Unge spørger
Hvordan kan jeg gøre et godt førstehåndsindtryk?
„Den her jobsamtale går supergodt. Jeg er helt afslappet. Det må min kommende chef da fornemme. Jeg har brugt hans fornavn lige siden jeg trådte ind ad døren. Jeg ved bare at han vil give mig jobbet!“
„Er det virkelig den samme unge mand som sendte det flotte cv? Ham kan jeg under ingen omstændigheder ansætte. Hvis det er sådan han opfører sig nu, hvordan vil han så ikke opføre sig senere hvis han får jobbet?“
Se på billedet, og læs tankeboblerne. Jobansøgeren giver et dårligt indtryk på tre måder. Kan du få øje på dem?
-
․․․․․
-
․․․․․
-
․․․․․
Svarene står nedenunder
1. Den unge mands påklædning er alt for afslappet til en jobsamtale. 2. Han er alt for familiær (han bruger arbejdsgiverens fornavn). 3. Hans kropssprog udstråler manglende respekt.
FORESTIL dig at det er allerførste gang du smager noget bestemt. Hvor lang tid vil du være om at finde ud af om du kan lide det? Ofte behøver du blot at tage én bid for at kunne bedømme om du nogen sinde vil sætte tænderne i det igen — eller om du i det hele taget vil spise det op der ligger på tallerkenen.
Noget lignende sker når du møder en for første gang. På blot et øjeblik danner du dig et indtryk af den person. Og i de samme sekunder har den anden dannet sig et indtryk af dig. Har du tænkt på det?
Leder du efter et job? Søger du en ven? Eller er du på udkig efter en ægtefælle? Om det vil lykkes for dig, afhænger af det førstehåndsindtryk du giver. Vi vil se på tre områder hvor du måske kan forbedre din fremtræden og dine manerer når du er sammen med andre, så du efterlader et godt indtryk.
1. Dit udseende
Hvad enten du synes det er retfærdigt eller ej, kan andres indtryk af dig være baseret på det første de ser, nemlig dit udseende. Man tænker ikke altid over hvor vigtigt det første indtryk er. En ung kvinde der hedder Clarissa, * siger: „Når man går på restaurant i dag, ved man aldrig om folk dukker op i festtøj eller i pyjamas!“
Du skal naturligvis klæde dig på en måde der passer til situationen. For eksempel vil du jo aldrig tage det samme tøj på til en jobsamtale som du vil tage på hvis du skal til stranden! Men hvad skal du gøre hvis du ikke er sikker på at tøjet er passende? Det vigtigste er at du viser sund fornuft ved ikke at gå til yderligheder. Vær hellere lidt tilbageholdende når du er i tvivl.
HUSK! Dit tøj og din soignering kan, ligesom et røntgenbillede, vise hvem du er inderst inde.
„Når jeg ser nogle der er mærkværdigt klædt til en komsammen, forsøger jeg at undgå dem. Alt hvad jeg på det tidspunkt ved om dem, er hvordan de ser ud, og at deres tøj giver et dårligt indtryk.“ — Diane.
Bibelen anbefaler at ens tøj er „velordnet“, og at det viser at man er anstændig og har „et sundt sind“. — 1 Timoteus 2:9.
Spørg dig selv: ’Ser mit tøj ordentligt ud, eller virker jeg sjusket og usoigneret? Vil en mulig arbejdsgiver, ven eller ægtefælle på grund af min påklædning mene at jeg mangler „et sundt sind“?’
Forslag: Få råd fra en du respekterer for hans eller hendes gode tøjsmag.
2. Det du siger
Det du siger, afslører om du er ydmyg eller indbildsk, afslappet eller anstrengt. Tænk på det hvis du forsøger at gøre et godt førstehåndsindtryk på en af det modsatte køn. „Når jeg snakker med en ung mand, irriterer det mig virkelig hvis han kun taler om sig selv,“ siger en pige der hedder Valerie. „Men så er der også nogle,“ tilføjer hun, „der vil vide alt om en her og nu. Det er bare for meget og giver en pige lyst til at løbe skrigende væk.“
HUSK! Dine ord fortæller andre hvordan du virkelig er — så du må sørge for at sige noget der giver et godt indtryk.
„Når jeg møder en ung mand, kan jeg godt lide at han er helt naturlig. Det første møde er vigtigt. Hvis en fyr skal tænke alt for meget over hvad han skal sige for at imponere, er det nok bedst han tier stille.“ — Selena.
Bibelen siger: „Du kommer til at sige noget forkert hvis du taler for meget; så vær fornuftig, og pas på med hvad du siger.“ — Ordsprogene 10:19, Contemporary English Version.
Spørg dig selv: ’Hvordan finder jeg balancen mellem at tale for meget og for lidt? Er der noget som helst ved min måde at tale på som kan virke chokerende eller fornærmende?’
Forslag: Læg mærke til dem der er dygtige til at føre en samtale. Hvilke teknikker bruger de for at holde samtalen i gang? Kunne du gøre det samme?
3. Din opførsel
Handlinger siger mere end ord, lyder en talemåde. Hvis du for eksempel har gode manerer, vil dine handlinger ’fortælle’ andre at du respekterer dem. Her er et andet råd som du kan have i tanke når du er parat til at se dig om efter en ægtefælle. „Det at gøre små ting, som at holde døren for andre, er et udtryk for respekt,“ siger en pige ved navn Carrie. „Meget af det er bare et spørgsmål om almindelig høflighed.“
HUSK! Dine handlinger er ligesom en reklamesøjle der viser noget om dine egenskaber. (Ordsprogene 20:11) Gør dine handlinger god ’reklame’ for dig?
„Jeg synes det er vigtigt at være god til at lytte. Man viser også gode manerer ved ikke at afbryde den der taler, medmindre det er nødvendigt.“ — Natalia.
Bibelen siger: „I skal opføre jer sådan over for andre som I gerne vil have de skal opføre sig over for jer.“ — Lukas 6:31, Den Nye Aftale.
Spørg dig selv: ’Har jeg gode manerer? Viser jeg ægte interesse for andre? Kan man regne med mig? Er jeg punktlig?’
Forslag: Planlæg at komme mindst 10 minutter tidligere til en aftale, for så har du stadig mulighed for at komme til tiden hvis der skulle ske noget uventet. Sørg for at folk ikke får det indtryk at du altid kommer for sent.
En advarsel: At give andre et godt indtryk handler ikke om at vise en facade, for det er dybest set et bedrag. (Salme 26:4) Afgør i stedet med dig selv hvilke egenskaber du ønsker at være kendt for, arbejd så på at udvikle dem, og lad dem komme til udtryk i handling. (Kolossenserne 3:9, 10) Samtidig må du huske at det er dig selv der skaber dit omdømme. Ved at være opmærksom på dit udseende, din tale og dine handlinger vil du gøre et godt førstehåndsindtryk — et der vil vare ved!
^ par. 15 Nogle af navnene i denne artikel er ændret.