Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Sand retfærdighed under Guds styre

Sand retfærdighed under Guds styre

Sand retfærdighed under Guds styre

PROFETIER i Bibelen viser at den nuværende verden snart vil blive erstattet af en ny som Gud står bag. Desuden vil denne nye verden kun have ét styre — Guds rige, med Jesus Kristus som konge. (Åbenbaringen 11:15) Hvordan vil Guds rige fjerne uretfærdighed? Det vil ske på to måder.

1. Guds rige vil fjerne menneskenes uretfærdige og uduelige styre. I Daniel 2:44 læser vi: „I de kongers [regeringers] dage vil himmelens Gud oprette et rige . . . Det vil knuse og gøre ende på alle disse [menneskeskabte] riger, men selv bestå evindelig.“

2. Guds rige vil tilintetgøre de onde og bevare de retfærdige. Salme 37:10 siger: „Om kort tid, da er den ugudelige ikke mere.“ I vers 28 står der: „Jehova elsker ret, og han forlader ikke sine loyale. Til fjerne tider skal de bevares.“

Disse loyale mennesker vil se Jesu ord i Fadervor blive til virkelighed. Jesus sagde: „Lad din vilje ske, som i himmelen, således også på jorden.“ (Mattæus 6:10) Hvad er Guds vilje med jorden?

Forholdene på jorden under Guds riges styre

Korruption og undertrykkelse vil høre fortiden til. I Hebræerbrevet 1:9 siges der om Jesus Kristus: „Du elskede retfærdighed og hadede lovløshed.“ Som en retfærdig leder vil Jesus „udfri den fattige som råber om hjælp, og den nødstedte og den der ingen hjælper har. . . . Fra undertrykkelse og vold vil han genløse deres sjæl, og deres blod vil være dyrebart i hans øjne.“ — Salme 72:12-14.

Ingen vil mangle noget. „Jorden skal give sin afgrøde; Gud, vor Gud, vil velsigne os.“ (Salme 67:6) „Der vil være en overflod af korn på jorden; på bjergenes top vil det bugne.“ (Salme 72:16) Jesus skaffede mirakuløst mad til tusinder af mennesker på én gang. Det er et eksempel på hvad han vil udrette som konge i Guds rige. — Mattæus 14:15-21; 15:32-38.

Menneskers begrænsninger vil ikke hindre retfærdigheden i at ske fyldest. „Der er ingen skabning som er usynlig for [Gud], men alle ting er nøgne og blottede for hans øjne, ham vi skal stå til regnskab.“ (Hebræerne 4:13) Om Jesus Kristus læser vi: „Han dømmer ikke blot efter hvad hans øjne ser, og retleder ikke blot efter hvad hans ører hører. Men med retfærdighed dømmer han de ringe, og med retskaffenhed retleder han til gavn for de sagtmodige på jorden.“ — Esajas 11:3, 4.

Inden længe vil Guds riges styre være en realitet!

De forværrede forhold er et vidnesbyrd om at tiden er ved at løbe ud for denne verden. „Når de ugudelige skyder op som planter og alle der øver ondt sætter blomst, er det for at de kan blive tilintetgjort for evigt,“ siges der i Salme 92:7. Hvordan kan du undgå at være blandt dem som Gud ikke godkender, og i stedet være en af dem han bevarer? Jesus Kristus sagde: „Dette betyder evigt liv: at de lærer dig at kende, den eneste sande Gud, og den som du har udsendt, Jesus Kristus.“ — Johannes 17:3.

Kunne du tænke dig at få del i denne værdifulde kundskab? Hvis ja, kan du ligesom Heide, Dorothy og Firuddin, der er nævnt tidligere, tale med Jehovas Vidner. De vil være glade for at besvare dine spørgsmål uden vederlag og uden nogen forpligtelser.

[Ramme/​illustration på side 9]

NÅR SELVE LIVET SYNES URETFÆRDIGT

Emily, der bor i USA, fik konstateret leukæmi da hun var syv år. Mens hendes venner af og til har været ramt af forkølelse eller influenza, har hun i årevis måttet gennemgå intense behandlinger, deriblandt kemoterapi. „Leukæmi er skræmmende!“ siger hun.

Selvom livet har været hårdt for Emily, er hun ikke blevet fortvivlet. I stedet ser hun frem til tiden under Guds riges styre hvor „ingen indbygger siger: ’Jeg er syg.’“ (Esajas 33:24) „Mit yndlingsskriftsted,“ siger Emily, „er Markus 12:30: ’Du skal elske Jehova din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind og af hele din styrke.’ Når jeg beder til Jehova, gør han mig stærk. Jeg takker Jehova for min familie, min menighed og for håbet om at leve evigt i Paradiset i den nye verden. Det håb har hjulpet mig utrolig meget.“

[Illustrationer på side 8, 9]

Under Guds riges styre vil alle mennesker kunne glæde sig over rigeligt med føde, såvel som sand retfærdighed og en verden uden fordomme