Skibsfart hen over jordens top

TIDLIGERE tiders søfarere drømte om at opdage en nordlig passage der forbandt Atlanterhavet med Stillehavet, men de stod over for en skræmmende udfordring: Den arktiske søvej var blokeret af is.

Alligevel var man dog opsat på at finde en genvej hen over jordens top. I det 16. århundrede beherskede Portugal og Spanien handelsruterne til Orienten — syd om Afrika og Sydamerika. Handlende fra andre lande blev nødt til at finde nordlige ruter hvis de ville have del i handelen med Østen. Mange prøvede, blandt andet de følgende:

Englænderne: I 1553 ledede sir Hugh Willoughby og Richard Chancellor den første engelske ekspedition. Efter at deres skibe var kommet væk fra hinanden i et uvejr, blev Willoughby tvunget til at overvintre på Kolahalvøens nøgne kyst i det nordlige Rusland. Da Willoughby og hans folk var dårligt forberedt på de barske forhold, omkom de alle. Chancellor søgte derimod havn i Arkhangelsk. Derfra rejste han til Moskva efter at være blevet indbudt af zar Ivan IV den Grusomme. Det lykkedes ikke Chancellor at finde en passage til Asien, men han åbnede vejen for handel mellem England og Rusland.

Hollænderne: I 1594 sejlede Willem Barents til Novaja Zemlja for første gang. Men i 1596, efter at han på sin tredje rejse havde rundet denne russiske øgruppes nordligste punkt, blev skibet fanget i isen og fuldstændig ødelagt. Efter at have udholdt en streng vinter i et skur der var bygget af drivtømmer, og overlevet på isbjørnekød sejlede Barents’ besætning tilbage i to små både. Willem Barents overlevede ikke turen.

Russerne: Russiske opdagelsesrejsende foretog en grundig udforskning af Sibirien og Russisk Fjernøsten. I løbet af blot 60 år, fra 1581 til 1641, trængte de sig frem igennem området mellem Uralbjergene og Stillehavet. I den samme periode sejlede kosakkerne til Det Nordlige Ishav ad sibiriske floder. De  gjorde krav på Sibirien på Ruslands vegne og var banebrydende inden for søfart langs Sibiriens nordøstlige kyst. I 1648 sejlede russiske skibe gennem det stræde der senere blev kaldt Beringsstrædet efter den danske søfarer Vitus Bering.

Flere ekspeditioner

Fra 1733 til 1743 tog næsten tusind mand af sted i syv afdelinger under Berings kommando for at udforske Ruslands kyster ved Det Nordlige Ishav og Stillehavet. Gentagne gange blev deres skibe fanget af isen, og mange søfolk omkom. Men alligevel lykkedes det ekspeditionen at kortlægge næsten hele den arktiske kyst. Det materiale man udarbejdede — blandt andet søkort, oplysninger om dybdeforholdene og isforholdene — viste sig at være af uvurderlig betydning for senere søfarende i Arktis.

Alle de arktiske sørejser var blevet foretaget i træskibe. Men Berings ekspedition gjorde det klart at disse fartøjer var totalt uegnede hvis man skulle besejle Den Nordlige Sørute. * I 1778 nåede den britiske opdagelsesrejsende James Cook frem til den samme konklusion da han sejlede vestpå gennem Beringsstrædet og blev standset af is. Der gik endnu et århundrede før det lykkedes finskfødte Nils Adolf Erik Nordenskiöld at besejle denne passage i et dampskib.

Russisk ekspertise

Efter Den Russiske Revolution i 1917 var det kun russiske fartøjer der fik lov til at besejle den russiske del af Arktis. Fra 1930’erne og frem udbyggede Sovjetunionen Den Nordlige Sørute og anlagde havne der skulle betjene nye industriforetagender. Rusland fik derved ekspertise i alle aspekter af arktisk søfart.

Under den kolde krig forblev Den Nordlige Sørute lukket for fremmede skibe. Men på grund af politiske reformer og overgangen til markedsøkonomi styrker de russiske myndigheder nu den internationale sejlads langs denne rute. Det følgende eksempel illustrerer fordelene ved dette.

I sommeren 2009 passerede to tyske fragtskibe gennem Beringsstrædet og sejlede derpå mod vest langs Asiens og Europas næsten isfri nordvendte kyster til Holland. Det var første gang et ikkerussisk rederi havde sejlet gennem hele Nordøstpassagen. Man sparede godt 5500 kilometer og ti dages sejlads, og rederiet skønner at det også sparede omkring 300.000 euro (2,2 millioner kroner) per skib ved at tage den arktiske genvej.

I dag sker der en hurtig afsmeltning af den arktiske havis, og det bekymrer mange hvordan denne udvikling vil påvirke miljøet. Men afsmeltningen har også medført at store havområder nu er sejlbare om sommeren, og hvis den fortsætter, betyder det at skibe vil kunne undgå de lavvandede områder langs den russiske kyst og sejle ad en direkte rute mellem Atlanterhavet og Stillehavet — lige hen over jordens top. *

[Fodnoter]

 [Kort på side 15]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

RUTER FULGT AF

Sir Hugh Willoughby og Richard Chancellor

Willem Barents

Vitus Bering

Nils Adolf Erik Nordenskiöld

Isgrænser

[Kort]

DET NORDLIGE ISHAV

Nordpolen

Grænse for den permanente is

Grænse for pakisen om sommeren

Grænse for pakisen om vinteren

POLARCIRKLEN

SVERIGE

GRØNLAND

CANADA

ALASKA

Beringsstrædet

RUSLAND

SIBIRIEN

URALBJERGENE

Novaja Zemlja

Kolahalvøen

Arkhangelsk

MOSKVA

[Illustration på side 16]

Den arktiske havis smelter hurtigt

[Kildeangivelse på side 14]

Library and Archives Canada/​Samuel Gurney Cresswell collection/​C-016105