Jeg har haft et rigt liv

Fortalt af Herawati Neuhardt

Jeg er født i byen Cirebon i Indonesien. Byen er berømt for sine smukke batikstoffer, som er dekoreret med farvestrålende, håndmalede motiver. På visse områder har mit liv som missionær været som batik — rigt på farvestrålende møder med forskelligartede kulturer i Sydøstasien og det sydlige Stillehav. Lad mig forklare nærmere.

I 1962, da jeg var ti år gammel, begyndte min mor at studere Bibelen med Jehovas Vidner. Både hun og min far, som begge er indonesiskfødte kinesere, og fem af deres børn, deriblandt mig, blev med tiden Jehovas Vidner.

Missionærer og rejsende tilsynsmænd boede ofte hos os når de besøgte vores menighed. Deres gode eksempel og de opbyggende ting de talte om, gjorde et stort indtryk på mig. Da jeg var 19, besluttede jeg at begynde som heltidsforkynder. Omkring et år senere giftede jeg mig med Josef Neuhardt, en tysk missionær som var kommet til Indonesien i 1968. Efter vores bryllupsrejse flyttede vi til Sumatra, den næststørste af Indonesiens mere end 17.000 øer. Jeg sluttede mig herefter til Josef i rejsetjenesten og var med når han besøgte Jehovas Vidners menigheder.

Vi forkynder på Sumatra

Vores kreds, eller tildelte område, strakte sig fra den varme og travle by Padang i Vestsumatra til Tobasøen, en stor, smuk vulkansk sø beliggende i Nordsumatras højland. Senere fik vi tildelt øens sydlige ende. Vi var konstant på farten i vores gamle folkevognsboble og kørte ad hullede jungleveje, over vakkelvorne broer der var bygget af kokostræer, og omkring enorme vulkaner — nogle slumrende, andre aktive. Om natten sov vi i simple hytter uden elektricitet og toilet- og badefaciliteter. Vi vaskede tøj og tog bad i floder og søer. Det var et ukompliceret liv, og vi elskede befolkningen. De tog meget gæstfrit imod os og gav os mad, og mange viste interesse for Bibelens budskab.

I Padangområdet er de fleste fra minangkabaufolket muslimer, og de blev derfor positivt  overraskede da vi ud fra Bibelen viste dem at Gud er én — ikke en treenig Gud, som kristenhedens kirker hævder. (5 Mosebog 6:4) Mange tog med glæde imod bladene Vagttårnet og Vågn op!, og nogle af de interesserede gjorde senere åndelige fremskridt. Ved Tobasøen bekender de fleste blandt batakfolket sig som kristne, og de kendte Guds navn fordi det står i deres bibel på batak. (Salme 83:18) Men de havde brug for en klarere forståelse af hvem Gud er, og hvad hans hensigt er med menneskeheden. Mange af dem tog imod et bibelstudium og blev med tiden ivrige kristne forkyndere.

Vi kommer til Java

I 1973 fik Josef og jeg til opgave at rejse til øen Java, der er halvt så stor som Storbritannien og dengang havde mere end 80 millioner indbyggere. * Her forkyndte vi den gode nyhed for javanesere, sundanesere og kinesere.

På grund af min kinesisk-indonesiske baggrund talte jeg flere sprog, deriblandt javanesisk, sundanesisk og indonesisk, så vel som engelsk. Derfor havde jeg mange interessante bibelske samtaler med folk på deres eget sprog.

I Indonesiens hovedstad, Jakarta, som ligger på Java, fortalte jeg en fortvivlet 19-årig pige om Bibelens løfte om evigt liv i et paradis på jorden. Da jeg læste op fra Bibelen, brast hun i gråd. „Tak fordi du fortæller mig disse ting, tante,“ sagde hun, idet hun brugte udtrykket „tante“ for at vise hengivenhed og respekt. Hun tilføjede: „I morgen skal jeg betale for mine studier ved universitetet, og jeg mangler 1,5 millioner rupiah [knap 900 kroner]. Jeg overvejede at sælge min mødom for at skaffe pengene. Før du kom, bad jeg til Gud om vejledning. Nu har jeg fået svaret. Jeg er fast besluttet på at udsætte mine studier og forblive moralsk ren.“ Pigen var henrykt for at modtage yderligere åndelig hjælp.

Siden da er mange flere javanesere, sundanesere og kinesere begyndt at leve efter de gavnlige principper der findes i Guds ord. Det har givet dem en sand indre fred og lykke, ganske som Gud har lovet det. — Esajas 48:17, 18.

Kalimantan — dayakernes hjem

Fra Java flyttede Josef og jeg til Kalimantan, en indonesisk provins på Borneo, som er den tredjestørste ø i verden (efter Grønland og Ny Guinea). På øen er der tætte regnskove,  forrevne bjerge og store floder, og der bor kinesere, muslimske malajer samt det oprindelige folk, dayakerne — som almindeligvis bor langs floden og tidligere var frygtede hovedjægere.

For at komme frem til nogle af de afsidesliggende dayaksamfund sejlede vi ofte med båd eller i kano ad uspolerede floder gennem junglen. Kæmpe krokodiller solede sig på bredden, aber stirrede ned på os fra træerne, og fugle viste stolt deres farverige fjerdragt frem. Ja, dér var missionærtjenesten som et eventyr!

De fleste dayakfamilier boede i pælehuse der var bygget af materialer fra regnskoven. Nogle boliger var små, mens andre var langhuse hvor der boede adskillige familier. Eftersom mange aldrig før havde set en europæer, blev Josef lidt af et tilløbsstykke. Børnene løb gennem landsbyen og råbte: „Pastor! Pastor!“ Alle flokkedes omkring Josef for at høre hvad den hvide præst havde at sige. Lokale Jehovas Vidner oversatte det Josef sagde, og sørgede derefter for at der blev studeret med de mange interesserede.

Videre til Papua Ny Guinea

På grund af et stigende pres fra religiøse modstandere forbød myndighederne i december 1976 Jehovas Vidners arbejde i Indonesien. Derfor blev Josef og jeg sendt til Papua Ny Guinea.

Da vi var ankommet til hovedstaden Port Moresby, gennemgik vi et tomåneders sprogkursus for at lære hiri motu, et lokalt handelssprog. Så flyttede vi til Daru, en lille ø i en fjerntliggende vestlig provins. Der mødte jeg Eunice, en stor og stærk kvinde som man kun kunne holde af. Hendes tænder var farvet rødsorte efter at hun i mange år havde tygget betelnød. Men da Eunice lærte at Gud ønsker at hans tjenere skal være rene både fysisk, moralsk og åndeligt, aflagde hun sin dårlige vane og blev en trofast kristen. (2 Korinther 7:1) Hver gang vi så ydmyge mennesker som Eunice tage imod Bibelens sandheder og leve efter dem, fik vi endnu større værdsættelse af ordene i Salme 34:8: „Smag og se at Jehova er god.“

Josef blev igen udnævnt som rejsende tilsynsmand, og vi besøgte næsten alle dele af Papua Ny Guinea, et land hvor der tales omkring 820 sprog. For at kunne tale med flere mennesker føjede vi endnu et sprog til vores repertoire — tok pisin, det lokale fællessprog. For at nå frem til de forskellige byer og landsbyer rejste vi til fods, med bil, båd, kano og små flyvemaskiner. Undervejs måtte vi udholde brændende hede, stikkende myg og tilbagevendende malariaanfald.

I 1985 sagde vi ja til at blive sendt til et nyt missionærdistrikt — Salomonøerne, øst for Papua Ny Guinea. Der arbejdede vi på Jehovas Vidners lokale afdelingskontor, og vi besøgte også alle småøerne for at opmuntre menigheder og overvære kristne stævner. Igen måtte vi give os i kast med et nyt sprog — denne gang salomonø-pidgin. Men det var til stor glæde at kunne tale med de bibelelskende indbyggere på Salomonøerne!

Min vanskeligste rejse

I 2001 blev forbuddet mod Jehovas Vidner i Indonesien ophævet, og Josef og jeg vendte tilbage til Jakarta. Ikke længe efter fik min kære mand konstateret malignt melanom, en aggressiv form for hudkræft. Vi rejste til Josefs hjemland, Tyskland, for at han kunne få behandling dér. Men i 2005, på vores 33-års bryllupsdag, sov han desværre ind i døden. Han venter nu på en opstandelse til liv i en paradisisk ny verden. (Johannes 11:11-14) Han var 62 år gammel og havde brugt 40 år i heltidstjenesten.

Jeg er blevet i Jakarta, hvor jeg fortsat tjener som missionær. Jeg savner Josef meget. Men det at lære andre om de dyrebare sandheder i Guds ord hjælper mig til at udholde tabet, for tjenesten giver mig en dyb tilfredshed og en mening med livet. Ja, jeg kan uden tøven sige at Jehova har skænket mig et virkelig farvestrålende og rigt liv.

[Fodnote]

[Kort på side 25]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

INDONESIEN

Java

JAKARTA

Cirebon

Sumatra

Padang

Tobasøen

Borneo

PAPUA NY GUINEA

PORT MORESBY

Daru

SALOMONØERNE

[Illustration på side 26]

Herawati med nogle af dem hun studerede Bibelen med på Salomonøerne

[Illustration på side 26]

Med Josef i Holland, kort før hans død i 2005