Hvad siger Bibelen?

Hvad vil det sige at vende den anden kind til?

I SIN berømte bjergprædiken sagde Jesus Kristus: „Modstå ikke den der er ond; men uanset hvem der giver dig en lussing på din højre kind, så vend også den anden til.“ — Mattæus 5:39.

Hvad mente han med det? Tilskyndede han kristne til at være passive ofre? Skal kristne lide i stilhed og undlade at søge retsbeskyttelse?

Hvad Jesus mente

For at forstå hvad Jesus mente, må vi se på i hvilken sammenhæng han kom med udtalelsen, og hvem han talte til. Som oplæg til sin vejledning citerede Jesus noget som hans tilhørere allerede kendte fra De Hellige Skrifter. Han sagde: „I har hørt at der er blevet sagt: ’Øje for øje og tand for tand.’“ — Mattæus 5:38.

De ord Jesus henviste til, findes i Anden Mosebog 21:24 og Tredje Mosebog 24:20. Det er værd at bemærke at den gengældelse der nævnes i disse skriftsteder med ordene „øje for øje“, ifølge Guds lov kun kunne blive effektueret på rette vis når en overtræder havde været fremstillet for præsterne og dommerne, som vurderede omstændighederne ved overtrædelsen og graden af forsætlighed. — 5 Mosebog 19:15-21.

Med tiden begyndte jøderne at fordreje denne lov. En bibelkommentar af Adam Clarke fra det 19. århundrede siger: „Det ser ud til at jøderne brugte denne lov [øje for øje, tand for tand] som grundlag for at retfærdiggøre deres egne vrede følelser og alt det som følger med en hævngerrig indstilling. Hævnakter udviklede sig ofte til det ekstreme, og gengældelsen endte med at blive værre end den oprindelige forseelse.“ Moseloven retfærdiggjorde imidlertid ikke personlige hævntogter.

 Jesu vejledning i Bjergprædikenen om at ’vende den anden kind til’ er helt i overensstemmelse med Guds lov til Israel. Jesus mente ikke at hans disciple hvis de blev slået på den ene side af ansigtet, bare skulle sunde sig lidt og så vende den anden side til og modtage flere slag. Som det også ofte er tilfældet i dag, var formålet med at give en lussing på Bibelens tid ikke at volde fysisk skade, men at fornærme en så han blev provokeret til en konfrontation.

Det Jesus mente, var derfor tydeligvis at hvis en prøvede at ægge en anden til en konfrontation med en lussing — eller med sviende sarkasme — skulle den der var blevet slået, undlade at gøre gengæld. I stedet skulle han prøve at undgå at der opstod en ond cirkel af gengældelse og hævn. — Romerne 12:17.

Jesu ord var helt på linje med kong Salomons: „Sig ikke: ’Som han har gjort mod mig, sådan vil jeg gøre mod ham. Jeg vil gengælde enhver efter hans gerninger.’“ (Ordsprogene 24:29) En discipel af Jesus ville vende den anden kind til i den forstand at han ikke ville give andre lov til at tvinge ham til en slags „styrkeprøve“. — Galaterne 5:26, fodnote.

Hvad med selvforsvar?

At en kristen vender den anden kind til, betyder ikke at han ikke vil forsvare sig hvis han bliver overfaldet. Jesus sagde ikke at vi aldrig burde forsvare os, men derimod at vi aldrig skulle gå til angreb, at vi ikke skulle lade os provokere til at tage hævn. Det er klogt så vidt muligt at trække sig tilbage for at undgå en konfrontation, men det er også på sin plads at tage skridt til at beskytte sig selv og at søge politiets hjælp hvis man bliver offer for en forbrydelse.

Jesu første disciple brugte meget passende det samme princip når de forsvarede deres juridiske rettigheder. For eksempel brugte apostelen Paulus sin tids retssystem til at beskytte sin ret til at efterkomme Jesu befaling om at forkynde. (Mattæus 28:19, 20) Under en forkyndertur i byen Filippi blev Paulus og hans missionærmakker, Silas, arresteret af de civile myndigheder og anklaget for at overtræde loven.

Derefter blev de begge pryglet offentligt og kastet i fængsel uden overhovedet at have været stillet for retten. Da Paulus fik mulighed for det, påberåbte han sig sine rettigheder som romersk statsborger. Efter at være blevet informeret om hvilken status Paulus havde, blev myndighedspersonerne bange for hvilke konsekvenser det kunne få for dem, og de bad indtrængende Paulus og Silas om at forlade byen uden at volde problemer. Paulus gav os et eksempel til efterfølgelse ved „at forsvare og juridisk stadfæste den gode nyhed“. — Apostelgerninger 16:19-24, 35-40; Filipperne 1:7.

Ligesom Paulus har Jehovas Vidner gentagne gange været nødt til at udkæmpe juridiske kampe i retssale for at kunne fortsætte deres kristne aktiviteter. Det har endda været tilfældet i lande der normalt bryster sig af den religionsfrihed deres borgere nyder. Heller ikke når det gælder forbrydelser og beskyttelse af den personlige sikkerhed, forventes det at Jehovas Vidner bare vender den anden kind til, altså uden videre lader sig mishandle. De tager juridiske skridt til at forsvare sig.

Som kristne tager Jehovas Vidner altså med rette skridt til at stadfæste visse juridiske rettigheder, selvom de er klar over at det ofte kun giver begrænsede resultater. I sidste instans lader de derfor, ligesom Jesus, disse sager hvile i Guds hånd, i tillid til at han har alle kendsgerningerne, og at enhver gengældelse fra ham vil være fuldstændig retfærdig. (Mattæus 26:51-53; Judas 9) Sande kristne husker at hævnen tilkommer Jehova. — Romerne 12:17-19.

HAR DU SPEKULERET OVER?

● Hvilke handlinger bør kristne undgå? — Romerne 12:17.

● Forbyder Bibelen at man går rettens vej for at forsvare sig? — Filipperne 1:7.

● Hvilken tillid havde Jesus til sin Fader? — Mattæus 26:51-53.