Noget der er mere værd end en karriere

Fortalt af Murat Ibatullin

I 1987 blev jeg af det russiske sundhedsministerium sendt til Uganda. Jeg havde indvilliget i at arbejde som læge dér i fire år. Egentlig havde jeg planlagt ikke at vende tilbage til Rusland, for jeg håbede at få så stor erfaring at jeg kunne praktisere i lande som Australien, Canada og USA. Men i 1991 fik jeg andre planer og vendte tilbage til Rusland. Lad mig forklare hvorfor.

JEG er født i 1953 i Kazan, hovedstaden i republikken Tatarstan i det centrale Rusland. Mine forældre er tatarer, og de fleste tatarer er muslimer. Som barn husker jeg at min morfar og mormor knælede og bad til Allah. Mine mostre og onkler og mine forældre sagde til os at vi ikke måtte forstyrre dem, og at vi skulle gå ud af værelset. Situationen gjorde mine forældre lidt flove, for de havde valgt at være kommunister og var dengang erklærede ateister.

Da jeg var fire år, blev jeg offer for den sidste polioepidemi i Sovjetunionen. Når jeg tænker tilbage på min barndom, mindes jeg tydeligt de mange gange jeg var til kontrol på hospitaler og sanatorier. Jeg husker at min morfar bad til Allah om at jeg måtte blive rask. Jeg ville gerne være ligesom andre børn, så selvom mit ene ben var svagt, dyrkede jeg fodbold og hockey og andre former for sport.

Da jeg blev ældre, ville jeg gerne være læge. Jeg var ikke religiøs, men heller ikke ateist. Jeg gjorde mig faktisk aldrig nogen tanker om Gud. På det tidspunkt var jeg kritisk over for den kommunistiske ideologi og diskuterede ofte med min far og onkel. Min onkel var lektor i filosofi ved et universitet, og min far arbejdede for Komitéen for Statssikkerhed (KGB). Efter at have afsluttet min uddannelse ved det medicinske fakultet var det mit mål at blive en dygtig neurokirurg og emigrere.

 Min søgen efter et godt liv

I 1984 var jeg færdig med min doktorafhandling om diagnosticering af hjernesvulster. Og i 1987 blev jeg sendt til Uganda hvor jeg skulle arbejde på et hospital i Mulago. Jeg flyttede til dette smukke land sammen med min kone, Dilbar, og vores børn, Rustem og Alisa, der dengang var syv og fire år. Arbejdet på hospitalet var hårdt. Det omfattede operationer på patienter der var smittet med hiv-virus. Jeg rejste ofte til klinikker rundt om i landet, eftersom der kun var to neurokirurger som praktiserede i Uganda.

En dag da Dilbar og jeg stod ved en bogbod i Uganda, så vi en russisk bibel for første gang. Vi købte adskillige eksemplarer og sendte dem til venner i Sovjetunionen, for det var næsten umuligt at købe bibler dér. Vi læste nogle få kapitler i Bibelen, men holdt hurtigt op fordi den var så svær at forstå.

I tre år kom vi dog i forskellige kirker i Uganda og forsøgte at forstå hvad lokalbefolkningen troede på, og hvad der gav dem mening i livet. Jeg begyndte også at studere Koranen på originalsproget. Rustem og jeg meldte os faktisk til et sprogkursus i arabisk, og få måneder efter kunne vi tale arabisk på hverdagsniveau.

Det var omkring det tidspunkt vi mødte Heinz og Marianne Wertholz, der henholdsvis kom fra Tyskland og Østrig. De var missionærer og underviste i Bibelen. Første gang vi mødtes, talte vi slet ikke om religion. Vi gjorde ligesom alle andre europæere der mødes i Afrika. Vi spurgte dem hvorfor de var i Uganda, og de fortalte at de var missionærer for Jehovas Vidner, og at de var her for at hjælpe folk til at forstå Bibelen.

Jeg kom i tanker om at jeg under en forelæsning i filosofi på et universitet i Rusland havde fået at vide at Jehovas Vidner var en sekt som ofrede børn og drak deres blod. Det fortalte jeg Heinz og Marianne, for jeg var sikker på at det ikke var noget de gik ind for. Dilbar og jeg modtog hver en bog med titlen Du kan opnå evigt liv i et paradis på jorden, og på få timer nærmest slugte vi det meste af den. På et tidspunkt holdt jeg en pause og spurgte Dilbar hvad hun syntes om bogen. Hun sagde at hun var så bevæget over det hun læste, at hun fik gåsehud! Jeg fortalte at jeg havde det på samme måde.

Efter dette var vi meget opsatte på at tale med Heinz og Marianne igen. Da vi senere mødtes med dem, drøftede vi mange emner. Det de lærte os om Bibelen, greb os endnu mere om hjertet. Vi følte at vi måtte dele disse oplysninger med venner og kolleger. Blandt dem var den russiske ambassadør, den russiske konsul og konsuler fra andre lande foruden en repræsentant for Vatikanet. Han overraskede os ved at sige at det der står i Det Gamle Testamente, „alt sammen er myter“.

Vi vender tilbage til vores hjemland

I 1991 vendte vi tilbage til Rusland. En måned før vores afrejse havde Dilbar og jeg besluttet at vi ville være Jehovas Vidner. Vi havde planlagt at vi ville fortsætte med at overvære de kristne møder så snart vi kom til Kazan. Men til vores forfærdelse gik der tre måneder hvor vi hverken fandt en rigssal eller nogen af vores trosfæller. Selvom vi var helt alene, besluttede vi at gå fra hus til hus og forkynde, som Jehovas Vidner gør over  hele jorden. Det førte til at vi begyndte at studere Bibelen med nogle af dem vi mødte, deriblandt en kvinde der senere blev et af Jehovas Vidner.

Kort efter fik vi besøg af en ældre trosfælle der havde fået vores adresse fra Jehovas Vidner i Uganda. Så begyndte vi at mødes med en gruppe på 15 personer, der holdt møderne i en lille etværelses lejlighed. Heinz og Marianne holdt forbindelsen ved lige, og de kom endda og besøgte os i Kazan. Senere besøgte vi dem i Bulgarien, som var blevet deres næste missionærdistrikt, og der er de endnu.

Gode resultater i mit hjemland

Jeg bruger hver en lejlighed til at tale om Bibelens budskab med mine kolleger på de hospitaler hvor jeg arbejder i Rusland. I tidens løb har mange reageret positivt og er blevet Jehovas Vidner, deriblandt flere af dem jeg arbejder sammen med. I 1992, et år efter vores hjemkomst, voksede gruppen af Jehovas Vidner i Kazan til 45, og året efter var der mere end 100. I Kazan er der nu syv menigheder af Jehovas Vidner — fem russisksprogede, en tatarsproget og en tegnsprogsmenighed. Derforuden er der armensk- og engelsktalende grupper.

I 1993 overværede jeg en lægekonference i New York. Samtidig benyttede jeg lejligheden til at få en rundvisning på Jehovas Vidners hovedkontor i Brooklyn. Her mødte jeg Lloyd Barry, som dengang hjalp med at koordinere Jehovas Vidners forkyndelsesarbejde verden over. Han tog sig tid til at tale med mig til trods for at han havde et travlt program.

Vi drøftede behovet for at fremstille bibelsk litteratur på tatar. Nogle år senere blev der i Rusland dannet et tatar oversætterhold, og vores publikationer begyndte at udkomme på dette sprog. Hvor var vi glade da vi regelmæssigt kunne få Vagttårnet, et blad der er beregnet til studium af Bibelen. Kort efter blev den første tatarsprogede menighed oprettet.

Brug af blodbesparende teknikker

Jeg går ind for alle Guds påbud, deriblandt det der findes i Apostelgerninger 15:20, hvor der siges at Guds tjenere skal ’afholde sig fra blod’. Vers 29 tilføjer at Guds tjenere skal ’afholde sig fra det der er ofret til afguder og fra blod og fra kvalte dyr og fra utugt’.

Så når Jehovas Vidner søger lægehjælp, beder de lægerne om at respektere deres ønske om transfusionsfri behandling. I en periode arbejdede jeg sammen med Kontaktudvalg til Hospitaler for Jehovas Vidner i Kazan. * I 1997, da en et-årig dreng ved navn Pavel fra byen Novosibirsk skulle opereres akut, kontaktede hans mor os for at få hjælp. Dengang var der kun få erfarne læger i Rusland der var villige til at udføre operationer uden brug af blod. Vi lovede at hjælpe med at finde en kirurg som ville benytte lægelige alternativer.

Snart fandt vi et hjertehospital i Kazan hvor lægerne var villige til at operere Pavel. Den 31. marts 1997 udførte lægerne en meget vellykket operation uden brug af blod for at afhjælpe drengens alvorlige hjerte-kar-misdannelse kaldet Steno-Fallots tetralogi. Den 3. april kunne man læse i avisen Vechernjaja Kazan: „Den lille dreng har det godt og har ikke længere brug for sin hjertemedicin . . .  Moderen til den lille Pavel kunne for første gang i elleve måneder ånde lettet op.“ I løbet af kort tid kom Pavel sig efter operationen, og han tog sine første skridt på hospitalsgangen.

Pavel har nu et godt helbred og lever et normalt liv. Han kan godt lide at svømme, stå på skøjter og spille fodbold. Han går i ottende klasse og sammen med sin mor er han tilsluttet Jehovas Vidners menighed i Novosibirsk, hvor han deltager i kristne aktiviteter. Efter denne oplevelse har lægerne på det samme hospital udført vellykkede hjerteoperationer på adskillige patienter der er Jehovas Vidner, uden brug af blod. I Tatarstan sker der fortsat store fremskridt inden for lægebehandling, og transfusionsfri operationer er blevet almindelige.

Mit arbejde i dag

Min kone og jeg, og nogle andre Jehovas Vidner, arbejder på en klinik der tilbyder højteknologisk behandling til patienter med neurologiske lidelser og hjerteproblemer. Vi er med ved forskellige operationer, især når det gælder patienter hvor der skal bruges blodbesparende teknikker. Jeg arbejder som neuroradiolog og nærer stor interesse for minimalt invasiv neurokirurgi uden brug af blod. Som professor på afdelingen for neurologi og neurokirurgi ved Kazans sundhedsvidenskabelige statsuniversitet holder jeg forelæsninger for lægestuderende og læger og forsøger at få dem til at indse fordelene ved transfusionsfri behandling. *

Min kone arbejder sammen med mig på klinikken som ultralydsspecialist. Vi holder meget af vores arbejde fordi vi på den måde kan gøre noget for andre. Men det der giver os den største glæde, er at se hvordan Bibelens sandheder hjælper mennesker til at blive åndeligt helbredt. Det er vidunderligt at kunne fortælle andre om at Gud har lovet at snart vil ’ingen indbygger sige: „Jeg er syg.“’ — Esajas 33:24.

[Fodnoter]

[Illustration på side 12]

Da jeg var læge i Afrika

[Illustration på side 13]

Min kone og jeg i 1990 da vi begyndte at studere Bibelen med Jehovas Vidner

[Illustration på side 14]

Jeg møder Lloyd Barry mens jeg er i Brooklyn i 1993

[Illustration på side 15]

Pavel og hans mor i dag

[Illustration på side 15]

I forkyndelsen med min kone, Dilbar