Det er aldrig for sent at blive Guds ven

Fortalt af Olavi J. Mattila

„Har du nogen sinde tænkt over at du kan få nøjagtig kundskab om Skaberen?“ Dette spørgsmål blev stillet af et af Jehovas Vidner, og det fik mig til at grunde over tingene. På det tidspunkt var jeg over 80 år og havde lært mange fremtrædende mennesker at kende, deriblandt politiske ledere. Men var det virkelig muligt i min alder at lære Gud at kende og blive hans ven?

JEG er født i oktober 1918 i Hyvinkää i Finland. Som barn hjalp jeg til med forskellige opgaver på gården. Vi opdrættede kvæg, heste, kyllinger og gæs. Jeg lærte at være flittig og udføre et godt stykke arbejde.

Efterhånden som jeg voksede op, tilskyndede mine forældre mig til at tage en uddannelse. Da jeg var gammel nok, flyttede jeg derfor hjemmefra for at gå på universitetet. Jeg engagerede mig også i idræt og lærte den daværende formand for Det Finske Idrætsforbund, Urho Kekkonen, at kende. Jeg havde ingen anelse om at han skulle blive Finlands statsminister og senere landets præsident, embeder han tilsammen beklædte i cirka 30 år. Og jeg havde aldrig forestillet mig hvilken indflydelse han ville få på mit liv.

En tilværelse med magt og position

I 1939 opstod der fjendtligheder mellem Finland og Sovjetunionen. I november samme år blev jeg indkaldt til militæret. Først gav jeg militærtræning til reserven, og senere var jeg øverstbefalende for en maskingeværdeling. Krigen blev udkæmpet i Karelen, et grænseområde mellem Finland og Sovjetunionen. I sommeren 1941 blev jeg hårdt såret af granatsplinter under kamp i nærheden af byen Vyborg og bragt til et militærhospital, og jeg kunne ikke længere deltage i krigen.

I september 1944 blev jeg hjemsendt fra hæren og vendte tilbage til universitetet. Jeg tog også fat på at dyrke atletik igen, og tre gange blev jeg finsk mester, to gange i stafet og en gang i hækkeløb. Jeg fik også en universitetsgrad i teknologi og økonomi.

I mellemtiden var Urho Kekkonen blevet en magtfuld politisk figur. I 1952, mens han var statsminister, bad han mig om at arbejde som diplomat i Kina. Der mødte jeg flere højtstående personer, blandt andet Mao Zedong, som var Kinas leder. Den vigtigste person jeg mødte i Kina, var imidlertid en yndig, ung kvinde, Annikki, der arbejdede for det finske udenrigsministerium. Hun blev min hustru i november 1956.

Det følgende år blev jeg overført til den finske ambassade i Argentina. Mens vi boede der, fik vi vores første børn, to sønner. I januar 1960 vendte vi tilbage til Finland. Kort efter kom vores tredje barn til verden, og det blev en pige.

 Højt placeret i regeringen

Jeg havde aldrig været medlem af et politisk parti, men i november 1963 bad præsident Kekkonen mig alligevel om at blive minister for udenrigshandel. I de følgende 12 år har jeg haft seks ministerposter, to gange har jeg været udenrigsminister. Dengang troede jeg fuldt og fast på at mennesker kunne løse verdens problemer ved at bruge deres forstandsevner. Det gik dog hurtigt op for mig at mennesker tørster efter magt. Jeg så med egne øjne hvor skadelig en virkning mistillid og misundelse har. — Prædikeren 8:9.

Jeg så naturligvis også at der er mange som oprigtigt bestræber sig for at forbedre forholdene. Men i sidste ende kan selv ledere med de bedste intentioner, ikke opfylde deres målsætninger.

I sommeren 1975 ankom 35 statsoverhoveder til Helsinki for at overvære Konferencen om Sikkerhed og Samarbejde i Europa. På det tidspunkt var jeg udenrigsminister og en af præsident Kekkonens fortrolige rådgivere. Jeg fik til opgave at tilrettelægge konferencen, og det gav mig mulighed for at møde alle de fremmødte statsledere.

I løbet af disse få dage blev mine diplomatiske evner prøvet til det yderste. Blot det at få medlemmer til at acceptere hvor de skulle sidde i forhold til andre, var noget af en udfordring! Ikke desto mindre følte jeg at konferencen, sammen med en række opfølgningsmøder, bidrog til en forbedring af menneskerettighederne og til større tolerance mellem supermagterne.

Bevidst om mit åndelige behov

I 1983 trak jeg mig tilbage, og vi flyttede til Frankrig, hvor min datter boede. Så blev vores familie ramt af en tragedie. I november 1994 fik Annikki konstateret brystkræft. Samme år blev jeg involveret i en investeringsplan som viste sig at være ulovlig. Jeg havde hele mit liv gjort alt hvad jeg kunne, for at holde mit navn uplettet. Men denne ene fejlbedømmelse kastede smuds på mit omdømme.

Ved flere lejligheder havde jeg talt med Jehovas Vidner. Jeg kunne godt lide at få besøg af dem og tog også imod deres blade, men jeg var en meget travl mand og havde ikke tid til at beskæftige mig med åndelige emner. I 2000 tog jeg mig imidlertid af Annikki, som stadig kæmpede med brystkræft. En dag i september 2002 fik jeg besøg af et af Jehovas Vidner. Han stillede mig det spørgsmål som er nævnt i begyndelsen af denne artikel. Jeg tænkte: ’Er det virkelig muligt at lære sandheden om Gud at kende? Er det muligt at blive hans ven?’ Jeg gravede min bibel frem fra mine gemmer, og den var godt støvet. Derefter begyndte jeg  regelmæssigt at drøfte Bibelen med Jehovas Vidner.

I juni 2004 døde min kære hustru, og jeg stod alene tilbage. Mine børn gav mig naturligvis stor følelsesmæssig støtte, men jeg havde alligevel flere spørgsmål om hvad der sker med os når vi dør. De spørgsmål stillede jeg to lutheranske præster. De svarede blot: „Ja, det er nogle svære spørgsmål.“ Jeg var ikke tilfreds med deres svar. Og det gjorde mig endnu mere bevidst om mine åndelige behov.

Mens jeg fortsat studerede Bibelen med Jehovas Vidner, voksede jeg i nøjagtig kundskab, netop det jeg havde higet efter. For eksempel forklarer Bibelen at døden er en tilstand hvor der ikke er nogen bevidsthed, ligesom søvn, og at de døde har mulighed for at leve igen som mennesker på jorden. (Johannes 11:25) Det gav mig håb og var til stor trøst for mig.

Snart læste jeg Bibelen igennem på egen hånd. Et skriftsted der gjorde indtryk på mig, var Mika 6:8, hvor der står: „Hvad kræver Jehova af dig andet end at du øver ret og elsker loyal hengivenhed og vandrer beskedent med din Gud?“ Den visdom og enkelhed som denne leveregel udtrykte, tiltrak mig. Det viste også hvor kærlig og retfærdig Jehova Gud er.

Et håb for fremtiden

Efterhånden som jeg lærte sandheden om Gud at kende, fik jeg større tro på ham. Med tiden opbyggede jeg et nært venskab med Skaberen. Jeg var imponeret over hans ord i Esajas 55:11: „Sådan vil det være med mit ord som går ud af min mund. Det vender ikke tilbage til mig med uforrettet sag, men vil gøre hvad jeg har behag i, og gennemføre hvad jeg har sendt det til.“ Ja, indtil nu har Gud opfyldt sine løfter, og det vil han også gøre i fremtiden. Han vil virkeliggøre den målsætning som menneskenes regeringer og deres mange politiske konferencer ikke har opfyldt, som for eksempel den der står i Salme 46:9: „Han standser krige indtil jordens ende.“

Jeg har haft stor gavn af at overvære Jehovas Vidners møder. Der har jeg mærket og set den ægte kristne kærlighed som kendetegner Jesu Kristi sande disciple. (Johannes 13:35) Denne kærlighed overgår nationalisme og er ikke noget man kender til hverken i den politiske verden eller i handelsverdenen.

Det største privilegium

Jeg er nu over 90 år gammel, og jeg anser det at være et af Jehovas Vidner for det største privilegium jeg nogen sinde har haft. Mit åndelige tomrum er blevet fyldt. Jeg har haft den forret at finde ud af hvad der er meningen med livet og lære sandheden om Gud at kende.

Det glæder mig også at jeg, selv i min alder, kan tage del i de kristne aktiviteter. Selvom jeg har mødt mange magtfulde mænd og haft store ansvarsopgaver i livet, er det intet i sammenligning med det privilegium at kende Skaberen, Jehova Gud, og blive hans ven. Jeg er ham meget taknemmelig, og jeg ønsker at prise ham for denne mulighed for at blive en af hans „medarbejdere“. (1 Korinther 3:9) Det er aldrig for sent at blive ven med Skaberen, Jehova Gud!

[Illustration på side 25]

Sammen med præsident Kekkonen og USA’s præsident Ford under Helsinki-konferencen i 1975

[Illustration på side 25]

Med præsident Kekkonen og den sovjetiske leder Brezjnev

[Illustration på side 26]

Jeg tager del i en af de kristne aktiviteter

[Kildeangivelser på side 25]

Nederst til venstre: Ensio Ilmonen/Lehtikuva; Nederst til højre: Esa Pyysalo/Lehtikuva