Unge spørger
Hvordan kan jeg forklare Bibelens syn på homoseksualitet?
Ved prisuddelingen går der et sus gennem forsamlingen da to populære kvindelige skuespillere hilser hinanden med et lidenskabeligt kys! Tilskuerne gisper chokerede og bryder så ud i klapsalver. Homoseksuelle kalder det en sejr. Skeptikere kalder det et mediestunt. Uanset hvad det er, vil videoklip af kysset blive vist igen og igen i nyhedsudsendelser — og udløse millioner af hits på internettet.
SOM beskrevet ovenfor er der kun få begivenheder der skaber mere medieopmærksomhed end når det bliver kendt at en berømthed er homoseksuel eller biseksuel. Nogle roser dem for deres mod; andre fordømmer dem for deres udskejelser. Mange mellem disse to yderpunkter betragter ikke homoseksualitet som andet end en alternativ livsstil. „Da jeg gik i skole,“ siger Daniel på 21, „syntes selv unge der ikke var homoseksuelle, at man var fordomsfuld og fordømmende hvis man havde svært ved at acceptere homoseksualitet.“ *
Holdningen til homoseksualitet kan være forskellig fra generation til generation og fra land til land. Men kristne lader sig ikke ’føre hid og did af enhver lærdoms vind’. (Efeserne 4:14) I stedet holder de sig til det Bibelen siger.
Men hvad siger Bibelen så om homoseksualitet? Hvis du lever efter Bibelens moralnormer, hvad kan du så sige til dem der stempler dig som fordomsfuld, fordømmende eller endda homofobisk? Tænk over de følgende spørgsmål og forslagene til hvordan man kan svare.
Hvad er Bibelens syn på homoseksualitet?
Bibelen viser klart at det var Guds hensigt at kun en mand og en kvinde måtte have sex med hinanden og kun inden for ægteskabets rammer. (1 Mosebog 1:27, 28; 3 Mosebog 18:22; Ordsprogene 5:18, 19) Når Bibelen fordømmer utugt, gælder det alle utugtige handlinger, både homoseksuelle og heteroseksuelle. * — Galaterne 5:19-21.
Hvis en spørger: „Hvordan ser du på homoseksualitet?“
Kunne du svare: „Jeg ser ikke ned på homoseksuelle, men jeg kan ikke gå ind for deres måde at leve på.“
Josua 24:15) Du skal ikke skamme dig over dit synspunkt. — Salme 119:46.
✔ Husk: Hvis du lader dig lede af Bibelens moralnormer, er det den livsstil du har valgt, og den har du ret til at have. (Bør kristne ikke behandle alle mennesker med respekt, uanset deres seksuelle orientering?
Jo, absolut. Bibelen siger: „Ær alle slags mennesker,“ eller, som Today’s English Version gengiver det: „Respekter alle.“ (1 Peter 2:17) Kristne er derfor ikke homofobiske. De er venlige over for alle, også over for dem der er homoseksuelle. — Mattæus 7:12.
Hvis en spørger: „Fremmer dit syn på homoseksualitet ikke fordomme mod bøsser og lesbiske?“
Kunne du svare: „Slet ikke. Jeg er imod homoseksuelle handlinger, ikke menneskene.“
✔ Og du kunne tilføje: „Jeg har for eksempel også valgt ikke at ryge. Faktisk synes jeg at selve tanken om det er frastødende. Men forestil dig at du er ryger og derfor har en anden opfattelse. Jeg ville ikke have noget imod dig af den grund, ligesom jeg er sikker på at du ikke ville have noget imod mig på grund af mit synspunkt. Er det ikke rigtigt? Det samme princip gælder vores forskellige syn på homoseksualitet.“
Forkyndte Jesus ikke tolerance? Skulle kristne så ikke have et tolerant syn på homoseksualitet?
Jesus tilskyndede ikke sine disciple til at acceptere en hvilken som helst måde at leve på. Derimod lærte han dem at vejen til frelse er åben for „enhver som tror på ham“. (Johannes 3:16) At tro på Jesus indbefatter at man retter sig efter Guds moralnormer, som forbyder visse former for adfærd — herunder homoseksualitet. — Romerne 1:26, 27.
Hvis en siger: „Homoseksuelle kan ikke ændre deres seksuelle orientering; de er født sådan.“
Kunne du svare: „Bibelen kommer ikke ind på om der er biologiske aspekter ved homoseksualitet, men den erkender at nogle træk er dybt indgroede. (2 Korinther 10:4, 5) Selvom nogle føler sig tiltrukket af deres eget køn, formaner Bibelen kristne til at undgå homoseksuelle handlinger.“
✔ Forslag: I stedet for at gå ind i en diskussion om årsagen til homoseksuelle tilbøjeligheder, kan du understrege at Bibelen forbyder homoseksuelle handlinger. For at drage en sammenligning kunne du sige: „Mange mener at en voldelig adfærd kan have en genetisk årsag, og at nogle derfor er disponeret for at blive voldelige. (Ordsprogene 29:22) Hvad nu hvis det er rigtigt? Som du jo nok ved, fordømmer Bibelen vredesudbrud og vold. (Salme 37:8; Efeserne 4:31) Er dét uretfærdigt bare fordi nogle måske har voldelige tilbøjeligheder?“
Hvordan kan Gud forlange at en der føler sig tiltrukket af sit eget køn, skal undgå homoseksualitet? Det lyder meget hårdt.
Et sådant ræsonnement bygger på den fejlagtige opfattelse at man er nødt til at følge sine seksuelle impulser. Bibelen betoner at mennesker er ophøjede skabninger der kan vælge ikke at give efter for deres urette seksuelle ønsker hvis de virkelig vil. — Kolossenserne 3:5.
Hvis en siger: „Selvom du ikke er homoseksuel, burde du ændre dit syn på homoseksualitet.“
Kunne du svare: „Forestil dig at jeg er imod hasardspil men du ikke er det. Ville det være rimeligt af dig at forlange at jeg skulle ændre mit synspunkt bare fordi millioner af mennesker vælger at spille hasard?“
✔ Husk: De fleste (også homoseksuelle) har nogle etiske normer der får dem til at tage afstand fra visse ting — måske bedrageri, uretfærdighed eller krig. Disse ting fordømmer Bibelen, men den forbyder også visse typer seksualadfærd, herunder homoseksualitet. — 1 Korinther 6:9-11.
Bibelen er ikke urimelig, og den fremmer heller ikke fordomme. Der stilles ganske enkelt det samme krav til dem der er tiltrukket af deres eget køn, som til dem der er tiltrukket af det modsatte køn — at de ’flygter fra utugt’. — 1 Korinther 6:18.
Kristne er ikke bange for at gå imod mængden selv når det gælder populære holdninger
I virkeligheden er der millioner af heteroseksuelle der, fordi de ønsker at følge Bibelens normer, viser selvbeherskelse uanset hvilke fristelser de møder. Det indbefatter mange der er ugifte uden de store chancer for at blive gift, og mange hvis ægtefælle ikke kan fungere seksuelt på grund af et handicap. De kan godt have et lykkeligt liv uden at få tilfredsstillet deres seksuelle behov. Det kan de der har homoseksuelle tilbøjeligheder også hvis de virkelig ønsker at glæde Gud. — 5 Mosebog 30:19.
^ par. 4 Nogle af navnene i denne artikel er ændret.
^ par. 7 Det bibelske udtryk „utugt“ henviser ikke kun til samleje, men også til det at masturbere en anden person eller at have oral- eller analsex.
NOGET AT TÆNKE OVER
-
Hvorfor har Gud givet menneskene morallove?
-
Hvordan gavner det dig at følge Bibelens morallove?