Særprægede skabninger i Tasmaniens skove

OM DAGEN ligger skoven stille hen. Men om natten genlyder den af skrækindjagende hyl og skrig. Skrigene kommer fra det iltre pungdyr med det uheldige navn — den tasmanske pungdjævel. Disse robuste dyr kan se utrolig aggressive ud og lyder måske også sådan når de er i gang med at fortære et kadaver. Men som oftest er deres højlydte mundhuggeri kun et spil for galleriet.

Disse pungdjævle kan forbløffende hurtigt rydde skoven for ådsler. Med deres stærke kæber og tænder kan de fortære næsten et hvilket som helst ådsel — med hud og hår, ja selv knoglerne. På en halv time kan en pungdjævel faktisk æde det der svarer til 40 procent af sin egen kropsvægt — det vil svare til at et menneske skulle sætte en bøf på 25 kilo til livs på en gang!

Mere vindende og blid er den almindelige vombat. Dette buttede dyr er lige til at kramme. Ligesom alle andre pungdyr har hunnerne en pung og giver die til deres unger. Men i modsætning til andre beslægtede pungdyr åbner pungen på vombatten bagud, uden tvivl for at ungen ikke skal blive snavset når moderen graver gange i jorden. Desuden har vombatterne tænder der bliver ved med at vokse — og det er en stor fordel — for de bruger deres tænder til at gnave forhindringer over i jorden. Til trods for vombatternes klodsede ydre, er de forbløffende behændige og kan let og elegant plukke vegetation med deres forpoter og putte føden i munden.

En anden mærkværdig skabning er næbdyret. Det har næb og fødder som en and, krop og pels som en odder og hale  som en bæver. Næbdyret lægger æg som en høne, graver i jorden som en vombat, og giver die til sine unger som en bjørnemor. Man kan godt forstå at den første videnskabsmand der undersøgte et eksemplar, troede at nogen drev gæk med ham!

Hvorfor er det så morsomt at læse om og iagttage sådanne dyr? Det er da helt bestemt fordi Skaberen ønsker at dyrene skal give os en sådan glæde. Bibelen fortæller at han gav det første menneskepar besked på at ’råde over hver levende skabning af dem der myldrer omkring på jorden’. (1 Mosebog 1:28) At ’råde over’ inkluderer opgaven at tage sig af jordens dyreliv. Når vi betragter sådanne dyr i naturen, giver det os så ikke lyst til at varetage den opgave?

[Ramme/​illustration på side 11]

I KÆMPERNES SKYGGE

Når det handler om størrelse, er kun få levende organismer ligeså imponerende som Tasmaniens store træer. Det højeste er tasmansk eg (Eucalyptus regnans), der typisk kan blive cirka 75 meter højt. Det højeste levende eksemplar er 99,6 meter højt, blot 16 meter mindre end verdens højeste træ, et amerikansk rødtræ i Californien.

I den vilde natur finder man et andet naturligt hjemmehørende træ, fyrretræet Dacrydium franklinii. Det er kun halvt så højt som gennemsnitshøjden af en tasmansk eg, men det kan blive næsten seks gange så gammelt. Flere forskere mener at disse nåletræer kan blive 3000 år, og det gør dem til nogle af de længstlevende træer på jorden. Tømmeret fra dette „fyrstelige træ“ i Tasmanien er meget værdsat af snedkere og bådebyggere. Veddet, som er gulligt, er let at forarbejde og indeholder en vigtig olie som er et naturligt imprægnerings- og insektmiddel. Noget af det tømmer man har bjærget i skovene, kan stadig bruges efter at det har ligget i skovbunden i hundreder af år.

[Illustration på side 10]

Tasmansk pungdjævel

[Kildeangivelse]

© J & C Sohns/​age fotostock

[Illustration på side 11]

Almindelig vombat

[Illustration på side 11]

Næbdyr

[Kildeangivelser på side 11]

Vombat og næbdyr: Tourism Tasmania; kæmpetræ: Tourism Tasmania og George Apostolidis