„Den mest kraftfulde indlæringsmaskine i universet“

EN BABYS hjerne er blevet kaldt „den mest kraftfulde indlæringsmaskine i universet“, og det med god grund. Et barn der kommer til verden, er klar til at suge alle sanseoplevelser til sig.

Et spædbarn er først og fremmest tiltrukket af andre mennesker, deres ansigter, stemmer og berøringer. I bogen Babyhood af Penelope Leach står der: „Man har foretaget mange undersøgelser af hvad et spædbarn er mest interesseret i at se på, og hvilke lyde der fanger dets opmærksomhed — de sanseindtryk det tydeligst søger at efterligne. Det er i de fleste tilfælde det voksne menneske der tager sig af barnet, som giver det alle disse sanseindtryk.“ Forældre spiller derfor en stor rolle for barnets udvikling.

’Jeg talte som et barn’

Forældre og børnelæger er forbløffede over at en nyfødt har evnen til at lære et sprog ved blot at lytte til det. Forskere har fundet ud af at et spædbarn i løbet af nogle dage vænner sig til sin mors stemme og føler sig mere tryg ved den end ved en fremmeds stemme; i løbet af nogle uger kan det skelne mellem de lyde som er karakteristiske for det sprog dets forældre taler, og andre sprog; og i løbet af nogle måneder kan barnet fornemme opholdene mellem ordene og derved skelne mellem almindelig tale og uforståelige lyde.

 Den kristne apostel Paulus skrev: „Da jeg var barn, talte jeg som et barn.“ (1 Korinther 13:11, da. aut.) Et lille barn begynder at tale ved at pludre. Er det bare en masse usammenhængende lyde? Bestemt ikke! Ph.d. Lise Eliot påpeger i sin bog What’s Going On in There? — How the Brain and Mind Develop in the First Five Years of Life at det at tale er „en kompliceret motorisk evne der kræver en hurtig koordination af snesevis af muskler der styrer læberne, tungen, ganen og strubehovedet“. Hun tilføjer: „Det kan godt virke som om et spædbarns pludren blot er en kær måde at fange andres opmærksomhed på, men det er også en vigtig øvelse i at mestre de indviklede bevægelser der knytter sig til tale.“

Forældre reagerer på barnets pludren ved at tale til det i et meget kærligt tonefald, og det tjener også et formål. Denne særlige måde at tale på får barnet til at reagere, og gennem denne ’kommunikation’ lærer barnet samtalens elementære principper — en færdighed som det vil gøre brug af resten af sit liv.

Rollerne forandrer sig

Nybagte forældre har travlt med at tage sig af barnets daglige behov. Babyen græder, og straks er der en der giver den mad. Babyen græder, og med det samme er der en der skifter den. Babyen græder, og øjeblikkelig kommer der en og tager den op. At forældre pylrer sådan om barnet, er både nødvendigt og helt på sin plads. Det er jo fortrinsvis på den måde forældre lever op til deres rolle som omsorgsgivere. — 1 Thessaloniker 2:7.

Derfor er det kun naturligt at en baby tror at han eller hun er universets midtpunkt, og at de voksne, forældrene i særdeleshed, kun er sat på denne jord for at adlyde hans eller hendes mindste vink. Sådan hænger det jo ikke sammen, men det er fuldt ud forståeligt at barnet får den opfattelse. Man skal huske at det er netop hvad barnet har erfaret i mere end et år. En lille dreng ser sig selv som en konge i et rige der er befolket af store mennesker som kun har til opgave at betjene ham. * Familierådgiveren John Rosemond skriver: „Det tager kun lidt under to år at give barnet denne urealistiske opfattelse; det tager mindst 16 år at rette den igen! Og det er paradoksalt nok forældrenes opgave at få deres barn til at tro på denne illusion og så — ganske vist nænsomt — rive barnets luftkastel ned.“

Omkring to-årsalderen styrter luftkastellet sammen når forældrene skifter rolle fra at være omsorgsgivere til at være vejledere. Nu går det op for den lille at forældrene ikke længere lystrer hans mindste vink. I stedet forventer de at han lystrer deres. Hans enevælde er forbi, og han er sikkert ikke så begejstret for det nye styre. I stor frustration forsøger han at bevare magten. Hvordan?

 Hvordan man tackler hysteriske anfald

Mange småbørn skifter markant opførsel omkring toårsalderen. De bliver vrede og får tit raserianfald. Denne periode er så frustrerende for forældre at den bliver kaldt trodsalderen. Pludselig bliver den lilles yndlingsudtryk „Nej!“ eller „Vil ikke!“ Han bliver måske frustreret over både sig selv og sine forældre samtidig med at han slås med sine modsatrettede følelser — han vil gerne holde afstand til dig og alligevel være tæt på dig. Forældrene aner ikke hvad de skal gøre. Barnets opførsel giver ikke mening, og intet ser ud til at virke. Hvad er det der sker?

Tænk engang over den radikale forandring der er sket i den lille fyrs liv. Indtil for nylig skulle han bare klynke lidt, og straks kom de voksne løbende. Nu begynder han at forstå at hans ’styre’ kun var midlertidigt, og at han bliver nødt til i det mindste at gøre nogen ting selv. Det går mere og mere op for ham at han nu skal underordne sig. Ja, Bibelen siger: „I børn, vær lydige mod jeres forældre i alt.“ — Kolossenserne 3:20.

I denne svære periode skal forældre ikke give tøjlerne fra sig. Hvis de udøver deres myndighed på en fast, men kærlig måde, vil barnet tilpasse sig sin nye rolle. Og det barnet lærer, vil bane vejen for en fantastisk udvikling.

Moralsk karakter

Dyr, ja selv maskiner, kan genkende ord og efterligne tale. Men kun et menneske kan standse op og ransage sig selv. Et barn i to- eller treårsalderen kan således nære følelser som stolthed, skam, skyld og forlegenhed. Det er de første skridt hen imod at blive en voksen med moralbegreber — en der kan stå op for det der er rigtigt, også når andre gør noget forkert.

Omkring dette tidspunkt bliver forældre begejstrede over at opleve noget andet bemærkelsesværdigt. Deres barn bliver nu opmærksom på andres følelser. Da den lille var omkring to år, legede han side om side med andre, men nu leger han sammen med dem. Han fornemmer også når hans forældre har det godt, og han får måske lyst til at gøre dem glade. Det gør ham sandsynligvis mere åben for at lære.

Som treårig begynder barnet for alvor at lære begreber som rigtigt og forkert, godt og ondt. Så nu er tiden helt klart inde til at forældre giver deres børn en oplæring der har til formål at gøre dem til ansvarsbevidste voksne.

[Fodnote]

[Tekstcitat på side 5]

I løbet af nogle dage vænner et spædbarn sig til sin mors stemme og føler sig mere tryg ved den end ved en fremmeds stemme

[Tekstcitat på side 6]

Som treårig begynder barnet for alvor at lære begreber som rigtigt og forkert, godt og ondt

[Ramme på side 6]

HVORFOR DE HYSTERISKE ANFALD MÅSKE FORTSÆTTER

„Nogle forældre tror at deres barn får hysteriske anfald fordi de ikke til punkt og prikke har opfyldt barnets krav,“ skriver John Rosemond i bogen New Parent Power. „De tænker at hvis de er skyld i at deres barn får et raserianfald, så må de så hurtigt som muligt gøre det godt igen. Så efter at de har sagt nej, siger de ja . . . og gør meget mere for barnet end han eller hun oprindelig havde forlangt, for at dulme deres egen skyldfølelse. Og det virker. De hysteriske anfald stopper, forældrene føler lettelse, og barnet, der har lært at et raserianfald er en sikker måde at gennemtrumfe sin vilje på, vil få endnu flere og værre hysteriske anfald.“