Hør og se „alle tårnures konge“

EFTER at en ildebrand havde ødelagt Westminster Palace i 1834, udskrev britiske politikere en konkurrence. Hvem kunne lave det bedste udkast til en ny parlamentsbygning? Vinderforslaget, som kom fra sir Charles Barry, var et ornamenteret palads i gotisk stil som omfattede et imponerende firsidet klokketårn. Det ansvarlige statsdepartement bestilte et ur der skulle være „alle tårnures konge, det største ur verden nogen sinde havde set“.

Tårnuret er blevet et af Londons berømte vartegn, og dets karakteristiske klokkeslag er kendt i hele verden. Uret hedder Big Ben — selvom det til at begynde med kun var navnet på dets største klokke. Dette verdensberømte ur er et ingeniørmæssigt vidunder.

En overvældende opgave

Arbejdet på det 96 meter høje klokketårn gik i gang i 1843. Tre år senere begyndte man at lede efter en håndværker der kunne bygge et ur der var så præcist at det højst ville tabe eller vinde et sekund i timen. Det var en overvældende opgave. I et højt, åbent tårn ville urets visere blive udsat for vind, sne og is — foruden de landende duer! Sådanne forstyrrelser ville påvirke pendulet, hvis regelmæssige slag var afgørende for urets præcision. Alt imens eksperter diskuterede hvordan de skulle løse problemerne, præsenterede urmageren Edmund Beckett Denison et tilfredsstillende udkast, og en førende urmager fik til opgave at bygge uret.

 Efter to år var uret færdigt, men i mere end fem år levede det en hensygnende tilværelse i urmagerens værksted mens arbejdet på tårnet blev færdiggjort. I løbet af den tid opfandt Denison en anordning der beskyttede pendulet mod påvirkninger udefra og sikrede urets præcision.

Big Ben kommer til verden

Nu hvor selve urværket var klar, var næste skridt at fremstille klokkerne. Et støberi i det nordøstlige England støbte timeklokken. Den blev meget større end forventet og vejede mere end 16 tons! Klokken var så tung at den ødelagde dækket på det skib der skulle transportere den til London. Langt om længe nåede skibet frem. Da klokken var kommet på land, blev den transporteret det sidste stykke i en specialbygget vogn der blev trukket af 16 hvide heste. Derefter blev den hængt op på et stillads foran Parlamentet, hvor den kunne blive afprøvet.

Mange store klokker har navne, og denne enorme klokke blev kaldt Big Ben. Hvorfor? Det ved man ikke med sikkerhed. Nogle siger at klokken måske blev opkaldt efter  sir Benjamin Hall, en korpulent mand der arbejdede for Parlamentet. Andre mener at klokken fik navn efter Benjamin Caunt, en berømt sværvægtsbokser på den tid. Men uanset hvor navnet Big Ben — som ikke længere kun er navnet på timeklokken — stammer fra, henviser det nu almindeligvis til hele tårnet med både ur og klokke.

Katastrofen rammer to gange

Big Bens første hammer var tilsyneladende for let, og den blev derfor erstattet af en kæmpestor hammer på 660 kilo. Men efter flere måneders afprøvning ramte katastrofen. Klokken revnede og kunne ikke repareres. Big Ben måtte tages ned, og metallet blev omsmeltet til en klokke der vejede 13,7 tons. Endnu en gang flokkedes folk langs gaderne da en hestevogn transporterede en ny klokke til Parlamentsbygningen.

Nogle få måneder senere stod tårnet færdigt. Adskillige arbejdshold arbejdede utrætteligt på at hejse Big Ben op i klokketårnet. Endelig sluttede den kæmpestore klokke sig til de fire mindre klokker der skulle slå hvert kvarter. Så fulgte det tunge urværk. Langt om længe var „alle tårnures konge“ klar til at gå i gang — eller det troede man i hvert fald.

I juli 1859 begyndte Big Ben at slå timeslaget. Men triumfen var kortvarig. I begyndelsen af oktober revnede den store klokke igen. At tage klokken ned fra tårnet kunne slet ikke komme på tale. I stedet drejede man den en kvart omgang så hammeren ikke ville ramme det sted hvor der var en revne. Og for at undgå katastrofer i fremtiden installerede man så en lettere hammer. I løbet af tre år var Big Ben i gang igen! Revnen er der stadig, og derfor har klokken det karakteristiske bong.

Historiske milepæle

I 1924 installerede BBC, British Broadcasting Corporation, en permanent mikrofon i klokketårnet og begyndte regelmæssigt at udsende Big Bens klokkespil over radioen som nationens tidssignal. Otte år senere blev lyttere i hele det britiske Commonwealth også forbundet, og i dag høres Big Bens melodiske toner i hele verden via BBC World Service.

Uret og klokkerne overlevede bombningen under Anden Verdenskrig, men metaltræthed i klokkespilsmekanismen forårsagede i 1976 en mekanisk fejl der førte til at en stor del af klokkerummet blev ødelagt. Den store klokke forblev imidlertid uskadt, og i løbet af nogle få uger begyndte den atter at slå hver time. Efter ni måneder var uret fuldt restaureret.

I lang tid var Big Ben det største ur verden nogen sinde havde set, og det er stadig den mest nøjagtige offentlige tidsmåler der findes. Dets karakteristiske melodi er ofte blevet kopieret og kan høres fra både små og store ure i mange lande. Det er derfor ikke så mærkeligt at Big Ben er blevet et symbol på England og dets hovedstad. Big Ben er virkelig „alle tårnures konge“!

[Illustration på side 18]

UR TIL TIDEN

Tre gange om ugen går en tekniker 300 trin op ad stenvindeltrappen for ved håndkraft at spole det kabel tilbage som holder den tunge vægt der giver drivkraft til urværket. Teknikeren tjekker også om uret går præcist. Det fire meter lange pendul svinger hvert andet sekund. På en lille afsats næsten øverst oppe på pendulet ligger der nogle gamle engelske pennyer og halvpennyer. Hvis uret taber, lægger teknikeren en mønt på. Hvis det vinder, fjerner han en.

[Illustration]

Gamle pennymønter bruges til finjustering af uret

[Kildeangivelser]

Uret trækkes op: AP Photo/​Lefteris Pitarakis; mønter på pendul: Fotos som Parlamentet har copyright på, er gengivet med tilladelse

[Illustration på side 19]

Den 13,7 tons tunge klokke (Big Ben) slår hver time

[Kildeangivelse]

Popperfoto/​Getty Images