„Det kan være det bare er en sang“
„Det kan være det bare er en sang“
● Juliana var en kær ældre kristen kvinde i Filippinerne der havde fået Alzheimers sygdom. Hun kunne ikke engang genkende sine egne børn længere. Alligevel tog jeg hen for at besøge Juliana hver gang jeg var i området.
Juliana lå bare i sin seng og stirrede ud ad vinduet. Det var hårdt at besøge hende fordi hun ikke længere kunne huske mig. Hun kiggede på mig med store øjne, men der var ingen liv eller genkendelse at spore i dem. „Tænker du stadig på Jehova?“ spurgte jeg. Jeg fortalte hende en oplevelse og stillede hende nogle flere spørgsmål, men der var intet der tydede på at hun forstod noget af det. Så begyndte jeg at synge en sang. Det næste der skete, var meget hjertegribende.
Juliana drejede hovedet, så på mig og begyndte at synge sammen med mig! Snart måtte jeg holde inde, da jeg ikke kunne hele teksten udenad på det lokale sprog tagalog. Men Juliana fortsatte med at synge. Hun kunne huske alle tre vers. Hurtigt bad jeg hende jeg fulgtes med, om at gå hen og låne en sangbog hos et Jehovas vidne der boede i nærheden. Hun kom straks tilbage med den. Jeg vidste ikke hvilket nummer sangen havde, men slog tilfældigvis op på den rigtige side. Denne gang sang vi hele sangen sammen! Da jeg spurgte Juliana om der var andre sange hun kunne huske, begyndte hun at synge en gammel filippinsk kærlighedssang.
„Nej, Juliana,“ sagde jeg, „ikke en sang fra radioen, men en fra rigssalen.“ * Så begyndte jeg at synge endnu en sang fra vores sangbog, og med det samme begyndte hun at synge med. Hendes øjne strålede. Væk var det tomme blik, og hendes ansigt var et stort smil.
På dette tidspunkt var naboerne kommet løbende til for at se hvem det var der sang. De stod og kiggede ind ad vinduet mens de lyttede til os. Det var vidunderligt at se hvordan musikken rørte Julianas hjerte! Den havde fået hende til at huske ordene i sangen.
Oplevelsen lærte mig at man aldrig ved hvad der skal til for at trænge gennem mørket og nå ind til dem der ellers ikke er i stand til at forstå noget eller kommunikere. Det kan være det bare er en sang.
Ikke længe efter ovenstående episode døde Juliana. Jeg blev mindet om hændelsen da jeg lyttede til den bevægende nye musik Jehovas Vidner har indspillet, og som blev udgivet i 2009. Hvis du er interesseret, kan du spørge de lokale Jehovas Vidner om hvordan du kan få disse smukke, gribende indspilninger.
[Fodnote]
^ par. 5 Navnet på Jehovas Vidners mødesteder.