Jeg fandt ud af hvordan uretfærdighed bliver afskaffet

Fortalt af Ursula Menne

Så længe jeg kan huske, har jeg haft et brændende ønske om at se alle blive behandlet retfærdigt. På grund af dette ønske blev jeg fængslet i det kommunistiske Østtyskland. Og der, af alle steder, blev jeg klar over hvordan uretfærdighed bliver afskaffet. Lad mig forklare.

JEG er født i 1922 i den tyske by Halle, hvis historie går mere end 1200 år tilbage. Byen ligger cirka 200 kilometer sydvest for Berlin, og den var en af de første højborge for protestantismen. Min søster, Käthe, blev født i 1923. Far tjente i militæret, og mor sang i teatret.

Det var far der gav mig et stærkt ønske om at rette op på uretfærdighed. Da han forlod hæren, købte han en butik. De kunder min far fik, var for det meste fattige folk, så han havde ondt af dem og gav dem kredit. Denne ædle gestus førte imidlertid til at han gik fallit. Det min far oplevede, burde have lært mig at kampen mod ulighed og uretfærdighed er langt sværere og mere kompliceret end man umiddelbart tror. Men ungdommens idealisme er en ild der er svær at slukke.

Fra mor arvede jeg et kunstnerisk talent, og det var hende der åbnede Käthes og mine øjne for musik, sang og dans. Jeg var et glad og aktivt barn, og min søster og jeg havde et dejligt liv — indtil året 1939.

Et mareridt begynder

Efter at jeg var færdig med min grundlæggende uddannelse, kom jeg ind på en balletskole hvor jeg også lærte Ausdruckstanz (udtryksdans) som Mary Wigman underviste i. Hun var pioner inden for ekspressionistisk dans, som kræver at kunstneren udtrykker sine følelser i dans. Jeg begyndte også at male billeder. Mine første teenageår var derfor lykkelige, spændende og lærerige. Men så kom 1939 og dermed Anden Verdenskrig. Endnu et hårdt slag for os var da far døde af tuberkulose i 1941.

Krig er et mareridt. Til trods for at jeg kun var 17 år da krigen begyndte, kunne jeg se at verden var blevet forrykt. Jeg så skarer af ganske almindelige borgere blive grebet af nazihysteriet. Så fulgte afsavn, død og ødelæggelse. Vores hus blev alvorligt beskadiget i et bombeangreb, og under krigen blev adskillige i min familie dræbt.

Da krigen ophørte i 1945, boede mor, Käthe og jeg stadig i Halle. På det tidspunkt var jeg imidlertid blevet gift og havde en lille datter, men forholdet mellem min mand og jeg var ret anspændt. Vi flyttede fra hinanden, og eftersom jeg skulle forsørge mig selv og min datter, arbejdede jeg som danser og kunstmaler.

 Efter krigen blev Tyskland opdelt i fire zoner, og vores by lå i den sovjetiske zone. Vi måtte derfor alle vænne os til at være under kommunistisk styre. Vores del af Tyskland, ofte kaldet Østtyskland, fik i 1949 navnet Den Tyske Demokratiske Republik (DDR).

Livet under kommunismen

I disse år blev min mor syg, og jeg måtte tage mig af hende. Jeg blev ansat på et offentligt kontor. I den periode kom jeg i kontakt med systemkritikere blandt studerende som prøvede at henlede folks opmærksomhed på nogle af de uretfærdigheder der blev begået. En ung mand var for eksempel blevet nægtet adgang til en universitetsuddannelse fordi hans far havde været medlem af nazistpartiet. Jeg kendte udmærket den unge mand, for vi havde ofte spillet musik sammen. Jeg tænkte: ’Hvorfor skal han lide for noget hans far har gjort?’ Mit engagement i systemkritikernes arbejde blev mere intenst, og jeg besluttede at jeg ville være med til offentligt at protestere. Ved en lejlighed satte jeg endda løbesedler fast ved trappen til den lokale retsbygning.

Min retfærdighedssans blev yderligere stødt på grund af nogle breve jeg skulle skrive som sekretær for den regionale fredskomité. I et andet tilfælde planlagde komitéen af politiske grunde at sende kommunistisk propagandamateriale til en ældre mand der boede i Vesttyskland, for at rette mistanke mod ham. Jeg blev så harmfuld over den uhæderlige behandling af manden at jeg skjulte pakkerne på kontoret. Og derfor blev de aldrig sendt.

„Den værste i sygesalen“ gav mig håb

I juni 1951 kom to mænd ind på mit kontor og bekendtgjorde: „Du er anholdt!“ De tog mig til et fængsel der blev kaldt Roter Ochse (Røde Okse). Et år senere blev jeg anklaget for undergravende virksomhed mod staten. En studerende havde forrådt mig til Stasi, det hemmelige politi, ved at fortælle politiet om mine tidligere protester med løbesedlerne. Rettergangen var absurd, for ingen tog nogen som helst notits af hvad jeg havde at sige til mit forsvar. Jeg fik seks års fængsel. På et tidspunkt blev jeg syg og indlagt på fængselets hospital hvor jeg blev anbragt i en sovesal sammen med 40 andre kvinder. Da jeg så alle disse dybt ulykkelige mennesker, gik jeg i panik. Jeg styrtede hen til døren og slog på den med knyttede næver.

„Hvad vil du?“ spurgte vagten.

„Jeg vil ud herfra,“ råbte jeg. „Sæt mig i enecelle om nødvendigt, bare du får mig ud herfra!“ Han ignorerede selvfølgelig min tryglen. Kort efter lagde jeg mærke til en kvinde der var anderledes end de andre. Hendes øjne afspejlede en indre ro, så jeg satte mig ved siden af hende.

„Hvis du vil sidde så tæt på mig, må du hellere passe på,“ sagde hun til min overraskelse. Så tilføjede hun: „De andre synes jeg er den værste i sygesalen fordi jeg er et af Jehovas Vidner.“

Dengang vidste jeg ikke at Jehovas Vidner blev betragtet som fjender af den kommunistiske stat. Men jeg vidste at to Bibelstudenter (som Jehovas Vidner dengang blev kaldt) regelmæssigt havde besøgt far da jeg var barn. Faktisk huskede jeg at far engang havde sagt: „Bibelstudenterne har ret!“

Jeg græd af lettelse over at møde denne kære kvinde, hvis navn var Berta Brüggemeier. „Vil du ikke nok fortælle mig om Jehova?“ spurgte jeg. Fra da af tilbragte vi megen tid sammen og drøftede ofte bibelske emner. Noget af det jeg lærte, var at den sande Gud, Jehova, er en kærlig, retfærdig og fredselskende Gud. Jeg lærte også at han vil rette op på al den skade som onde og tyranniske mennesker har forårsaget. „Om kort tid, da er den ugudelige ikke mere . . . Men de sagtmodige tager jorden i besiddelse, og de kan glæde sig over megen fred,“ siges der i Salme 37:10, 11.

Min løsladelse og flugt til Vesten

I 1956 blev jeg løsladt efter at have tilbragt lidt over fem år i fængsel. Fem dage efter min  løsladelse flygtede jeg fra DDR. På det tidspunkt havde jeg to døtre, Hannelore og Sabine, som jeg tog med til Vesttyskland. Der blev min mand og jeg skilt, og jeg begyndte igen at komme sammen med Jehovas Vidner. Under mit studium af Bibelen blev jeg klar over at det var nødvendigt for mig at gøre en del forandringer for at kunne rette mit liv ind efter Jehovas normer. Det gjorde jeg så, og i 1958 blev jeg døbt.

Senere giftede jeg mig igen, denne gang med et af Jehovas Vidner — Klaus Menne. Vi havde et pragtfuldt ægteskab og fik to børn sammen — Benjamin og Tabia. Tragisk nok omkom Klaus i en ulykke for cirka 20 år siden, og jeg har aldrig giftet mig igen. Håbet om opstandelsen er dog til stor trøst for mig, for jeg ved at de døde vil blive oprejst til liv i et paradis her på jorden. (Lukas 23:43; Apostelgerninger 24:15) Det er også en stor trøst for mig at mine fire børn alle tjener Jehova.

Takket være mit studium af Bibelen har jeg lært at kun Jehova kan give os sand retfærdighed. I modsætning til mennesker tager han alle vore forhold i betragtning såvel som vores baggrund — omstændigheder som ofte er skjult for andres øjne. Denne værdifulde viden har givet mig fred, især når jeg ser eller oplever uretfærdighed. I Bibelen står der: „Hvis du ser den der har få midler blive undertrykt og ret og retfærdighed blive brudt med magt i en provins, skal du ikke være forbløffet over det der foregår, for en der står over den højtstående vogter på ham, og der er [den Højeste over dem begge].“ (Prædikeren 5:8, fodnoten) „Den Højeste“ er naturligvis vor Skaber. „Der er ingen skabning som er usynlig for ham, men alle ting er nøgne og blottede for hans øjne,“ siges der i Hebræerbrevet 4:13.

Et tilbageblik over næsten 90 år

Nogle gange spørger folk mig om hvordan det var at leve under det nazistiske regime og derefter under det kommunistiske. Livet var ikke let under nogen af dem. Som det forholder sig med alle andre jordiske styreformer, har de begge meget klart vist at menneskene ikke er i stand til selv at styre. Bibelen siger meget sandt og lige ud: „Det ene menneske har udøvet myndighed over det andet til skade for det.“ — Prædikeren 8:9.

Da jeg var ung og naiv, så jeg hen til mennesker efter et retfærdigt styre. Nu ved jeg bedre. Kun Skaberen kan sørge for at vi får en verden hvor der er virkelig retfærdighed. Det vil han gøre ved at fjerne alle de onde og lade sin søn, Jesus Kristus, som altid sætter andres interesser før sine egne, udøve fuld herredømme over jorden. Om Jesus siger Bibelen: „Du elskede retfærdighed og hadede lovløshed.“ (Hebræerne 1:9) Jeg er så taknemmelig for at Gud ledte mig til denne vidunderlige og retfærdige Konge, under hvis styre jeg håber at leve for altid.

[Illustration på side 23]

Med mine døtre Hannelore og Sabine efter at vi ankom til Vesttyskland

[Illustration på side 23]

I dag med min søn, Benjamin, og hans kone, Sandra