Er det religionen der bærer skylden?

JONATHAN SWIFT, som var præst og forfatter, skrev i begyndelsen af det 18. århundrede: „Vi er tilpas religiøse til at hade, men ikke til at elske hinanden.“ Mange siger at religion i virkeligheden skaber splid, ikke enhed. Men ikke alle er enige i dette.

Læg for eksempel mærke til hvad en gruppe forskere fra et fredsforskningsinstitut ved Bradford University i Storbritannien konkluderer. Storbritanniens statslige radio- og tv-virksomhed (British Broadcasting Corporation) havde bedt gruppen om at give en grundig redegørelse for om religion er med til at fremme fred eller krig.

I en offentliggjort rapport siger forskerne: „Efter at have gennemgået historiske analyser fra en bred vifte af specialister kan vi konkludere at der i de sidste 100 år kun har været få krige som virkelig har været religionskrige.“ Forskerholdet forklarer at nogle krige „der i medierne og andre steder ofte er blevet fremstillet som religionskrige, altså krige opstået på grund af religiøse uoverensstemmelser, egentlig har været udkæmpet i selvforsvar, på grund af nationalisme eller for at befri et område“.

Andre mener dog at de gejstlige, enten ved deres handlinger eller ved deres tavshed, har billiget og aktivt støttet mange væbnede konflikter, som følgende citater viser:

● „Det lader til at religion praktisk talt alle steder er forbundet med vold. . . . I de senere år har der været tilfælde af religiøst motiveret vold blandt højreorienterede kristne i USA, vrede muslimer og jøder i Mellemøsten, stridende hinduer og muslimer i Sydasien og blandt lokale religiøse bevægelser i Afrika og Indonesien. . . . De personer der har været involveret i disse stridigheder, har brugt religionen til at afstive deres politiske identitet og blåstemple deres hadske ideologier.“ — Terror in the Mind of God — The Global Rise of Religious Violence (Gud og terror — Optrapningen af religiøst motiveret vold i hele verden).

● „Det er ironisk at lande med stærk religiøsitet ofte har de største sociale problemer. . . . En høj koncentration af religiøse mennesker har ikke forhindret den omfattende kriminalitet. . . . Vidnesbyrdene er tydelige: For at finde trygge, anstændige, ordentlige og ’civiliserede’ leveforhold skal man undgå steder der er præget af stærk religiøsitet.“ — Holy Hatred (Helligt had).

● „Baptisterne er mere kendt for at slås end for at skabe fred. . . . I det nittende århundrede, da spørgsmålet om slaveri [i Amerika] og andre forhold delte de religiøse grupper og derefter nationen, støttede baptisterne krigen både i nordstaterne og i sydstaterne, idet de mente at kampen var retfærdig, og at Gud var på deres side.  Baptisterne støttede også landet da det var i krig mod England (1812), Mexico (1845) og Spanien (1898). De to sidstnævnte krige retfærdiggjorde man med at ’de gav de undertrykte folk religionsfrihed og åbnede nye områder til missionærarbejde’. Det var ikke fordi baptisterne foretrak krig frem for fred, men når der udbrød krig, støttede baptisterne i de fleste tilfælde kampene og deltog i dem.“ — Review and Expositor — A Baptist Theological Journal (et teologisk tidsskrift udgivet af baptister).

● „Historikere har i de fleste tidsaldre og i stort set alle folkeslag og kulturer kunnet finde mennesker som er gået i krig på grund af deres religion, og oftest på begge sider af fronten. Det velkendte udråb ’guderne er på vores side’ har været et af de tidligste og mest magtfulde incitamenter til at kæmpe.“ — The Age of Wars of Religion, 1000-1650 — An Encyclopedia of Global Warfare and Civilization (Religionskrigenes tidsalder, 1000-1650 — Et opslagsværk om krigsførelse og den civiliserede verden).

● „Religiøse ledere . . . må være mere villige til at erkende at de ikke har været gode nok som ledere og ikke har kunnet demonstrere de egentlige værdier i deres respektive trossamfund. . . . Ganske vist bekender alle religioner sig til fred, men det er tvivlsomt om religionen nogen sinde har levet op til sin rolle [som fredsskaber].“ — Violence in God’s Name — Religion in an Age of Conflict (Vold i Guds navn — Religion i en tid med konflikter).

Op gennem historien har de gejstlige i alle de store kristne religioner (den katolske, ortodokse og protestantiske kirke) udsendt utallige feltpræster og andre præster for at højne soldaternes moral og bede for de døde og de døende — på begge sider i konflikterne. Derved har de billiget blodsudgydelserne og givet deres velsignelse til militærstyrkerne.

Nogle vil måske stadig sige at man ikke kan give religionen skylden for at der er krige. Men spørgsmålet er stadig om det på nogen måde er lykkedes religionen at forene menneskeheden.

[Ramme på side 5]

„Charles A. Eaton, pastor ved Madison Avenue Baptist Church, bekendtgjorde i går fra sin prædikestol at kirkens sognegård skulle omdannes til et rekrutteringssted for mænd der ønskede at lade sig indrullere i hæren eller flåden.

Han var en af en halv snes præster i byen som ved deres gudstjenester hver søndag tilskyndede unge mænd og kvinder til at vise deres loyalitet over for nationen og demokratiet ved at melde sig til krigstjeneste ved først givne lejlighed. Mange kirker var udsmykkede med flag.“ — „The New York Times“, 16. april 1917.