Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Hvordan man får et godt ægteskab

Hvordan man får et godt ægteskab

Hvad siger Bibelen?

Hvordan man får et godt ægteskab

’Han som skabte dem som mand og kvinde, sagde: „Af den grund vil en mand forlade sin fader og moder og holde sig til sin hustru, og de to skal være ét kød.“ Derfor, hvad Gud har sat sammen, må intet menneske skille ad.’ — Jesus Kristus, ifølge Mattæus 19:4-6.

NU OM DAGE, hvor normerne skifter, er ægteskabet ikke længere i høj kurs. Mange par bliver kun sammen indtil den fysiske tiltrækning er forsvundet eller der opstår problemer — nogle gange kun små problemer — og så bliver de separeret eller skilt. Sørgeligt nok er resultatet ofte traumatiserede børn.

For bibellæsere er det ikke overraskende at det forholder sig sådan. I forbindelse med „de sidste dage“, den tid vi lever på nu, forudsagde Bibelen at mennesker i almindelighed ville mangle de egenskaber der knytter familien sammen — nemlig loyalitet, ægte kærlighed og naturlig hengivenhed. (2 Timoteus 3:1-5) Er du bekymret over moralnormernes skred og den indvirkning det har på familielivet? Værdsætter du ægteskabet?

Hvis det er tilfældet, kan du få gavn af Bibelens gennemprøvede råd som den dag i dag hjælper mange ægtepar. Overvej for eksempel blot fem råd der kan gøre en væsentlig forskel i et ægteskab. *

Fem råd til at få et godt ægteskab

(1) Anerkend ægteskabet som en hellig ordning. Som det fremgår af Jesu ord, der er citeret til venstre, betragter både Jesus og Skaberen, Jehova Gud, ægteskabet som en hellig ordning. Dette understreges af Guds vejledning til mænd i fortiden som lod sig skille fra deres hustruer for at kunne gifte sig med yngre kvinder. „I har brudt jeres løfte til den hustru I giftede jer med da I var unge,“ sagde Gud. „Hun var din livsledsager, og du har brudt dit løfte til hende, og det til trods for at du over for Gud lovede at du ville være trofast mod hende.“ Derefter udtalte Jehova følgende magtfulde ord: „Jeg hader når en af jer gør noget der er så grusomt, mod sin hustru.“ (Malakias 2:14-16, Today’s English Version) Det er tydeligt at Jehova ikke tager let på den ægteskabelige ordning; han lægger mærke til hvordan ægtefæller behandler hinanden.

(2) Vær en ansvarsbevidst ægtemand. Når der skal tages stilling til noget vigtigt i familien, må en eller anden træffe den endelige afgørelse. Bibelen har tildelt manden den opgave. „En mand er sin hustrus hoved,“ står der i Efeserbrevet 5:23. Men at være familiens overhoved giver ikke manden ret til at opføre sig som en tyran. Han må huske at han er „ét kød“ med sin hustru, og han skal ære hende og rådføre sig med hende i familieanliggender. (1 Peter 3:7) Bibelen tilskynder mændene til at „elske deres hustruer som deres egne legemer“. — Efeserne 5:28.

(3) Vær en hustru der støtter din mand. Ifølge Bibelen er hustruen „et modstykke“ til manden. (1 Mosebog 2:18) Hun bidrager derfor med vigtige egenskaber i ægteskabet. Og som hans modstykke vil hun ikke konkurrere med ham, men yde ham kærlig støtte og derved fremme freden i familien. „Lad hustruerne underordne sig deres mænd,“ siger Efeserbrevet 5:22. Hvad nu hvis der er noget hun er uenig med ham i? Så skal hun føle sig fri til respektfuldt at give udtryk for sin mening — på samme måde som hun ønsker at hendes mand skal tale til hende.

(4) Vær realistisk, og forvent udfordringer. Et ægteskab kan blive sat på prøve af tankeløse og uvenlige ord, økonomiske problemer, alvorlig sygdom eller den krævende opgave at opdrage børn. Ja, Bibelen siger ligeud at de der gifter sig, „vil få trængsel i kødet“. (1 Korinther 7:28) Men trængsler, eller prøvelser, behøver ikke at svække et ægteskab. Hvis to mennesker elsker hinanden og ejer den visdom der kommer af at studere Guds ord, har de hvad der skal til for at løse potentielle kontroverser. Har du den visdom der er nødvendig for at klare de problemer der kan opstå i din familie? I Bibelen står der: „Hvis nogen af jer mangler visdom, så lad ham fortsat bede Gud derom, for han giver gavmildt til alle og uden at bebrejde.“ — Jakob 1:5.

(5) Vær trofaste mod hinanden. Intet kan næsten være mere dræbende for et ægteskab end utugt, sex uden for ægteskabet, som er den eneste skilsmissegrund Gud anerkender. (Mattæus 19:9) Bibelen siger: „Sørg for at ægteskabet holdes i ære blandt alle og at ægtesengen er ubesmittet, for Gud vil dømme utugtige og ægteskabsbrydere.“ (Hebræerne 13:4) Hvad kan ægtepar gøre for at undgå at blive fristet til at søge seksuel tilfredsstillelse uden for ægteskabet? I Bibelen læser vi: „Lad manden yde hustruen hvad der tilkommer hende; og lad også hustruen gøre det samme mod manden.“ — 1 Korinther 7:3, 4.

Nogle vil betragte disse fem råd som håbløst forældede. Men er de det? En der ser hen til Gud efter vejledning på alle livets områder, opnår faktisk gode resultater: „Han skal blive som et træ, plantet ved strømme af vand, der giver sin frugt til tiden og hvis løv ikke visner; og alt hvad han gør, det lykkes.“ (Salme 1:2, 3) Med „alt“ menes også et godt ægteskab.

[Fodnote]

^ par. 6 Yderligere oplysninger om ægteskab findes i bladet Vagttårnet for 1. februar 2011.

HAR DU SPEKULERET OVER?

● Hvordan ser Gud på skilsmisse? — Malakias 2:14-16.

● Hvordan skal en mand behandle sin hustru? — Efeserne 5:23, 28.

● Hvilken visdom giver et godt ægteskab? — Salme 1:2, 3.