FOLK har længe troet på at de døde kan vejlede de levende. Et eksempel fra oldtiden findes i den græske digter Homers fortælling om Odysseus. Denne sagnhelt var desperat efter at vide hvordan han kunne vende tilbage til sit hjem på øen Ithaka, og derfor vovede han sig ned i underverdenen for at søge råd hos en spåmand.

Mange har i håb om at de døde kan besvare vanskelige spørgsmål, rådført sig med åndemedier, sovet i forfædres gravkamre eller udført spiritistiske ritualer. Er det virkelig muligt på overnaturlig vis at få vejledning fra de døde?

En udbredt praksis

Mange af de store verdensreligioner lærer at det er muligt at kommunikere med de afdøde. Opslagsværket Encyclopedia of Religion gør opmærksom på at „nekromanti, eller det at fremmane de dødes sjæle ved hjælp af magi, fortrinsvis er en slags spådomskunst“ og tilføjer at denne praksis er „almindeligt udbredt“. Opslagsværket New Catholic Encyclopedia bekræfter dette ved at sige at „nekromanti i dens forskellige afskygninger har fået en verdensvid udbredelse“. Det er derfor ikke mærkeligt at oprigtigt troende i mange religioner har søgt indsigt fra åndeverdenen!

Selvom denne kontakt med de døde „blev kraftigt fordømt af Kirken“, skriver New Catholic Encyclopedia, „omtales denne praksis talrige gange i middelalderen og i renæssancen“. Men hvad siger Bibelen?

Skal man henvende sig til de døde?

Tilbage i tiden gav Jehova Gud følgende påbud til sit folk: „Der må ingen findes hos dig . . . som henvender sig til de døde.“ (5 Mosebog 18:9-13) Hvorfor opstillede Jehova et sådant forbud? Hvis det er muligt for de levende at tale med de døde, ville det så ikke være kærligt af Gud at tillade den form for kommunikation? Men kort sagt kan en sådan kommunikation ikke finde sted. Hvordan ved vi det?

Bibelen gør flere steder opmærksom på at de døde er uden bevidsthed. Tænk over hvad der siges i Prædikeren 9:5: ’De levende ved at de skal dø, men de døde ved slet ingenting.’ I Salme 146:3, 4 står der: „Sæt ikke jeres lid til fornemme mænd, til en menneskesøn, hos hvem der ikke er frelse. Hans ånd går bort; han vender tilbage til den jord han er kommet fra; samme dag går hans tanker til grunde.“ Og profeten Esajas beskrev på lignende måde de døde som værende „livløse“. — Esajas 26:14.

Adskillige tror imidlertid at de gennem spiritistiske ritualer kan kontakte deres kære som de har mistet i døden. Eftersom sådanne hændelser ikke er ualmindelige, er det tydeligt at mange har kommunikeret med nogen fra åndeverdenen. Men som det fremgår af ovenstående skriftsteder, har de ikke talt med de døde. Hvem har de så talt med?

Hvem taler de med?

Bibelen afslører at nogle af Guds åndesønner, eller engle, gjorde oprør mod Skaberen  og blev dæmoner. (1 Mosebog 6:1-5; Judas 6, 7) De udbredte den forkerte opfattelse at mennesker lever videre efter døden. For at få folk til at tro på denne usandhed udgiver de sig for at være afdøde personer ved at tale til de levende fra åndeverdenen.

I Bibelen fortælles det at efter at Jehova havde forkastet kong Saul af Israel på grund af hans ulydighed, forsøgte Saul at rådspørge den døde profet Samuel gennem et åndemedium. Saul modtog rigtig nok et budskab fra åndeverdenen, men det kom ikke fra Samuel, for mens han var i live, havde han rent faktisk nægtet at se kongen og været modstander af åndemedier. I virkeligheden modtog Saul sine oplysninger fra en dæmon som foregav at være Samuel. — 1 Samuel 28:3-20.

Dæmonerne er fjender af Gud, og det er farligt at kontakte dem. Derfor indeholder Bibelen dette forbud: „Vend jer ikke til åndemedierne, og rådspørg ikke de spåkyndige, så I bliver urene ved dem.“ (3 Mosebog 19:31) I Femte Mosebog 18:11, 12 advares der om at enhver „som henvender sig til de døde“, øver noget der „er en vederstyggelighed for Jehova“. En af grundene til at Jehova regnede Saul for troløs og derfor lod ham lide døden, var at „han havde bedt et åndemedium om at rådspørge ånderne“. — 1 Krønikebog 10:13, 14.

Hvem skal du så henvende dig til hvis du føler behov for vejledning fra et højere sted, når du står over for vanskelige spørgsmål eller svære valg? Bibelen beskriver Jehova Gud som den „store Lærer“. Hvis du og dine kære rådfører jer med hans ord, Bibelen, og efterlever det den lærer, så er det som om I ’hører et ord bag jer sige: „Dette er vejen. Gå på den!“’ (Esajas 30:20, 21) Kristne i dag forventer imidlertid ikke at høre en bogstavelig stemme fra den sande Gud, men han kan lede dem ved hjælp af Bibelen. Ja, det er som om Jehova selv siger: ’Lad mig lede jer.’

HAR DU SPEKULERET OVER?

● Hvordan ser Gud på at nogen søger at få kontakt med de døde? — 5 Mosebog 18:9-13.

● Kan de døde give de levende indsigt? Hvad begrunder du dit svar med? — Prædikeren 9:5.

● Hvem kan vi tillidsfuldt henvende os til efter vejledning? — Esajas 30:20, 21.