Uretfærdighed gør stor skade

I 2010 blev Michael løsladt efter at have siddet 27 år i fængsel i Texas for voldtægt — en forbrydelse han ikke havde begået. Han blev sat på fri fod efter at dna-prøver, som man ikke kunne tage dengang han blev dømt, beviste at han var uskyldig. Myndighederne fandt senere de skyldige, men de kunne ikke retsforfølges fordi strafansvaret for forbrydelsen var forældet.

Mange forbrydere bliver ikke straffet. I Storbritannien „er antallet af uopklarede mordsager fordoblet de sidste ti år, og det har gjort nogle bekymrede for om politiet og domstolene overhovedet kan komme voldskriminaliteten til livs“, skriver avisen The Telegraph.

I august 2011 søgte det britiske politi at dæmme op for en anden slags lovovertrædelse — de optøjer der fandt sted i Birmingham, Liverpool, London og andre områder. Grupper af uromagere hærgede i gaderne, antændte brande, knuste butiksruder og plyndrede løs. De ødelagde ikke blot butikker, boliger og køretøjer, men også andres levebrød. Hvorfor gjorde de det? Mange var drevet af ren og skær grådighed. Nogle deltog sandsynligvis i optøjerne fordi de mente at der var blevet begået uretfærdigheder. Flere kommentatorer udtalte at urostifterne højst tænkeligt var frustrerede og „marginaliserede“ unge der er vokset op i fattige kvarterer og uden de store fremtidsudsigter.

Job, en person i Bibelen, sagde: „Jeg råber om hjælp, men der er ingen ret.“ (Job 19:7) I dag lyder der fra mange et råb om ret og retfærdighed, men alt for ofte bliver deres råb ignoreret. Har nogle i det hele taget magt til at fjerne uretfærdighed? Eller er håbet om en mere retfærdig verden kun en naiv ønskedrøm? For at få et tilfredsstillende svar må vi se nærmere på nogle af årsagerne til uretfærdighed.