Jeg fandt ægte kærlighed og fred

Fortalt af Egidio Nahakbria

Under min opvækst følte jeg mig forladt og uelsket. Men nu føler jeg mig elsket og har en dyb indre fred. Hvordan gik det til? Lad mig forklare.

JEG kom til verden i 1976 i en bjerghytte med lerklinet gulv i Østtimor, der dengang var en del af Indonesien. Mine forældre var fattige, og jeg var den ottende ud af en børneflok på ti. Eftersom mine forældre ikke kunne forsørge os alle, beholdt de min enæggede tvillingebror og bad min fætter om at tage sig af mig.

I december 1975, lige inden jeg blev født, invaderede Indonesien Østtimor, og det satte gang i en guerillakrig der strakte sig over tyve år. Det første jeg erindrer fra min barndom, er derfor vold og lidelser. Jeg kan tydeligt huske at soldater angreb vores landsby så alle måtte flygte for livet. Min fætter og jeg begav os til fods til en øde bjergside hvor tusinder af timorianere havde søgt tilflugt.

Soldaterne opdagede imidlertid vores skjulested, og kort efter regnede bomber ned over os. Jeg har skrækkelige minder om den efterfølgende terror, død og ødelæggelse. Da vi endelig kom tilbage til landsbyen, levede jeg i konstant frygt. Mange af vores naboer forsvandt eller blev dræbt, og jeg var bange for at blive den næste i rækken.

Da jeg var ti år, blev min fætter syg og døde. Mine forældre sendte mig derfor til min mormor. Hun var enke og bitter på livet. Og hun betragtede mig som en klods om benet. Jeg blev behandlet som en slave. En dag da jeg var for syg til at arbejde, slog hun mig og lod mig ligge for at jeg skulle dø. Heldigvis tog en anden af mine fætre sig af mig og lod mig bo hos sin familie.

Som 12-årig kunne jeg endelig begynde i skole. Kort efter blev min fætters kone syg, og min fætter blev dybt deprimeret. Jeg ønskede ikke at ligge dem yderligere til byrde, så jeg stak af og sluttede mig til en gruppe indonesiske soldater der havde base i junglen. Jeg gik dem til hånde med at vaske tøj, lave mad og gøre rent i lejren. De behandlede mig godt, og jeg følte at der var brug for mig. Men efter adskillige måneder fandt mine slægtninge frem til mig og pressede soldaterne til at lade mig vende tilbage til landsbyen.

Jeg bliver politisk aktivist

Da jeg var færdig med gymnasiet, flyttede jeg til Dili, hovedstaden i Østtimor, og blev optaget  på et universitet. Her mødte jeg mange unge der havde samme baggrund som mig. Vi drog den konklusion at den eneste måde hvorpå vi kunne opnå national uafhængighed og skabe sociale forandringer, var ved at deltage i politiske aktioner. Vi var en gruppe studenter der organiserede mange politiske demonstrationer, de fleste af dem endte med optøjer. Mange af mine venner blev såret, og nogle af dem blev endda dræbt.

Da Østtimor blev uafhængigt i 2002, lå landet i ruiner, titusinder havde mistet livet, og hundredtusinder var blevet fordrevet. Jeg håbede at forholdene ville blive bedre. Men der var stadig store politiske uroligheder og udbredt arbejdsløshed og fattigdom.

Livet tager en ny drejning

På det tidspunkt boede jeg sammen med noget familie, deriblandt en fjern slægtning ved navn Andre, som studerede Bibelen med Jehovas Vidner. Som stærkt troende katolik var jeg ikke glad for at Andre var begyndt at komme sammen med et andet trossamfund. Jeg var alligevel nysgerrig efter at lære Bibelen at kende, og af og til læste jeg i den bibel Andre havde på sit værelse. Det jeg læste, gjorde mig endnu mere interesseret.

Da Andre i 2004 gav mig en trykt indbydelse til højtiden til minde om Jesu død, besluttede jeg at komme. Jeg tog fejl af tidspunktet i indbydelsen og ankom derfor to timer for tidligt. Da Vidnerne dukkede op sammen med lokale såvel som udlændinge, gav de mig et varmt håndtryk og fik mig til at føle mig velkommen. Det gjorde indtryk på mig. Under foredraget noterede jeg de skriftstedshenvisninger ned som blev læst, og senere tjekkede jeg dem i min katolske bibel for at se om det taleren havde sagt, var sandt. Og det var det!

Ugen efter gik jeg til messe, men vi var nogle stykker der kom for sent. Det gjorde præsten vred, så han tog en kæp og jog os ud af kirken. Mens vi stod uden for kirken, afsluttede han gudstjenesten ved henvendt til menigheden at sige: „Måtte Jesu fred være med jer.“ En modig kvinde råbte: „Hvordan kan du tale om fred når du lige har jaget disse mennesker ud af kirken?“ Præsten ignorerede hende. Jeg forlod kirken og vendte aldrig tilbage.

Kort efter begyndte jeg at studere Bibelen og at overvære Jehovas Vidners møder sammen med Andre. Vores slægtninge blev urolige og begyndte at gøre livet surt for os. Andres mormor advarede os: „Hvis I fortsætter med at komme sammen med det nye trossamfund, så graver jeg et hul og smider jer derned og dækker det til.“ Hendes trusler afskrækkede os dog ikke. Vi var besluttede på at lære mere om Gud.

Jeg forandrer mig

Under mit studium af Bibelen gik det efterhånden op for mig at jeg egentlig aldrig havde kendt til kærlighed. Jeg var hård i filten og altid i forsvarsposition, og jeg havde svært ved at stole på andre. Jehovas Vidner viste mig dog ægte interesse. Da jeg på et tidspunkt blev meget syg og mine slægtninge ignorerede mig, fik jeg besøg af Vidnerne, og de hjalp mig. Deres kærlighed var ikke blot „ord og tale“, men „sand kærlighed, som kommer til udtryk i handling“. — 1 Johannes 3:18, Today’s English Version.

Trods min barske fremtoning og indstilling viste Vidnerne mig „medfølelse“ og „broderlig hengivenhed“. (1 Peter 3:8) For første gang i mit liv følte jeg mig elsket. Jeg blev mere mild og begyndte at få kærlighed til Gud og til andre mennesker. Derfor indviede jeg mig til Jehova og lod mig døbe i december 2004. Og kort efter blev Andre døbt.

Glæde under trængsler

Efter min dåb havde jeg et brændende ønske om at hjælpe andre som aldrig havde kendt til ægte kærlighed eller retfærdighed. Derfor begyndte jeg som pioner, som Jehovas Vidners heltidsforkyndere kaldes. At fortælle andre om Bibelens opmuntrende budskab gav mig langt større tilfredshed end at deltage i politiske demonstrationer og optøjer. Endelig var jeg i gang med virkelig at hjælpe mennesker.

I 2006 opstod der igen politiske og regionale spændinger i Østtimor. Langvarige uoverensstemmelser  mellem fraktioner fik stridigheder til at blusse op. Dili kom under angreb, og folk fra den østlige del af landet flygtede for livet. Sammen med andre Jehovas Vidner undslap jeg til Baucau, en stor by cirka 120 kilometer øst for Dili. Der blev vores prøvelser vendt til glæde, for det lykkedes os at oprette en ny menighed — den første uden for Dili.

Tre år senere, i 2009, modtog jeg en indbydelse til at overvære en særlig skole for heltidsforkyndere i Jakarta, Indonesien. Vidnerne i Jakarta åbnede både deres hjem og hjerte for mig. Deres ægte kærlighed gjorde et dybt indtryk på mig. Jeg følte at jeg var en del af et verdensomspændende brodersamfund, en international familie, der havde ægte omsorg for mig. — 1 Peter 2:17.

Endelig finder jeg fred!

Efter skolen vendte jeg tilbage til Baucau, hvor jeg stadig bor. Her finder jeg stor glæde ved at hjælpe mennesker åndeligt, ligesom andre tidligere har hjulpet mig. For eksempel er jeg og nogle andre i gang med at undervise omkring 20 mennesker i Bibelen, deriblandt mange ældre som ikke kan læse eller skrive, i en isoleret landsby uden for Baucau. Hele gruppen kommer til de ugentlige møder, og tre af dem har sluttet sig til vores åndelige ’familie’ ved at lade sig døbe og er derved blevet en del af den kristne menighed.

For flere år siden mødte jeg Felizarda, en sød og kærlig pige, som tog imod Bibelens budskab og hurtigt gjorde fremskridt og blev døbt. Vi giftede os i 2011. Det glæder mig at Andre, min slægtning, tjener på Jehovas Vidners kontor i Østtimor. De fleste af mine slægtninge, deriblandt Andres mormor der engang ville begrave os, respekterer nu min tro.

Før i tiden følte jeg en indre vrede. Desuden følte jeg mig uelsket og ikke værd at holde af. Men takket være Jehova har jeg endelig fundet ægte kærlighed og fred!

[Illustration på side 19]

Egidio som politisk aktivist

[Illustration på side 21]

Egidio og Felizarda sammen med nogle fra menigheden i Baucau i Østtimor