Bibelen udsat for angreb

DEN samling af skrifter vi kender som Bibelen, eller De Hellige Skrifter, blev nedskrevet i løbet af en periode på mere end 1600 år. Den første del af denne samling blev skrevet af Moses, den sidste del af en af Jesu disciple omkring 100 år efter Jesu fødsel.

I historiens løb er der blevet gjort mange forsøg på at hindre folk i at læse Bibelen. Det begyndte man på allerede længe før vor tidsregning og fortsatte op gennem middelalderen og helt frem til vor tid. Et eksempel på dét er noget der skete 600 år før Kristi fødsel. Dengang virkede Jeremias som Guds profet.

Et upopulært budskab angribes

Profeten Jeremias blev ledet af Gud til at nedskrive et budskab i en skriftrulle. Budskabet var en fordømmelse af de syndige indbyggere i det gamle Juda og en advarsel til dem om at deres hovedstad, Jerusalem, ville blive ødelagt hvis ikke de ændrede adfærd. Jeremias’ sekretær, Baruk, læste budskabet højt på tempelområdet i Jerusalem så folk kunne høre det. Han læste det højt endnu en gang, denne gang i overværelse af Judas fyrster, som bragte skriftrullen til kong Jojakim. Kongen lyttede til Guds ord, men brød sig ikke om det han hørte, så han skar skriftrullen i stykker og brændte den. — Jeremias 36:1-23.

Derefter sagde Gud til Jeremias: „Tag dig igen en rulle, en anden en, og skriv alle de første ord i den, dem der stod i den første rulle som Jojakim, Judas konge, brændte.“ (Jeremias 36:28) Omkring 17 år senere blev Jerusalem ødelagt, mange af byens ledere blev dræbt, og indbyggerne blev ført i landflygtighed til Babylon nøjagtig som Guds ord gennem Jeremias havde forudsagt. Budskabet i skriftrullen — og en beretning om de omstændigheder angrebet fandt sted under — har overlevet frem til vor tid i den bog i Bibelen der bærer Jeremias’ navn.

Afbrænding af De Hellige Skrifter fortsætter

Jojakim var ikke den eneste i førkristen tid der forsøgte at brænde Guds ord. Efter at det græske rige var blevet splittet op, kom Israel  under indflydelse af det seleukidiske herredømme. Den seleukidiske kong Antiochos Epifanes, der regerede fra 175 f.v.t. til 164 f.v.t., ønskede at sammensmelte sit rige med græsk, eller hellenistisk, kultur. For at nå det mål søgte han at tvinge jøderne til at antage græske skikke og græsk religion.

Cirka år 168 f.v.t. plyndrede Antiochos Jehovas tempel i Jerusalem. Oven på alteret byggede han et andet alter til ære for den græske gud Zeus. Antiochos forbød også jøderne at holde sabbat og at omskære deres sønner. Der var dødsstraf for ikke at overholde disse bestemmelser.

Som et led i sin plan om at fjerne jødedommen fra landet forsøgte Antiochos at tilintetgøre alle skriftruller der indeholdt Moseloven. På trods af at han lod hele Israel gennemsøge, lykkedes det ham ikke at ødelægge alle eksemplarer af De Hebraiske Skrifter. Nogle skriftruller, som var omhyggeligt skjult, har sikkert undsluppet flammerne i Israel, og man ved at kolonier af jøder som levede andre steder, har bevaret afskrifter af De Hellige Skrifter.

Diokletians edikt

En anden fremtrædende hersker som forsøgte at ødelægge Skrifterne, var den romerske kejser Diokletian. I 303 e.v.t. udstedte han en række edikter som blev stadig hårdere i tonen mod de kristne. Det resulterede i det nogle historikere har kaldt „den store forfølgelse“. Diokletians første edikt påbød at afskrifter af De Hellige Skrifter skulle brændes, og at de kristne mødesteder skulle rives ned. Harry Y. Gamble, professor i teologi ved Virginia-universitetet, har skrevet: „Diokletian tog det for givet at ethvert kristent samfund, hvor det end måtte befinde sig, havde en samling af bøger, og han vidste at bøgerne var afgørende for at disse samfund kunne overleve.“ Kirkehistorikeren Eusebios af Cæsarea i Palæstina, der levede i denne periode, beretter: ’Jeg så med egne øjne bedehusene blive revet ned fra øverst til nederst lige til selve fundamentet og de guddommelige og hellige skrifter blive kastet i ilden midt på torvene.’

Tre måneder efter Diokletians første edikt skal borgmesteren i den nordafrikanske by Cirta, nu kendt som Constantine, have beordret de kristne til at udlevere alle „lovens skrifter“ og „eksemplarer af Skrifterne“. Der er beretninger fra den samme periode om kristne der foretrak at blive tortureret og dræbt frem for at udlevere afskrifter af Bibelen så de kunne blive tilintetgjort.

Formålet med angrebene

Fælles for Jojakim, Antiochos og Diokletian var at de ønskede at fjerne — ja, udrydde — Guds ord. Bibelen overlevede dog alle de forsøg man gjorde for at tilintetgøre den. Efter Diokletians død hævdede romerske herskere at de havde omvendt sig til kristendommen. Men Bibelen blev fortsat udsat for angreb. Hvorfor?

Senere hævdede herskerne og endda kirkelederne at man ikke skulle opfatte bibelafbrændinger som et forsøg på at udrydde Bibelen, men blot som et forsøg på at afholde menigmand fra at få fat på Bibelen. Men hvorfor ønskede kirkelederne det? Og hvor langt gik kirken i sine bestræbelser for at hindre folk i at læse i Bibelen? Lad os se.