Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Middelalderens mestre i astronomi

Middelalderens mestre i astronomi

Middelalderens mestre i astronomi

I HISTORIENS løb er mennesker blevet grebet af ærefrygt når de har betragtet solen, månen og stjernerne. Studiet af disse himmellegemers positioner og bevægelser har medført at vi mennesker kan holde regnskab med dage, måneder og år.

Araberne var et af de mange folkeslag som studerede nattehimmelen. I Mellemøsten begyndte videnskabens guldalder i det niende århundrede, og fra det tidspunkt blev astronomer der talte arabisk, betragtet som mestre eller eksperter i astronomi. Deres resultater fik stor betydning for udviklingen af denne fascinerende videnskab. Lad os se hvordan.

Astronomiens pionerer

I løbet af det syvende og ottende århundrede bredte islam sig mod vest over Nordafrika til Spanien, og mod øst så langt som til Afghanistan. De lærde i dette vældige område gjorde brug af videnskabelige forskningsresultater fra Persien og Grækenland, resultater som i stor udstrækning kunne føres tilbage til Babylon og Egypten.

I det niende århundrede blev vigtige videnskabelige tekster oversat til arabisk, deriblandt den græske astronom Ptolemaios’ værker. * Abbasiderne, hvis dynasti herskede fra Afghanistan til Atlanterhavet, fik fra Indien tekster på sanskrit som indeholdt et væld af oplysninger om matematik, astronomi og andre videnskabsgrene.

Islam betragtede astronomisk viden som noget meget vigtigt. Hvorfor? Blandt andet på grund af gudsdyrkelsen. Muslimerne mener at de bør have ansigtet vendt mod Mekka når de beder, og astronomerne kunne, uanset hvor de befandt sig, fortælle præcis i hvilken retning denne by lå. I det trettende århundrede ansatte nogle moskéer endda en professionel astronom, eller muwaqqit, som hjalp de troende med at bede på den måde der blev anset for at være den rigtige. Ved hjælp af de oplysninger de indsamlede, kunne astronomerne afgøre hvornår de religiøse begivenheder og skikke skulle finde sted, eksempelvis fasten i måneden ramadan. Desuden kunne de hjælpe pilgrimme som skulle til Mekka, med at afgøre hvor lang rejsen var, og hvilken rute der ville være den mest fordelagtige.

Statsstøtte

I begyndelsen af det niende århundrede indgik studiet af astronomi i enhver højere uddannelse i Bagdad. Kalif al-Mamun byggede et observatorium i Bagdad og derefter et andet i Damaskus. Hans stab af geografer og matematikere analyserede og sammenlignede de data man havde fra den persiske, indiske og græske astronomi, og fandt frem til grunden til de forskelle der var. Der blev også bygget observatorier i flere andre byer i Mellemøsten. *

De videnskabsmænd som arbejdede ved disse observatorier, opnåede resultater som var bemærkelsesværdige for den tid. Allerede i 1031 talte Abu al Rayhan al-Biruni for eksempel om at planeternes omløbsbaner muligvis ikke var cirkelformede, men ellipseformede.

Opmåling af Jorden

Udbredelsen af islam stimulerede interessen for navigation og fremstilling af geografiske kort. Kartograferne bestræbte sig for at gøre deres opmålinger meget nøjagtige, og ofte lykkedes det for dem. Kalif al-Mamun sendte, for at opnå præcision og få fastlagt breddegrader på det verdenskort han var ved at udarbejde, to hold ind i den syriske ørken. Udstyret med astrolabier, målestokke og målesnore gik de to hold i hver sin retning indtil de kunne registrere en forskel på én grad i Nordstjernens højde over horisonten. Afstanden mellem de to hold anslog de til at være én breddegrad, eller 1/360 af Jordens omkreds. De beregnede Jordens omkreds gennem polerne til at være 37.369 kilometer — temmelig tæt på det rigtige tal, som er 40.008 kilometer!

Observatorierne i Mellemøsten rådede over en imponerende samling af avanceret udstyr — astrolabier, kvadranter, sekstanter, solure og andre instrumenter som blev brugt til at studere himmellegemerne og deres baner med. Nogle af disse instrumenter var kolossalt store. Ræsonnementet bag størrelsen var at man mente at jo større apparaterne var, jo mere præcise var de.

Arven fra middelalderens astronomer

Disse middelalderens mestre i astronomi opnåede imponerende resultater. De katalogiserede og lavede tegninger af stjernebillederne. De gav stjernerne navne og udarbejdede stadig mere nøjagtige kalendere. De registrerede sol- og måneformørkelser og forbedrede løbende deres tabeller over himmellegemernes bevægelser. De kunne angive solens, månens og fem synlige planeters position på et hvilket som helst tidspunkt af døgnet — en uvurderlig hjælp når man skulle navigere. De kunne også fortælle hvad klokken var, og føre en kalender ved hjælp af himmellegemernes position.

Med de teorier de arabisktalende astronomer opstillede for at forklare planeternes bevægelser, kom de tæt på at løse de uoverensstemmelser som fandtes i Ptolemaios’ verdensbillede. Det de manglede at forstå, var at solen, ikke Jorden, var centrum for planeternes baner. Ikke desto mindre kortlagde de stjernernes bevægelser med en nøjagtighed uden fortilfælde, og deres observationer viste sig uvurderlige for de følgende generationer af astronomer i hele verden.

[Fodnoter]

^ par. 6 Grækerne havde allerede ræsonneret sig frem til at Jorden er kugleformet. Hvordan kunne man ellers forklare at Nordstjernen stod lavere på himmelen jo længere sydpå man kom?

^ par. 9 Bygningen af sådanne observatorier var ofte foranlediget af en herskers interesse for astrologi.

[Tekstcitat på side 17]

Astronomer førte optegnelser over planeternes bevægelser i et stigende antal almanakker udarbejdet i de islamiske lande

[Ramme/​illustrationer på side 19]

EN GAMMEL „LOMMECOMPUTER“

Sekstantens forgænger, det såkaldte astrolabium, er blevet kaldt „det vigtigste astronomiske instrument før teleskopet“. I Mellemøsten brugte middelalderens videnskabsmænd dette instrument til at løse problemer vedrørende måling af tiden og registrering af himmellegemernes position.

Et astrolabium bestod af en elegant model af himmelen projiceret ned på en blankpoleret basisplade. En gradinddeling, eller nogle gange timerne på dagen, var indgraveret langs denne plades yderkant. En drejelig lineal (alhidaden) blev brugt som sigteapparat med det formål at afgøre hvor højt en given stjerne stod når man med udstrakt arm lod instrumentet hænge lodret nedad. Resultatet blev derefter aflæst på skalaer som minder om dem man har på en regnestok.

Med det alsidige astrolabium kunne man identificere stjerner, beregne hvornår solen ville stå op og gå ned på en bestemt dag, afgøre i hvilken retning Mekka lå, opmåle landområder, udregne højden på forskellige objekter og navigere. Astrolabiet var den tids „lommecomputer“.

[Illustrationer]

Astrolabium fra det 13. århundrede

En kvadrant fra det 14. århundrede

[Kildeangivelser]

Astrolabium: Erich Lessing/​Art Resource, NY; kvadrant: © New York Public Library/​Photo Researchers, Inc.

[Illustration på side 16]

En illustration fra det 16. århundrede som skildrer osmanniske astronomer der gør brug af metoder udarbejdet af arabiske forskere

[Illustration på side 18]

Himmelglobus, 1285 e.v.t.

[Illustration på side 18]

Sider af et arabisk håndskrift med stjernebilleder, udarbejdet af astronomen Abd al-Rahman al-Sufi omkring 965 e.v.t.

[Kildeangivelse på side 17]

Side 16 og 17: Art Resource, NY

[Kildeangivelser på side 18]

Manuskript: Med tilladelse fra the British Library; globus: © The Bridgeman Art Library