Hvad ved du om Jehovas Vidner?
„Jeg har søgt en del ting [om Jehovas Vidner] på nettet, hørt en masse rygter og læst om en masse fordomme,“ skrev en pige der var i erhvervspraktik som journalist på en dansk avis. „Det har gjort, at jeg har opbygget et meget negativt syn på Jehovas Vidner“
DENNE erhvervspraktikant interviewede en familie der er Jehovas Vidner. Hvad førte det til? „Mit syn på dem ændrede sig med det samme, vi trådte ind i deres hjem,“ skrev hun. „Måske kender folk dem ikke godt nok, eller måske dømmer alle mennesker bare for tidligt. Det gjorde jeg selv over for dem. Og jeg har opdaget, at jeg tog fejl.“ — Cecilie Feyling for Jydske Vestkysten.
På grundlag af sine erhvervsmæssige relationer til Jehovas Vidner gav en human resource-konsulent for en forretningskæde i Europa udtryk for at de er ærlige arbejdere. Han ville derfor meget gerne ansætte Jehovas Vidner.
Jehovas Vidner er naturligvis bedst kendt for deres forkyndelse. Nogle af dem de møder, har ikke lyst til at tale om Bibelen, men andre kan godt lide det. Faktisk har mere end syv millioner mennesker — fra de fleste lande i verden — et regelmæssigt bibelstudium med Jehovas Vidner, og nogle af dem begynder på et tidspunkt selv at undervise andre i Bibelen. I USA, for eksempel, viser en rapport fra Kirkernes Nationalråd at der ud af de 25 største trossamfund kun er fire der har haft fremgang, og et af dem er Jehovas Vidner.
Hvorfor undersøger millioner af mennesker Bibelen sammen med Jehovas Vidner? Hvordan foregår disse bibelkurser? Forventes det at eleverne selv bliver Jehovas Vidner? Uanset om du er interesseret i Jehovas Vidner eller ej, har du ret til at vide hvordan det forholder sig. Lad derfor være med at lytte til fordomsfulde rygter, og undersøg i stedet kendsgerningerne. Bibelen siger i Ordsprogene 14:15: „Den naive tror hvert ord han hører; den kloge forstår at det er nødvendigt med beviser.“ — The New English Bible.
Vi håber at denne udgave af Vågn op! vil hjælpe dig til at få en bedre og mere præcis opfattelse af hvem Jehovas Vidner er. Det at du er ved at læse dette blad, tyder på at du er åben og fordomsfri. Mens du læser de næste fire artikler, vil det være en god idé at du i din egen bibel slår de skriftsteder op der er henvist til. * Det vil både være klogt og, som Bibelen siger, et udtryk for at du er ’ædelsindet’. — Apostelgerninger 17:11.
^ par. 7 Hvis du ikke har en bibel, kan du få en af Jehovas Vidner. Hvis du har adgang til internettet, kan du læse Bibelen online på forskellige sprog på www.watchtower.org, dog endnu ikke på dansk. På hjemmesiden er der desuden bibelsk læsestof på mere end 380 sprog.