Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Varm mad fra hjem til kontor på Mumbai-manér

Varm mad fra hjem til kontor på Mumbai-manér

Varm mad fra hjem til kontor på Mumbai-manér

DU HAR måske langt til arbejde og må derfor af sted allerede klokken fem hver morgen. Ville det ikke være skønt hvis du ved frokosttid kunne få et hjemmelavet måltid der er præcis som du gerne vil have det? For de mange tusind som arbejder i Mumbai i Indien, kan dette faktisk lade sig gøre takket være dabbawalaerne, som bringer hjemmelavede måltider ud. *

Øjner en mulighed

Mod slutningen af det 19. århundrede var Mumbai, dengang kaldet Bombay, et voksende handelscentrum hvor både britiske og indiske forretningsfolk havde lang vej til deres kontorer. Transportmidler var langsomme, og restauranter var der ikke mange af. Et hjemmelavet måltid var meget værdsat, så tjenere blev ansat til at bringe mad fra forretningsfolkenes hjem til deres kontorer. En fremsynet iværksætter øjnede en forretningsmulighed. Han hentede arbejdsløse unge ind fra landsbyerne og oprettede en fast udbringningsservice fra hjem til kontor. Denne spæde begyndelse førte til en blomstrende forretning.

Efterspørgselen efter hjemmelavet mad er ikke blevet mindre. Der er ganske vist flere restauranter i dag, men hjemmelavet mad er stadig billig og populær. Mange har desuden problemer med helbredet og er nødt til at følge en særlig diæt. Andre spiser ikke bestemte fødevarer på grund af deres religion. Nogle holder sig for eksempel fra løg og andre fra hvidløg. Disse ting findes ofte i mad der serveres på restauranter, men når frokosten bliver bragt til kontoret hjemmefra, er der ingen problemer.

En yderst pålidelig service

Det forholdsvis enkle leveringssystem har næsten ikke ændret sig gennem årene, undtagen i udbredelse. Hver dag er der nu over 5000 mænd, og nogle få kvinder, der bringer mere end 200.000 måltider fra hjem i deres eget lokalområde til kontorer rundt om i denne metropol med over 20 millioner indbyggere. Dabbawalaerne dækker et område inden for en radius af omkring 60 kilometer. Nogle af dem går, idet de skubber vogne med 30 eller 40 beholdere foran sig, andre cykler eller tager lokaltog. Under alle omstændigheder afleverer de den rigtige beholder til den rigtige person på det rigtige tidspunkt. Faktisk siges det at kun 1 ud af 6 millioner leveringer går forkert i byen! Hvordan opretholder de denne fantastiske statistik?

I 1956 blev dabbawalaerne registreret som en velgørende organisation, med en bestyrelse og andre funktionærer. Grupper af arbejdere fungerer, under ledelse af en tilsynsførende, som separate enheder. Alle ansatte er dog medejere og parthavere i organisationen — og dette, hævder de, er grundlaget for deres succes. Faktisk har de ikke haft nogen strejker siden denne service begyndte for mere end 100 år siden.

Dabbawalaer bærer et identitetskort og er let genkendelige med deres karakteristiske hvide skjorte, løse bukser og hvide skråhue. Hvis de undlader at gå med skråhuen, kommer for sent eller udebliver uden grund eller drikker alkohol i arbejdstiden, risikerer de en bøde.

Dabbawalaernes arbejdsdag

Inden klokken 8.30 har én hjemme hos kunden, måske hustruen, tilberedt og pakket et måltid i en ’madkasse’, eller dabba. En dabba har flere rum som sættes oven på hinanden og holdes sammen af metalspænder. Dabbawalaen indsamler adskillige beholdere i et område, læsser dem på sin cykel eller vogn og skynder sig hen til stationen, hvor han mødes med andre i sin gruppe. Dér sorterer de beholderne efter hvor de skal hen, ligesom postbude sorterer post.

Hver beholder har en farvekode med tal og bogstaver der indikerer hvor beholderen er hentet, den nærliggende jernbane, endestationen, navnet på bygningen og hvilken etage den skal afleveres på. Beholdere til det samme område stilles i lange trærammer hvor der kan være op til 48. Når toget kommer, læsses beholderne ind i et særligt rum ved siden af førerhuset. Senere, når toget så ankommer til en større banegård, bliver beholderne sorteret igen og sendt videre med et andet tog. Når beholderne læsses af toget, sorteres de endnu en gang inden endelig levering hos kunden pr. cykel eller vogn.

Denne form for transport er ikke bare effektiv, men også billig. Desuden bliver dabbawalaerne ikke stoppet af trafikpropper, for de cykler ad små sidegader eller mellem rækkerne af biler. Maden kan derfor leveres til det rigtige kontor inden klokken 12.30. Mellem 13.15 og 14.00, efter at den hårdtarbejdende dabbawala har spist sin egen frokost, henter han de tomme beholdere og leverer dem tilbage til kundens hjem, hvor en i familien vasker dem så de er klar til næste dag. Fra start til slut bliver opgaven løst hurtigt og effektivt, som i et stafetløb.

En beskeden, men højt værdsat service

Dabbawalaernes utrolige statistik er ikke gået ubemærket hen. Andre organisationer i forretningsverdenen har analyseret leveringssystemet for selv at anvende nogle elementer fra det. Der er lavet dokumentarfilm om dabbawalaerne. Forbes Global Magazine har tildelt dem en Six Sigma-certificering på grund af deres nærmest perfekte statistik. De har været i Guinness Rekordbog og er blevet nævnt i undervisningsmateriale på Harvard Business School i USA. Dabbawalaerne har endda haft besøg af prominente personer, heriblandt et medlem af det britiske kongehus som var så imponeret over deres arbejde at han inviterede nogle af dem til sit bryllup i England.

I dag gør dabbawalaerne brug af computere og mobiltelefoner til at tage imod bestillinger og føre regnskab. Men måden de leverer maden på, er stadig den samme. Når frokostpausen nærmer sig, glæder mange sultne kontorfolk i Mumbai sig over at et varmt hjemmelavet måltid snart vil stå på deres skrivebord — og ikke et minut for sent!

[Fodnote]

^ par. 2 Dabba betyder „beholder“, wala henviser til personen som distribuerer maden. Stavemåden varierer.

[Illustration på side 11]

„Dabbaer“ læsses på et tog

[Illustration på side 11]

En „dabba“ har adskilte rum der kan stables så man nemmere kan fragte den

[Illustration på side 12]

Mange virksomheder har lært af „dabbawalaernes“ effektive leveringssystem