Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Kan homoseksualitet i nogle tilfælde forsvares?

Kan homoseksualitet i nogle tilfælde forsvares?

Hvad siger Bibelen?

Kan homoseksualitet i nogle tilfælde forsvares?

HOMOSEKSUALITET bliver mere og mere accepteret i mange lande. En gruppe i en kirke i USA opfordrer til at man genfortolker det Bibelen siger om homoseksualitet, „i lyset af den viden man har i dag“. En præst i Brasilien som for nylig indgik ægteskab med en af det samme køn, har også tilskyndet til at „man ser på Bibelen med friske øjne“ og følger hans kirkes moderne syn på sagen.

De der ikke billiger homoseksuelle handlinger, bliver på den anden side ofte stemplet som homofobiske eller fordomsfulde. Hvad siger Bibelen egentlig om homoseksualitet?

Hvad står der i Bibelen?

Bibelen støtter ikke at man er fordomsfuld over for andre mennesker. Men dens syn på homoseksuelle handlinger er ikke til at tage fejl af.

„Du må ikke ligge hos en mand som man ligger hos en kvinde. Det er en vederstyggelighed.“ — 3 Mosebog 18:22.

Denne lovbestemmelse, som indgik i Moseloven, var en af mange morallove som specifikt blev givet til Israels folk. Alligevel er dette forbud et udtryk for hvordan Gud betragtede homoseksuelle handlinger, hvad enten de blev begået af jøder eller ikkejøder, for disse handlinger blev omtalt som „en vederstyggelighed“. De folkeslag der omgav Israel, praktiserede homoseksualitet, incest og utroskab samt andre handlinger som Loven forbød. Derfor betragtede Gud disse nationer som urene. (3 Mosebog 18:24, 25) Blev dette bibelske synspunkt ændret i den kristne æra? Tænk over hvad der siges i følgende skriftsted:

„Gud overgav dem til vanærende seksuelle lidenskaber, for både ombyttede deres kvinder den naturlige omgang med den unaturlige, og ligeledes forlod også mændene den naturlige omgang med kvinden og blev optændt i deres begær efter hinanden, idet mænd med mænd øvede hvad der er uanstændigt.“ — Romerne 1:26, 27.

Hvorfor bliver homoseksuelle handlinger beskrevet som noget unaturligt og uanstændigt i Bibelen? Fordi de indbefatter seksuelt samkvem der ikke harmonerer med Skaberens hensigt. Et sådant samkvem kan ikke frembringe afkom. Bibelen sammenligner homoseksuelle handlinger med det seksuelle samkvem oprørske engle, der senere blev kendt som dæmoner, havde med kvinder før vandfloden på Noas tid. (1 Mosebog 6:4; 19:4, 5; Judas 6, 7) Gud betragter begge handlinger som unaturlige.

Er der faktorer som kan forsvare homoseksualitet?

Nogle tænker måske: ’Kan arvelige faktorer, miljø eller traumatiske oplevelser, som for eksempel seksuelt misbrug, ikke forsvare at man giver efter for homoseksuelle ønsker?’ Nej, for tænk engang over følgende eksempel: En person kan være det forskere betragter som genetisk disponeret for alkoholisme, eller han eller hun er måske vokset op i en familie hvor alkoholmisbrug var almindeligt. Det er klart at de fleste vil være forstående over for en der befinder sig i en af disse situationer. Men det betyder jo ikke at man vil opfordre vedkommende til at fortsætte med sit alkoholmisbrug eller at opgive kampen mod sit misbrug blot fordi han eller hun er født med en sådan tendens eller er vokset op i et sådant miljø.

Svarende hertil fordømmer Bibelen ikke dem der kæmper med homoseksuelle tilbøjeligheder; men den tolererer på ingen måde at man giver efter for sådanne tilbøjeligheder, hvad enten de er genetisk betingede eller har en anden årsag. (Romerne 7:21-25; 1 Korinther 9:27) Bibelen tilbyder i stedet praktisk hjælp og opmuntring så den enkelte kan vinde kampen og ikke giver efter for sine lyster.

Hvordan forholder Gud sig til dem der føler sig tiltrukket af deres eget køn?

Bibelen forsikrer os om at det er Guds vilje at „alle slags mennesker skal frelses og komme til nøjagtig kundskab om sandheden“. (1 Timoteus 2:4) Bibelen misbilliger ganske rigtigt homoseksuelle handlinger, men den tilskynder ikke til had mod homoseksuelle.

Guds syn på homoseksualitet kan ikke udvandes. I Bibelen står der utvetydigt i Første Korintherbrev 6:9, 10 at „mænd som ligger hos mænd“, er blandt dem der ikke skal arve Guds rige. Men vers 11 tilføjer denne trøstende tanke: „Og dog er det sådan nogle af jer har været. Men I er blevet vasket rene, I er blevet helliget, og I er blevet erklæret retfærdige i vor Herre Jesu Kristi navn og med vor Guds ånd.“

Det er altså tydeligt at de der oprigtigt ønskede at tilbede Gud på hans betingelser, blev budt hjertelig velkommen i den første kristne menighed. Det samme gælder i dag for alle dem der oprigtigt søger at opnå Guds godkendelse — ikke ved at genfortolke Bibelen — men ved at indrette deres liv efter Guds ord.

HAR DU SPEKULERET OVER?

● Hvad er Bibelens syn på homoseksuelle handlinger? — Romerne 1:26, 27.

● Diskrimineres de der føler sig tiltrukket af deres eget køn, i Bibelen? — 1 Timoteus 2:4.

● Er det muligt at afholde sig fra homoseksuelle handlinger? — 1 Korinther 6:9-11.

[Illustration på side 29]

Er der nogen grund til at genfortolke Guds syn på homoseksualitet?