„Mayday! Mayday! Mayday!“ Det livreddende nødkald
„Mayday! Mayday! Mayday!“ Det livreddende nødkald
Fiskefartøjet var omspændt af flammer, og røgen væltede op! Alle ombordværende var i alvorlig fare. „Hvis kaptajnen ikke havde udsendt Mayday-kaldet, var ’Nautical Legacy’ måske aldrig blevet fundet,“ sagde en kystvagt. Den canadiske kystvagt reagerede hurtigt og fik reddet hele besætningen. *
„MAYDAY! Mayday! Mayday!“ Disse ord udsendt over radioen melder om en livstruende nødsituation og er et råb om øjeblikkelig hjælp. Er Mayday-kaldet effektivt? I 2008 var den amerikanske kystvagt ude på mere end 24.000 redningsaktioner. De reddede 4910 menneskeliv — et gennemsnit på 13 om dagen — og hjalp mere end 31.000 mennesker som var i havsnød.
Hvorfor bruger man udtrykket „Mayday“? Og hvordan udsendte skibe nødsignaler før radiotransmissionens tid?
Nødmeldinger før i tiden
I 1588 affyrede skibet Santa Maria de la Rosa fra Den Spanske Armada sine kanoner for at tilkalde hjælp da det drev rundt i en voldsom storm. Skibet sank, og der var så vidt vides ingen overlevende. I andre tilfælde hejste søfarerne flag for at signalere at de var i havsnød. Selv i dag er et hvidt flag med et rødt diagonalt kryds internationalt kendt som nødsignal.
Sømænd i 1760’erne begyndte at lære en visuel kode der blev kaldt semaforsystemet. Signalgiveren efterlignede ved hjælp af to håndflag viserne på en urskive. Hver „viserposition“ stod for et bestemt bogstav eller tal.
Men flag, kanonild og visuelle signaler var virkningsløse hvis ikke der var nogen i nærheden som kunne se eller høre nødkaldet. De nødstedte havde som regel ikke meget håb om at hjælpen ville nå frem. Hvordan skulle situationen blive bedre?
Mere effektive nødkald
Der skete et gigantisk fremskridt inden for kommunikationsteknologien i 1840’erne. Samuel Morse opfandt en kode der gjorde det muligt at sende meddelelser langs en telegraflinje ved hjælp af en håndbetjent telegrafnøgle. Når telegrafisten holdt telegrafnøglen nede, kunne personen i den anden ende af linjen opfange en elektrisk impuls. Samuel Morse udviklede en unik kombination af korte og lange lyde eller af prikker og streger for hvert bogstav og tal.
For at anvende morsekoden på havet brugte søfolk stærke lysstråler i stedet for de lyde der blev sendt af telegrafister. Signalmanden udsendte et kort lysglimt for at angive prikken og et længere lysglimt for at angive stregen. Man begyndte inden længe at bruge et enkelt og unikt nødkald der bestod af tre prikker, tre streger og yderligere tre prikker, der stod for bogstaverne SOS. *
Heldigvis blev nødsignaler stadig mere vidtrækkende og effektive. Guglielmo Marconi sendte det første radiosignal tværs over Atlanterhavet i 1901. SOS-meldinger kunne nu sendes ved hjælp af radiobølger i stedet for lysstråler. Endnu var det dog ikke muligt for radiotelegrafister at udsende et mundtligt nødkald. Udtrykket „Mayday! Mayday! Mayday!“ kendte man endnu ikke.
I 1906 hørte man endelig talte ord via radiobølger da Reginald Fessenden transmitterede et program med tale og musik. Søfolk med radioudstyr kunne høre Fessendens udsendelse 80 kilometer væk. I 1915 blev der transmitteret levende tale fra Arlington, Virginia, USA, til Eiffeltårnet i Paris — over en afstand på mere end 14.000 kilometer — og det begejstrede et endnu større antal mennesker! Og man kan forestille sig entusiasmen hos besætningen om bord på S.S. America i 1922 da den første radiosamtale fra skib til land fandt sted mellem Deal Beach, New Jersey, USA, og deres skib, som befandt sig mere end 600 kilometer ude på havet.
Standardisering af nødkaldet
Der gik ikke lang tid før radiotelegrafister i 1920’erne og 1930’erne begyndte at tale med hinanden. Eftersom søfolk taler forskellige sprog, hvordan kunne en kaptajn så sende et vigtigt nødkald der ville blive forstået af alle? Den Internationale Radiotelegrafkonvention løste dette problem i 1927 ved at indføre „Mayday“ som det internationale nødkald. *
Vi kan være taknemmelige for at kommunikationsmulighederne er blevet bedre og bedre. For eksempel har radar og GPS erstattet kanoner og signalflag. Desuden er radioer blevet standardudstyr, og redningstjenester følger radiokommunikationen og er altid i alarmberedskab. Som i tilfældet med Nautical Legacy er der stor sandsynlighed for at nødkaldet „Mayday! Mayday! Mayday! vil blive hørt, uanset hvor og hvornår det udsendes. Hvis du kommer i havsnød, vil du i modsætning til tidligere generationer ikke kun have et spinkelt håb om at blive reddet, men trygt kunne regne med at få hjælp.
[Fodnoter]
^ par. 2 Fortalt i bogen True Stories of Rescue and Survival — Canada’s Unknown Heroes
^ par. 11 Bogstaverne SOS blev valgt fordi de var lette at sende og opfatte. De havde ikke nogen bestemt betydning.
^ par. 15 „Mayday“ skal gentages tre gange for at vise at der virkelig er tale om en nødsituation, og for at undgå at ordet forveksles med andre ord.
[Illustration på side 27]
„Nautical Legacy“ var omspændt af flammer, og røgen væltede op
[Kildeangivelse]
Fiskeri- og Havstyrelsen, Canada; gengivet med tilladelse af © den canadiske stat, 2010
[Illustration på side 28]
På havet brugte man lyssignaler i stedet for lydsignaler når man morsede
[Kildeangivelse]
© Science and Society/SuperStock
