Det 19. århundredes mest frygtede sygdom

Året var 1854, og London var hårdt plaget af endnu et udbrud af kolera. Sygdommen angreb med en uhyggelig fart. Mange havde det fint når de vågnede om morgenen, men var døde inden aften. Man havde ikke noget middel mod sygdommen.

DET var århundredets mest frygtede sygdom, og årsagen til den var et mysterium. Nogle troede at man fik kolera — en tarmsygdom med voldsom diarré og dehydrering — ved at indånde ubehagelige lugte fra organisk materiale som gik i forrådnelse. Det er forståeligt at de havde den mistanke. Themsen, som løb gennem London, afgav en frygtelig stank. Var det den ildelugtende luft som spredte sygdommen?

Fem år tidligere havde en læge ved navn John Snow fremsat den teori at kolera ikke blev forårsaget af forurenet luft men af forurenet vand. En anden læge, William Budd, troede at en svampelignende levende organisme var bærer af sygdommen.

Under epidemien i 1854 afprøvede John Snow sin teori ved at studere hvordan de kolerasmittede i Soho i London levede. ’Hvad har de tilfælles?’ tænkte han. Hans undersøgelse førte til en overraskende opdagelse. Alle de mennesker i Soho som havde pådraget sig kolera, havde hentet drikkevand fra den samme vandpost, hvor vandet var forurenet med kolerainficeret kloakvand! *

I det samme år skete der et andet vigtigt medicinsk gennembrud. Den italienske anatom Filippo Pacini offentliggjorde en afhandling der beskrev den levende organisme som forårsagede kolera. Men hans undersøgelser blev stort set ignoreret, og det samme skete med de opdagelser som John Snow og William Budd havde gjort. Koleraen fortsatte med at hærge — indtil 1858.

„Den store stank“

Parlamentet havde været meget nølende med hensyn til at få bygget et nyt kloaksystem for at få renset Themsen, men den varmebølge der kom i sommeren 1858, satte skub i sagerne. Stanken fra floden som flød  forbi House of Commons, Underhuset, var så stærk at politikerne forsøgte at komme lugten til livs ved at dække vinduerne med store forhæng der var gennemvædet med desinfektionsmiddel. Det der senere blev kaldt „Den store stank“, fik Parlamentet til at skride til handling. I løbet af 18 dage var der givet ordre til at der skulle bygges et nyt kloaksystem.

Der blev bygget store kloakledninger for at bortlede kloakindholdet inden det nåede floden, og i stedet føre det til den østlige del af London, hvor det til sidst flød ud i havet med tidevandet. Resultaterne var opsigtsvækkende. Så snart hele London var forbundet til det nye kloaksystem, var det slut med koleraepidemierne.

Nu var der ingen tvivl: Årsagen til kolera var ikke ildelugtende luft men forurenet vand eller mad. Nøglen til forebyggelse var også fundet: kloakering.

En lov der var forud for sin tid

Flere tusind år før koleraepidemier hærgede London, førte Moses Israels nation ud af Ægypten. Selvom israelitterne vandrede rundt i Sinaj Ørken i omkring 40 år, undgik de epidemier som kolera. Hvordan kan det være?

Folket havde fået besked på at grave deres afføring ned på et afsides sted uden for lejren for at beboelsesområdet og vandkilderne ikke skulle blive forurenet. Bestemmelsen er nedskrevet i Bibelen i Femte Mosebog 23:12, 13. Der står:

„Du skal . . . have et afsides sted uden for lejren, og dér skal du gå ud. Og du skal have en pind sammen med dine redskaber, og når du sætter dig derude, skal du grave et hul med den og vende dig om og dække din afføring til.“

 Denne enkle forordning beskyttede israelitterne mod sygdomme som plagede omliggende nationer. En lignende hygiejnepraksis har også reddet liv i nyere tid. * Her følger et eksempel.

„Vi havde ingen udbrud af alvorlige sygdomme“

I 1970’erne drev en bølge af forfølgelse mange Jehovas Vidner ud af Malawi. De søgte i sikkerhed i nabolandet Mocambique, hvor mere end 30.000 mænd, kvinder og børn slog sig ned i ti flygtningelejre. Som det er almindeligt kendt, florerer vandbårne sygdomme ofte i flygtningelejre. Så hvordan klarede Jehovas Vidner sig under disse forhold?

Lemon Kabwazi boede sammen med 17.000 andre i den største lejr i Mlangeni. Han fortæller: „Lejren blev hele tiden holdt ren. Der blev gravet latrinhuller uden for lejren, og ingen fik lov til at grave sit eget latrin inden for lejrens område. Man gravede også huller til affald uden for lejren. Frivillige tog sig af alt hvad der havde at gøre med de sanitære forhold, og de sikrede sig at vandet der kom fra brønde som var gravet i et andet område uden for lejren, var rent. Selvom vi levede under meget trange forhold, fulgte vi Bibelens forskrifter om hygiejne, så vi havde ingen udbrud af alvorlige sygdomme, og der var aldrig nogen der fik kolera.“

I nogle dele af verden har man desværre endnu ikke et ordentligt kloaksystem. Afføringsrelaterede sygdomme er skyld i at der dør omkring 5000 børn hver dag.

Kolera og andre lignende sygdomme kan forebygges, og menneskers bestræbelser for at få bedre sanitære forhold har givet gode resultater, men Bibelen fremholder det håb at al sygdom snart vil forsvinde. Åbenbaringen 21:4 siger at under Guds riges styre ’skal døden ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere’. Bibelen lover at til den tid vil ’ingen indbygger sige: „Jeg er syg.“’ — Esajas 33:24.

Hvis du vil lære mere om hvad Guds rige vil gøre for os mennesker, så se kapitlerne 3 og 8 i bogen Hvad er det Bibelen virkelig lærer? Udgivet af Jehovas Vidner.

[Fodnoter]

[Tekstcitat på side 21]

Themsen, der løb gennem London, var forurenet af kolerainficeret kloakaffald, hvilket fremgår af mange illustrationer fra den tid

[Illustration på side 22]

Mere end 30.000 mænd, kvinder og børn slog sig ned i ti flygtningelejre i Mocambique, som hele tiden blev holdt rene

[Kildeangivelser på side 20]

Døden på Themsen: © Mary Evans Picture Library; kort: University of Texas Libraries