Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

De prøvede at hindre folk i at høre Guds ord

De prøvede at hindre folk i at høre Guds ord

De prøvede at hindre folk i at høre Guds ord

SOM tiden gik, blev der gjort forsøg på at oversætte Bibelen til de sprog som folk almindeligvis talte. Bibelen var skrevet på hebraisk og græsk, men det var kun få der var i stand til at læse disse sprog. Hvis vi i dag kun havde mulighed for at læse den på disse oldtidssprog, ville det være de færreste af os der kunne forstå Guds ord.

Næsten 300 år før Jesus levede på jorden, begyndte man at oversætte De Hebraiske Skrifter til græsk. Denne oversættelse er kendt som den græske Septuaginta. Omkring 700 år senere udarbejdede Hieronymus en berømt oversættelse kendt som Vulgata. Det var en oversættelse af De Hebraiske og De Græske Skrifter til latin, som på det tidspunkt var det mest udbredte sprog i Romerriget.

Senere begyndte latin at træde i baggrunden som et fællessprog. Kun de veluddannede bevarede kendskabet til latin, og den katolske kirke modsatte sig de forsøg der blev gjort på at oversætte Bibelen til andre sprog. Religiøse ledere holdt på at Bibelen kun skulle foreligge på hebraisk, græsk og latin, for de mente ikke at andre sprog var velegnede til det. *

Bibeloversættelse og kirkesplittelser

I det niende århundrede efter vor tidsregning gjorde Methodios og Kyrillos en indsats for at slavisk blev et kirkesprog. De var missionærer fra Thessalonika og agerede på vegne af østkirken i Byzans. Det var deres mål at slaviske folkeslag i Østeuropa, som hverken forstod græsk eller latin, skulle have mulighed for at lære om Gud på deres eget sprog.

Disse missionærer oplevede imidlertid en voldsom modstand fra tyske præster, der søgte at gennemtvinge brugen af latin for at danne et bolværk mod den stadig voksende indflydelse fra den byzantinske kristendom. De tyske præster vægtede tydeligvis politik højere end folks religiøse oplæring. Øgede spændinger mellem den vestlige og østlige del af kristenheden førte i 1054 til en splittelse mellem den romerskkatolske kirke og den ortodokse kirke i øst.

Kampen mod bibeloversættelse

Den romerskkatolske kirke betragtede efterhånden latin som et helligt sprog. Så da Vratislav, hertug af Bøhmen, i 1079 søgte om tilladelse til at forrette de lokale gudstjenester på slovensk, sendte pave Gregor VII følgende skriftlige svar: „Vi kan på ingen måde imødekomme denne anmodning.“ Hvad var hans begrundelse?

„Det er tydeligt for dem der tænker grundigt over sagen,“ udtalte paven, „at det har behaget Gud at fordunkle Den Hellige Skrift visse steder, for hvis alle klart kunne forstå den, ville den måske blive forsimplet eller omfattet med respektløshed; eller mindre begavede kunne misforstå den i en sådan grad at det førte dem i vildfarelse.“

Det jævne folk havde meget begrænset adgang til Bibelen, og det skulle der ikke laves om på. Derved fik de gejstlige magt over masserne. De gejstlige ønskede ikke at menigmand skulle blande sig i noget som de betragtede som deres domæne.

I 1199 skrev pave Innocens III om nogle „kættere“ som havde oversat Bibelen til fransk og dristet sig til at drøfte indholdet med hinanden. Han mente at man på dem kunne hæfte Jesu ord: „Giv ikke hunde det hellige, og kast ikke jeres perler for svin.“ (Mattæus 7:6) Hvad begrundede han det med? „Ingen ulærd må vove at beskæftige sig med de ophøjede Hellige Skrifter eller gøre andre kendt med dem.“ De der modsatte sig pavens ordre, blev ofte overgivet til inkvisitorer der tvang dem til at tilstå under tortur. De der nægtede at tage deres ord tilbage, blev brændt levende.

Der blev ført en lang kamp mod det at eje en bibel og at læse i den. Og i løbet af denne kamp henviste man ofte til pave Innocens’ skrivelse for at få støtte til at forbyde at man brugte Bibelen og oversatte den til andre sprog. Kort efter at hans dekret var blevet udstedt, begyndte man at brænde bibler på folks modersmål, samt nogle af dem der ejede en sådan bibel. I de efterfølgende århundreder gjorde biskopper og regenter i det katolske Europa brug af alle tænkelige midler for at sikre at det forbud som var blevet udstedt af pave Innocens III, blev overholdt.

Det katolske hierarki vidste udmærket at mange af dets læresætninger ikke var baseret på Bibelen, men på kirketraditionen. Det var uden tvivl en af grundene til at hierarkiet var så tilbageholdende med at tillade at katolikkerne fik adgang til Bibelen. Hvis folk kunne have læst i Guds ord, var de blevet klar over at de dogmer som deres kirke lærte, stod i stærk kontrast til Bibelens lære.

Reformationens virkninger

Europas religiøse landskab ændrede sig da protestantismen begyndte at tage form. Det var hovedsagelig Martin Luthers forståelse af Skriften der fik ham til at forsøge at reformere den katolske kirke for til sidst at bryde med den i 1521. Da Luther helt og holdent havde brudt med den, gik han, som var en dygtig oversætter, derfor i gang med at gøre Bibelen tilgængelig for offentligheden.

Den katolske kirke blev opmærksom på Luthers oversættelse til tysk og dens store udbredelse, og kirken mente at Luthers bibel skulle overskygges af en som havde kirkens accept. Snart forelå der to sådanne katolske oversættelser på tysk. Men i 1546, knap 25 år senere, lagde Tridentinerkoncilet praktisk taget enhver form for trykning af religiøs litteratur, deriblandt bibeloversættelser, ind under den katolske kirkes myndighed og kontrol.

Ved Tridentinerkoncilet erklærede man: „I eftertiden skal De Hellige Skrifter . . . trykkes så korrekt som overhovedet muligt, og det er ikke længere lovligt at trykke, eller stå bag trykningen af, nogen som helst bog der omhandler hellige emner, uden at forfatterens navn oplyses, eller i fremtiden at sælge sådanne bøger, eller endda eje dem, førend de er blevet undersøgt og godkendt af den [lokale biskop].“

I 1559 udsendte pave Paul IV den første fortegnelse over bøger som den romerskkatolske kirke havde forbudt. Den forbød at man ejede engelske, franske, hollandske, italienske, spanske og tyske bibeloversættelser, såvel som nogle på latin. Enhver der ønskede at læse Bibelen, fik den besked at de skulle skaffe sig en skriftlig tilladelse fra biskopper eller inkvisitorer — ikke særligt opløftende for dem der ønskede at undgå at blive beskyldt for kætteri.

Folk der vovede at eje eller uddele bibler på det sprog menigmand talte i deres område, udsatte sig for den katolske kirkes vrede. Mange blev arresteret, brændt på bålet, spiddet og ristet over ild, idømt fængselsstraffe på livstid eller sendt til galejerne. Konfiskerede bibler blev brændt. Ja, de katolske præster fortsatte med at konfiskere og brænde bibler et godt stykke ind i det 20. århundrede.

Det betyder ikke at protestantismen har været en sand ven og forsvarer af Bibelen. I det 18. og 19. århundrede gik flere protestantiske teologer i brechen for nogle studiemetoder der senere blev kendt som højere bibelkritik. Med tiden har mange mennesker antaget lærepunkter som er påvirket af darwinistiske teorier om at livet ikke blev skabt, men på en eller anden måde er opstået ved et tilfælde og har udviklet sig uden intervention fra en Skaber.

Teologer, og endda mange præster, har undervist andre i at Bibelen stort set er baseret på legender og myter. Og derfor er det ikke usædvanligt at høre protestantiske præster, såvel som mange af deres sognebørn, forkaste Bibelen som uhistorisk.

Måske har du selv bemærket at mange sætter spørgsmålstegn ved Bibelens pålidelighed, eller måske er du overrasket over de mange forsøg man har gjort på at udrydde den i forgangne århundreder. Men angrebene er slået fejl. Bibelen har overlevet dem alle!

Hvorfor den har overlevet

Mange har sandt nok haft stor kærlighed til Bibelen og har været villige til at risikere deres liv for at forsvare den. Men grunden til at den har overlevet frem til i dag, skyldes dog en kraft der er større end menneskers kærlighed. Den kraft er Guds ånd, som inspirerede dem der bidrog med de skrifter som udgør Bibelen. — Esajas 40:8; 1 Peter 1:25.

Når vi læser i Bibelen og anvender det vi lærer, vil vi kunne få et bedre liv, helbred og familieliv. Gud ønsker at Bibelen skal overleve og oversættes til så mange sprog som muligt, så alle kan få mulighed for at lære at tjene og elske ham og til sidst få del i hans evige velsignelser. Det er vel hvad vi alle ønsker!

Jesus sagde i en bøn til sin himmelske Fader: „Dit ord er sandhed.“ (Johannes 17:17) Det er gennem Bibelen — deriblandt de skrifter som Jesus læste og underviste andre i — at Gud giver svar på de spørgsmål som retsindige mennesker stiller.

Vi vil varmt tilskynde dig til at lære mere om Guds budskab til menneskeheden som findes i Bibelen. Jehovas Vidner, som uddeler dette blad, vil være glade for at hjælpe dig. *

[Fodnoter]

^ par. 4 Denne idé synes at stamme fra noget den spanske biskop Isidor af Sevilla (560-636 e.v.t.) havde skrevet. Han hævdede: „Der er tre hellige sprog: hebraisk, græsk og latin, og de overgår alle andre i verden. For det var på disse tre sprog at Pilatus skrev sin anklage mod Herren oven over korset.“ Beslutningen om at ophænge denne anklage på disse tre sprog blev truffet af de hedenske romere. Det var ikke en beslutning der var truffet under Guds ledelse.

^ par. 28 Du kan uden forpligtelse kontakte Jehovas Vidner ved at benytte en af de adresser du finder på side 5 i dette blad, eller ved at gå ind på hjemmesiden www.watchtower.org.

[Tekstcitat på side 6]

Det jævne folk fik meget begrænset adgang til Bibelen, og det gav de gejstlige magt over masserne

[Tekstcitat på side 8]

Når det blev opdaget at nogle vovede at eje eller uddele bibler, blev de arresteret, brændt på bålet eller idømt fængselsstraffe på livstid

[Ramme på side 9]

BIBELENS SVAR

Skaberen ønsker at vi kender svarene på disse grundlæggende spørgsmål:

● Hvorfor er vi her?

● Hvorfor er der så mange lidelser?

● Hvor er de døde?

● Hvor er menneskeheden på vej hen?

Bibelen indeholder svarene på disse spørgsmål og praktiske råd om hvordan man finder sand lykke.

[Oversigt/⁠illustrationer på side 6, 7]

TIDSLINJE VEDRØRENDE ANGREB PÅ BIBELEN

ca. 636 e.v.t.

Isidor af Sevilla hævder at hebraisk, græsk og latin er „hellige“ sprog, og at Bibelen derfor kun skal foreligge på disse sprog

1079

Pave Gregor VII nægter hårdnakket at give Vratislav tilladelse til at slavisk kan bruges i kirken med den begrundelse at „mindre begavede“ ikke skal have adgang til Skrifterne

1199

Pave Innocens III betragter dem der drister sig til at oversætte Bibelen eller at drøfte dens indhold med andre, som kættere. Ofte bliver de der modsætter sig pavens ordre, tortureret eller dræbt

1546

Ved Tridentinerkoncilet erklæres det at den katolske kirke først skal give sin tilladelse inden man kan trykke en bibeloversættelse

1559

Pave Paul IV forbyder at folk ejer bibler på menigmands sprog. Oversættelser på folks modersmål bliver konfiskeret og brændt. Og ofte bliver biblerne brændt sammen med deres ejermænd

[Kildeangivelser]

Pave Gregor VII: © Scala/⁠White Images/⁠Art Resource, NY; pave Innocens III: © Scala/⁠Art Resource, NY; Tridentinerkoncilet: © Scala/⁠White Images/⁠Art Resource, NY; pave Paul IV: © The Print Collector, Great Britain/⁠HIP/⁠Art Resource, NY

[Kildeangivelse på side 8]

Fra Foxes Book of Martyrs