Ibn Battuta løfter sløret for sin verden

I ÅRET 1325 drog en ung mand ud fra Tanger i Marokko på den første af flere rejser. De førte ham til de mest fjerntliggende steder i den dakendte verden, blandt andet Indien, Indonesien, Kina, Mali, Persien, Rusland, Syrien, Tanzania, Tyrkiet og alle de arabiske lande. Den unge mand var Abu Abdallah ibn Battuta, og han rejste omkring 120.700 kilometer — en uovertruffen bedrift før dampmaskinens tid.

Ibn Battuta er blevet kaldt den muslimske verdens største rejsende før den moderne tidsalder. Hans memoirer, som blev nedskrevet da han til sidst vendte hjem efter at have været på farten i næsten 30 år, kaster lys over mange facetter af livet og kulturen i det 14. århundrede, især i den muslimske verden i middelalderen.

Pilgrimsfærd til Mekka

Ibn Battuta forlod Tanger for at besøge de hellige steder og for at drage på pilgrimsfærd (Hadj) til Mekka. Som voksen muslim er man pålagt at foretage en sådan rejse hvis ens økonomi og helbred tillader det. Mekka ligger omkring 4800 kilometer øst for Tanger. Ligesom de fleste andre pilgrimme sluttede Ibn Battuta sig af sikkerhedshensyn til karavaner for at nå frem til sit bestemmelsessted.

Hans far var qadi, lokal dommer, og derfor fik Ibn Battuta en uddannelse som qadi, den bedste man kunne få i Tanger. Da hans medrejsende fandt ud af det, brugte de ham som dommer for at få afgjort de stridigheder der opstod undervejs.

Til Alexandria, Kairo og Nilen

Karavanen drog langs Nordafrikas kyst til Egypten. Her så Ibn Battuta Alexandrias berømte fyrtårn — et af den antikke verdens underværker — som allerede på det tidspunkt delvis lå i ruiner. Kairo, sagde han, var „umådelig stor med en mangfoldighed af bygninger, som i skønhed og pragt var uden sidestykke, et mødested hvor folk kom og gik, et opholdssted for rige og fattige, og strømmen af disse mennesker var som havets bølger“. Han var dybt imponeret over denne formidable by med dens skibe, haveanlæg, basarer, skikke og religiøse bygninger. Som han fik for vane, søgte han i Egypten støtte og beskyttelse hos præster, lærde og andre indflydelsesrige personer.

Fra Kairo rejste han videre op ad Nilen til Øvre Egypten, og på vejen nød han gæstfrihed hos religiøse mænd og i klostre, samt på herberger  og læreanstalter der modtog økonomisk støtte, og som dengang var almindelige i muslimske byer. Det var hans plan at nå frem til Det Røde Hav ved at krydse ørkenen, sejle til det vestlige Arabien og derfra tage til Medina, hvor profeten Muhammeds moské lå, og så til Mekka. Men krigshandlinger afskar ham fra at rejse ad denne rute, så han vendte tilbage til Kairo.

En lang omvej

Ibn Battuta var stadig besluttet på at nå frem til Medina og Mekka. Han drog derfor mod nord til Gaza, derefter til Hebron, og så til det sted hvor man mente at Abraham, Isak og Jakob var begravet. På sin vej til Klippemoskéen i Jerusalem gjorde han ophold i Betlehem, hvor han bemærkede den ærbødighed som de der bekendte sig som kristne, viste Jesu fødested.

Derefter drog Ibn Battuta videre mod nord til Damaskus, hvor han studerede sammen med prominente muslimske lærde og modtog eksamensbeviser der gav ham ret til at undervise. Byens Umayyademoské var den „prægtigste“ i verden, sagde han. I de lokale basarer blev der solgt juveler, klæder, skrivepapir, bøger og glasvarer. Der var også offentlige notarer ved stande hvor der var „fem eller seks vidner til stede og en person som var bemyndiget af qadien til at forrette vielser“. Under sit ophold i Damaskus blev Ibn Battuta rent faktisk gift. Hans brud var dog kun en ud af mange hustruer og konkubiner der forsvandt ligeså hurtigt ud af hans beretning som de kom ind i den.

I Damaskus sluttede Ibn Battuta sig til andre pilgrimme der havde kurs mod Mekka. På vejen dertil slog hans gruppe lejr ved en kilde hvor vandbærere opsamlede vand i cisterner, eller beholdere af bøffelskind. De rejsende fyldte deres vandsække fra disse beholdere og gav kamelerne vand inden de krydsede ørkenen. Langt om længe nåede han frem til Mekka. Dette var den første af syv pilgrimsrejser han foretog dertil. De fleste pilgrimme vendte hjem efter at de havde udført deres ritualer, men ikke Ibn Battuta. Han drog mod Baghdad, „blot for spændingens skyld“, skriver Ross E. Dunn, forfatter til en biografi om Ibn Battuta.

Kommer for alvor vidt omkring

I Baghdad, som dengang var den islamiske verdens hovedstad, blev Ibn Battuta benovet over de offentlige bade. „I alle badehusene er der et stort antal private baderum,“ bemærkede han, „og i hvert eneste rum er der en vaskekumme med to haner med varmt og koldt vand.“ En venlig general gjorde det muligt for Ibn Battuta at møde sultan Abu Sa’id. Ibn Battuta forlod sultanen med værdifulde gaver — en hest, en ceremoniel kappe og et introduktionsbrev til guvernøren i Baghdad om at udruste ham med kameler og forsyninger.

Ibn Battuta sejlede derefter til de Østafrikanske havnebyer Mogadishu, Mombasa og Zanzibar inden han rejste videre til Arabien og ind i Den Persiske Golf. Senere beskrev han de mennesker, skikke og varer han så på sin rejse — de somaliske købmænd og den gæstfrihed man viste dem, tygning af betelnød, dyrkning af kokosnødder i Yemen og perlefiskeri i Den Persiske Golf. Derefter nåede han ad store omveje frem til Indien ved at rejse gennem Egypten, Syrien, Anatolien (Tyrkiet), tværs over Sortehavet, nord om Det Kaspiske Hav og så mod syd og ind i det nuværende Kasakhstan, Usbekistan, Afghanistan og Pakistan.

Fra Indien til Kina

I den indiske by Delhi tjente Ibn Battuta som qadi for sultanen i otte år. Sultanen der kendte til hans rejselyst, sendte ham som ambassadør til den mongolske kejser af Kina, Togon Temur. Ved sin ankomst skulle han overbringe en diplomatisk gave bestående af „et hundrede fuldblodsheste, et hundrede hvide slaver, et hundrede hindudanse- og syngepiger, tolv hundrede stykker forskelligt klæde, guld- og sølvkandelabre samt guld- og sølvfade, kapper af brokade, hatte, koggere, sværd, perlebroderede handsker og femten eunukker“.

I den sydindiske havneby Calicut så Ibn Battuta store handelsskibe som kaldes junker. Disse skibe sejlede i fast rutefart til Kina, netop den rute som han gerne ville tage. Skibene var  forsynet med helt op til 12 sejl, som var lavet af flettede bambusmåtter. Besætningen bestod af op mod 1000 mand — 600 søfolk samt 400 bevæbnede mænd. Sømændene havde deres børn med om bord på skibet, hvor ’de dyrkede krydderier, grøntsager og ingefær i trækummer’, sagde Ibn Battuta.

Et skibbrud satte en stopper for hans diplomatiske mission til Kina. I stedet kom Ibn Battuta i tjeneste hos en muslimsk hersker på Maldiverne og blev den første der beskrev de lokale skikke for omverdenen. Endelig nåede han Kina. Foruden alt det han fandt behageligt, så han dog også ting der krænkede hans religiøse følelser. At han ikke fortæller meget om Kina, har fået nogle til at tvivle på at han har rejst så langt omkring i landet som han påstår. Måske nåede han kun frem til nogle havnebyer i det sydlige Kina.

Sørgelige nyheder på hjemrejsen

Tilbage i Damaskus finder Ibn Battuta ud af at en søn han efterlod her cirka tyve år tidligere, havde været død i 12 år, og at hans egen far, der havde boet i Tanger, havde været død i 15. Året var 1348, og den sorte død hærgede i Mellemøsten. Ibn Battuta fortalte at der hver dag døde 21.000 i Kairo!

Et år senere ankom den nu 45-årige rejsende til Marokko, kun for at høre at hans mor var død af pesten nogle måneder forinden. Da han drog af sted, var han 21 år. Havde 24 år med rejser mættet hans eventyrlyst? Tilsyneladende ikke, for kort efter tog han til Spanien. Tre år senere drog han af sted på sin sidste rejse, der førte ham til floden Niger og Timbuktu, en by i det nuværende Mali i Afrika.

Bedt om at skrive sine memoirer

Da Sultanen i Fez i Marokko hørte om Ibn Battutas rejser, bad han ham om at udfærdige en beretning som hoffet kunne finde fornøjelse ved. Sultanen gav ham en sekretær, Ibn Juzayy. Den færdige beretning på arabisk fik ikke særlig stor udbredelse, og man begyndte først at oversætte den til vestlige sprog efter at den var blevet genopdaget af europæiske lærde i det 19. århundrede.

Ibn Juzayy nævnte at fortællingen var en forkortet udgave af det som den rejsende havde dikteret, men sekretæren tog sig åbenbart nogle friheder under nedskrivningen. Trods det giver denne fortælling et særligt indblik i de skikke og den levevis, handel, religion og politik som gjorde sig gældende i de lande Ibn Battuta besøgte, især landene i den islamiske verden.

[Illustration på side 14]

Et billede fra det 13. århundrede der forestiller muslimer på pilgrimsrejse i middelalderen, af al-Wasiti

[Kildeangivelse]

Scala/White Images/Art Resource, NY

[Illustration på side 16]

Det Catalanske Atlas fra 1375, hvor man kan se noget af det område Ibn Battuta rejste gennem

[Kildeangivelse]

Snark/Art Resource, NY