De søgte efter guld og fandt et hjem

CHINATOWN. I mange byer verden over fremkalder dette ord farverige billeder af kinesiske butikker, restauranter og festivaler samt dragedans. Hver chinatown har dog sin egen historie. De chinatowns der er i Australien i dag, skylder tidligere generationers frygtløse kinesiske indvandrere deres eksistens. I håb om at blive rige rejste de til de nyopdagede guldfelter ved den australske sydkyst.

’Det nye Guldbjerg’

Til at begynde med var der kun få kinesere der immigrerede til Australien, men da der blev fundet guld i 1851, væltede de ind i landet. Tusinder af mænd forlod Perleflodens delta i den kinesiske provins Guangdong og begav sig ud på den anstrengende sørejse mod syd. Man havde tidligere fundet guld i Californien i USA, og de kantonesisktalende kinesere kaldte disse guldfelter for ’Guldbjerget’. De australske guldfelter fik derfor navnet ’Det nye Guldbjerg’.

Men det var ikke blot udsigten til at finde guld der fik mændene til at forlade deres hjemland. Kina havde oplevet borgerkrig, naturkatastrofer og fattigdom, og det havde ført megen lidelse med sig.

Nogle af de første der satte kurs mod Australien, nåede tragisk nok ikke frem. De døde af sygdomme der florerede på de overfyldte skibe under den lange rejse. Og livet var langt fra let for de overlevende da de nåede til det nye land.

Det hårde slid i jagten på guld

Eftersom kinesisk tradition krævede at kone og børn blev i Kina for at familiens plads i slægten kunne bevares, var det et ensomt liv at være guldgraver. I 1861 boede der mere end  38.000 kinesiske mænd i Australien, men kun 11 kinesiske kvinder. Det var dog de færreste der havde tænkt sig at blive der. De fleste var besluttede på at vende hjem til deres familier med rigdom og ære.

Det var denne ambition der ansporede dem i deres jagt på guld. Guldgraverne boede i telte og sled i det dagen lang under den brændende sol. På grund af forskellig overtro var nogle af dem, i hvert fald til at begynde med, bange for at grave efter guld i miner. I begyndelsen gravede de derfor guld på overfladen, og de vaskede guldet ud i sluser af træ. Deres anstrengelser bar frugt. Optegnelser viser at der i årene 1854 til 1862 blev sendt godt og vel 18 tons guld fra staten Victoria til Kina.

Sørgeligt nok blev noget af denne nyfundne velstand ødslet væk på spil og opium — laster som de ensomme var lette ofre for. Det resulterede ofte i et ødelagt helbred og i at de mistede både deres fortjeneste og udsigten til at kunne rejse hjem. Nogle fik hjælp fra kinesiske organisationer og gavmilde enkeltpersoner, men andre døde en alt for tidlig død, ludfattige og alene.

Kineserne måtte også leve med jalousi og mistænksomhed fra de ikkekinesiske guldgraveres side. De betragtede nemlig disse  udlændinge som et tæt sammentømret og konkurrencedygtigt minesamfund. Denne modvilje førte til optøjer og overfald på kinesere. Deres guld blev røvet, og deres telte og proviant blev brændt. Fjendtlighederne aftog dog med tiden. Men i 1901, omkring 50 år efter at der var fundet guld, blev der indført immigrationsrestriktioner, hvilket lukkede døren for asiateres indvandring til Australien — en dør der ikke blev åbnet igen før 1973.

Da guldet slap op

Nogle kinesere valgte at blive i Australien efter at guldet var sluppet op. Resultatet blev at man i guldgraverbyerne kunne se kinesiske vaskerier, restauranter og gartnerier skyde op alle vegne. Kineserne skabte sig et godt navn inden for møbelfremstilling og salg af frugt og grønt. Det førte til at der i slutningen af det 19. århundrede var kinesiske samfund, eller chinatowns, i adskillige byer i Australien, deriblandt Atherton, Brisbane, Broome, Cairns, Darwin, Melbourne, Sydney og Townsville.

Eftersom der kun var få kinesiske kvinder der kom til Australien, giftede mange af de kinesiske mænd sig aldrig. Nogle giftede sig dog med australske kvinder trods lokale fordomme mod sådanne forbindelser. Med tiden blev deres efterkommere en integreret del af det australske samfund.

I dag bor der flere kinesiske indvandrere i Australien end nogen sinde før. De fleste kommer dertil for at få en højere uddannelse eller gøre karriere i forretningsverdenen. Og nu er der også mange kvinder blandt indvandrerne. På grund af den omskiftelige verdensøkonomi er der kommet en mærkelig tendens; efter at have flyttet familien til Australien tager mange familieforsørgere tilbage til Asien for at arbejde i Kina, Hongkong, Singapore eller Taiwan.

Ja, tiderne har ændret sig. Men det primære mål for indvandrere jorden over har ikke ændret sig. De ønsker at opnå sikkerhed og succes i et fremmed land.

[Ramme/​illustration på side 20]

LÆNGERE END DE TROEDE

For at undgå de store havne hvor man skulle betale afgift for at gå i land, blev mange kinesiske passagerer sat af langs den australske kyst flere hundrede kilometer fra guldfelterne. Byen Robe i staten South Australia var et sådant sted. Den havde mellem 100 og 200 indbyggere, og i 1857 gik mindst 12.000 kinesere i land dér i løbet af blot fem måneder.

I hundredvis af mænd samarbejdede og viste en enestående udholdenhed da de drog gennem tyndt befolkede områder for at komme til guldfelterne. Men der var dog meget længere end de troede, og turen kunne tage op til fem uger. Immigranterne høstede tang til rejsen og spiste kænguruer og vombatter undervejs. De gravede også brønde og efterlod et spor andre kunne følge.

Mændene, som bar kulihatte og havde de traditionelle hårpiske, gik ofte i en lang kolonne mens de sang. Der er fundet kinesiske mønter langs ruten, for de nyankomne smed deres penge fra sig da de opdagede at de ikke kunne bruges i Australien.

[Kildeangivelse]

Image H17071, State Library of Victoria

[Ramme/​illustration på side 21]

NOGET DER ER BEDRE END GULD

Wayne Qu var ansat som miljøforsker hos Videnskabernes Akademi i Kina. Han ville gerne sætte skub i sin karriere, og derfor rejste han sammen med sin kone, Sue, i 1990’erne til Europa for at videreuddanne sig. Mens de var der, mødte de Jehovas Vidner, som de drøftede bibelske emner med. I år 2000 flyttede Wayne og Sue til Australien, hvor de begge fortsatte deres studier — Sue inden for molekylærbiologi. De genoptog også deres bibelstudium med Jehovas Vidner.

Wayne forklarer: „Vi havde brugt årtier på at få en høj universitetsuddannelse. Jeg sagde ofte til mig selv: ’Vi bliver alle sammen gamle og syge, og til sidst dør vi. Kan det være meningen med livet?’ Det virkede formålsløst. Bibelen, derimod, gav Sue og mig fornuftige og tilfredsstillende svar på livets store spørgsmål.

Vores studium af Bibelen fik os desuden til at overveje en for os helt ny tanke — eksistensen af en Skaber. Jeg læste både Jehovas Vidners bog Livet — hvordan er det kommet her? Ved en udvikling eller en skabelse? og et værk af Charles Darwin om evolutionsteorien. Dette studium, sammenholdt med min egen videnskabelige forskning, overbeviste mig om at der findes en Skaber. Sue nåede til samme konklusion.

Noget andet der overbeviste os om at der findes en Gud, er Bibelens kraft til at ændre menneskers liv til det bedre. Ja, denne fantastiske bog har både givet os et håb for fremtiden, sande venner og et stærkere ægteskab. Sue og jeg blev døbt i 2005. Vi er lykkelige for at vi har fundet noget af langt større værdi end videregående uddannelse og ’guld der forgår’.“ — 1 Peter 1:7.

[Illustration på side 19]

En kinesisk guldgraver fra 1860’erne

[Kildeangivelser på side 19]

Chinatown i Sydney: © ARCO/​G Müller/​age fotostock; guldgraver: John Oxley Library, Image 60526, State Library of Queensland