endnu en grund til at prise ham der „har skabt alle ting“, Jehova Gud. — Åbenbaringen 4:11.

 [Illustration på side 24]

Begge forældre skiftes til at passe og fodre ungen, som kan veje op til 12 kilo når den er seks måneder

[Illustrationer på side 24, 25]

Taiaroa Head, kongealbatrossens hjemsted

[Illustration på side 24]

Kongealbatrossen kan leve udelukkende på havet — ja, endda sove på vandet

[Kildeangivelser på side 23]

Øverst: © David Wall/​Alamy; nederst: © Kim Westerskov/​Alamy

[Kildeangivelser på side 25]

Baggrund: © davidwallphoto.com; side 24, øverst: Tui De Roy/​Roving Tortoise Photos; side 24, nederst: Med tilladelse af Diarmuid Toman; side 25, flyvende albatros: © Naturfoto-Online/​Wolfgang Bittmann