Velfungerende sammenbragte familier

IKKE LÆNGERE BLOT BOFÆLLER

Phillips datter på tyve år, Elise, boede hjemme og havde taget sig af mange af de huslige pligter. Så blev Phillip gift med Louise. Ville stedmor og steddatter få et godt forhold til hinanden?

Louise: Det var meget svært for os i begyndelsen. Jeg er i høj grad et hjemmemenneske, og jeg var meget opsat på at leve op til min rolle som husmor.

Elise: Louise begyndte at flytte om derhjemme, og hun smed en masse af vores ting ud. Engang da jeg ryddede op, satte jeg nogle ting forkert på plads, for jeg vidste ikke længere hvor de skulle stå. Det bragte Louise ud af fatningen. Vi talte vredt til hinanden, og i en uge sagde jeg ikke et ord til hende.

Louise: På et tidspunkt sagde jeg til Elise: „Jeg ved ikke hvordan vi kommer videre, men jeg kan ikke bo et sted hvor der er så dårlig en stemning.“ Senere den aften kom hun til mig og sagde undskyld. Jeg gav hende et knus, og vi græd begge.

Elise: Louise lod nogle af mine billeder på væggen hænge, og far fjernede ikke de lamper jeg havde sat i stuen. Det lyder måske som bagateller, men det var faktisk en stor hjælp for mig at de lod de ting være, for det gav mig følelsen af at mit hjem ikke fuldstændig var forsvundet. Jeg er også taknemmelig for at Louise tager sig godt af min lillebror når han er hos os. Der er nu gået to år, og jeg er begyndt at betragte hende som en del af familien.

Louise: Nu føler jeg at Elise og jeg ikke bare er bofæller — vi er også gode venner.

 „FRED I FAMILIEN ER VIGTIGERE“

Anton og Marelize bragte hver tre børn med sig da de blev gift for seks år siden.

Anton: Vi foretager os noget som familie. Vi tager på telttur og bruger tid med børnene hver for sig. Nu har vi fået styr på de fleste af vores familieproblemer, men der gik et par år inden alt rigtigt var faldet på plads.

Marelize: Vi synes begge at det er vigtigt at vi ikke betragter børnene som „dine og mine“ børn, men som „vores“. Engang hidsede jeg mig op fordi jeg mente at Anton uden grund havde irettesat en af mine drenge og havde ladet sin datter sidde på den bedste plads i bilen. Jeg lærte at fred i familien er vigtigere end at sidde på forsædet. Vi forsøger at være fair over for børnene, selvom vi ikke kan behandle alle på præcis samme måde.

Jeg undgår også at tale om nogle af de spændende oplevelser børnene og jeg har haft i vores tidligere familie, så de andre ikke skal føle sig udenfor. I stedet giver jeg udtryk for hvor glad jeg er for den familie vi har nu.

’VI ROSER FØRST’

Francis blev gift med Cecelia for fire år siden. Deres husstand består af hendes tre voksne børn og hans teenagesøn.

Francis: Jeg prøver at være omgængelig og forsøger ikke at blive fornærmet over småting. Vi spiser regelmæssigt sammen og bruger tiden til at tale med hinanden. Jeg opmuntrer alle til at påtage sig pligter i hjemmet, for det er til gavn for hele familien.

Cecelia: Jeg bruger tid sammen med hvert af vores børn og lytter til deres bekymringer og frustrationer. Når familien samles for at tale om hvordan det går, roser vi først, og derefter peger vi på hvad de hver især kan gøre bedre. Og når jeg begår fejl, erkender jeg dem og giver en undskyldning.

 VOKSEDE OP HOS EN STEDFAR OG EN STEDMOR

Yuki på 20 har ikke set sin far siden han var fem år. Hans mor giftede sig senere med Tomonori, men hun døde da Yuki var ti år. Fem år efter blev hans stedfar, Tomonori, gift med Mihoko. Nu boede Yuki hos en stedfar og en stedmor.

Yuki: ’Jeg har ikke brug for en stedmor’, tænkte jeg da min stedfar besluttede sig for at gifte sig igen. ’Der har allerede været nok forandringer i min familie.’ Jeg nægtede at acceptere den nye situation og var derfor reserveret over for min stedmor.

Mihoko: Min mand pressede mig ikke til at elske hans stedsøn lige så højt som han gjorde, men jeg satte mig for at jeg ville have et godt forhold til Yuki. Vi gjorde vores bedste for ikke at gribe ind i hans rutiner, deriblandt hans åndelige aktiviteter, fritid og spisetider; hver aften spiste vi et måltid sammen, og bagefter sad vi og snakkede. Jeg kunne meget bedre sætte mig ind i hans situation efter at han fortalte mig om sine følelser i forbindelse med sin mors død.

Da jeg blev gravid, var vi bekymrede for Yuki, for vi ønskede at han skulle være tryg og føle at han stadig hørte til i familien. Vi spurgte Yuki om han ville give babyen mad, bade ham og skifte ble, og vi roste ham for hans hjælp, også når der var andre til stede. Lille Itsuki føler sig nært knyttet til Yuki. Inden han havde lært at sige „far“ og „mor“, kunne han sige niinii — storebror.

Yuki: Det er helt naturligt at man som stedbarn føler sig alene og udenfor. Man kan forsøge at forklare sin situation for andre, men de forstår ikke helt hvad man taler om. Jeg er dog glad for at kunne sige at mine trosfæller har været til stor støtte for mig. Nu er jeg ikke længere kølig over for min stedmor. Hun giver mig gode råd, og jeg kan frit tale med hende.

[Tekstcitat på side 9]

Vær tålmodig! Alle i en sammenbragt familie kan blive lykkelige og få det godt med hinanden