De mange vagttårne i det bjergrige Svanetien

VI HOLDER godt fast i loftbjælkerne i et 800 år gammelt stentårn, og mens vi læner os frem, stikker vi hovedet ud. Fra vores udsigtspunkt her fra toppen af det 25 meter høje tårn i Georgien kan vi se ud over landsbyen Mestia, Svanetiens regionale hovedstad, og vi får øje på andre gamle vagttårne rundt omkring i byen.

Den let skrånende dal dækket af grønne græsmarker står som en stærk kontrast til de høje snedækkede bjergtinder  der omgiver os. Vi er utrolig fascinerede af dette gamle sted og føler os hensat til middelalderen. Målet for vores rejse har netop været at se Svanetiens berømte vagttårne.

På tur i området

Turen til det højtliggende bjergområde i Svanetien begynder i Zugdidi i Georgien, i nærheden af Sortehavet. Den morgen er der ikke en sky på himmelen, og vi kan allerede se de storslåede hvide bjergtinder. Da vi når frem til den slugt hvor Ingurifloden løber, begiver vi os langsomt gennem den. I dette skovområde er der et utal af bregner, azaleaer, laurbærkirsebær og rododendroner med cremefarvede blomster.

Ved aftenstid når vores gruppe frem til den maleriske landsby Becho. Den ligger ved foden af det betagende smukke bjerg Usjba, der har to knejsende granit-tvillingetoppe. Bjergbestigere drages mod Usjbas meget stejle istinder som natsværmere drages mod et bål. Bjerget, der er 4710 meter højt, bliver ofte kaldt „Kaukasus’ Matterhorn“.

Turen har gjort os trætte og sultne, så vi stopper en lokal hyrde, køber et får af ham og begynder at tilberede det. Inden længe sidder vi omkring lejrbålet og nyder vores svanetiske venners store gæstfrihed, mens vi spiser velsmagende mtsvadi, kød på grillspid. Det bliver serveret med friskbagt georgisk lavasjbrød, som er fladbrød bagt i lerovn. Måltidet fuldendes med et glas Saperavi, en kraftig, tør rødvin der fremstilles i Georgien.

Den næste dag tager vi til Mestia. Det var her vi, som nævnt i begyndelsen, kiggede ud fra et tårn og drog den slutning at Svanetien er en af de smukkeste bjergegne i verden. Dybere inde i bjergområdet, omkring 45 kilometer fra Mestia, ligger landsbyen Usjguli. Her bor folk i en højde af 2200 meter. Usjguli er blevet kaldt „Europas højest beliggende landsby der er beboet året rundt“.

For at nå frem til dette bjergsamfund går vi ad en smal og øde vej der smyger sig langs et bjerg, og på den modsatte side af vejen er der en stejl skrænt ned til en flod. Da vi endelig kommer frem til Usjguli, møder der os et uforglemmeligt syn — klynger af huse ved middelalderlige vagttårne. I baggrunden ser vi det vældige bjerg Sjkhara med dets blændende hvide snekappe der står som en smuk kontrast til den mørkeblå alpine himmel.

Sjkhara er med sine 5201 meter det højeste bjerg i Georgien og er en del af et tolv kilometer langt bjergmassiv med næsten lige så høje tinder. Det er igen en del af Store Kaukasus, en godt 1200 kilometer lang bjergkæde. Overalt ser vi et skønt sceneri af frodige dale. Disse dale er dog vanskeligt tilgængelige for andre end de mest eventyrlystne og for dem der bor i Svanetien.

Lokalbefolkningen

Svaneterne, der bor i det Øvre Svanetien, er et folkefærd hvis rødder går langt tilbage i historien, og som har deres eget sprog. De har længe været kendt som et folk der nægtede at underlægge sig nogen hersker. I det 18. århundrede nævnte en opdagelsesrejsende at svaneterne havde „virkeliggjort det nye idealsamfund hvor individets frie vilje var sat over alle andre hensyn“.

Denne særlige frihed i Svanetien kan tilskrives to forhold. For det første dannede de ekstremt høje bjerge en barriere der afskar folket fra omverdenen og beskyttede mod  indtrængende fjender. For det andet bidrog et vagttårn til at sikre den enkelte families uafhængighed. Tårnet beskyttede familien mod fjender og mod folk fra nabolandsbyer, der en gang imellem blev fjendtligt indstillet, samt mod laviner som begravede de mindre bygninger i sne.

Livet i et vagttårn

Vi er blevet inviteret op i en svanetisk families tårn, der dateres til det 12. århundrede. Fæstningsværket bestod af to vigtige dele — vagttårnet, kaldet murkvam, og huset, kaldet kor, som var forbundet med tårnet. I husets stueetage var der et stort ildsted, som gav lys og varme. Noget andet fremtrædende i lokalet var patriarkens store træstol. Patriarken var overhoved for sin kone, sine sønner og deres hustruer. Kvinderne skiftedes til at tage sig af de huslige pligter. De malede mel, bagte brød, gjorde rent, fodrede dyrene og holdt ilden ved lige.

Det store tårn var bygget af sten og dækket af et lag groft hvidt puds. Tårnet havde fire etager og ragede op over det toetages hus som det var forbundet med. Da vi fra huset går ind i tårnet, varer det lidt inden vores øjne har vænnet sig til det svage lys. Vagttårnets underste etager blev brugt til at oplagre vand, mel, frugt, ost, vin og kød.

I farefulde tider sov familien i tårnets nederste og midterste etage. Den øverste etage var dækket af et skifertag, og i muren var der små åbninger. Herfra kunne familien forsvare sig mod fjender. En besøgende i det 19. århundrede skal have fortalt at eftersom der ikke var „nogen lokal myndighed til at håndhæve beslutninger, greb man konstant til våben“. Så hver familie var klar til at kæmpe for at forsvare sig.

På vej hjem tænker vi over den smukke natur vi har set i Svanetien, som er en del af Jehovas fantastiske skaberværk, og vi overvældes af taknemmelighed. De der i gammel tid boede i vagttårnene i dette område, får mulighed for at leve i Guds nye verden. Til den tid vil ingen få behov for at bygge et vagttårn eller andre fæstningsværker for at beskytte sig selv. Hvorfor ikke? Fordi Bibelen lover at folk „skal sidde, hver under sin vinstok og sit figentræ, og ingen får dem til at skælve“. — Mika 4:4; Romerne 8:21, 22.

[Kildeangivelse på side 16]

Øverst: Paata Vardanasjvili