„Havets insekter“ — en lækkerbisken

En gruppe sultne stamkunder sidder i en restaurant i New York. Med et metalredskab åbner de behændigt skallen på et stort insektlignende dyr foran dem. De forventningsfulde gæster ignorerer de stilkede øjne som synes at stirre op på dem fra tallerkenen, og sætter tænderne i det møre, sødlige kød. Hvad er det de spiser? „Havets insekter“ — også kendt som hummere.

 HVORFOR kaldes hummere i Nordamerika for havets insekter? Fiskere syntes at disse havdyr med deres hårde rygskjold lignede insekter når de kravlede rundt på dækket.

Men der er også en anden lighed med insekter. I løbet af 1700-tallet dækkede hummere USA’s nordøstlige kystlinje som insektsværme. Disse krebsdyr blev fanget og spredt ud på markerne som gødning. De blev også brugt som madding. Og man serverede dem for fængselsfanger. Dengang var hummer en så almindelig spise i området at en domstol gav en gruppe vrede sæsonarbejdere medhold i at der ikke måtte serveres hummer for dem mere end tre gange om ugen.

I kontrast hertil var hummere en sjælden delikatesse for byboere der boede langt fra havet. Hvorfor? Når en hummer er død, går den hurtigt i forrådnelse, og den kan ikke konserveres ved at blive saltet eller tørret. I midten af 1800-tallet begyndte producenter imidlertid at komme hummer på dåse, og derved fik flere mulighed for at nyde den dejlige smag. Desuden blev det muligt ved indførelsen af jernbanen at transportere levende hummere tværs over USA. Og derfor steg efterspørgselen kraftigt. Men det var stadig dyrt at transportere friske hummere, og som følge heraf var det en luksusspise som kun var forbeholdt de rige.

I dag fanger man forskellige arter af hummere langs kyster i hele verden. Den amerikanske hummer lever i Atlanterhavet fra Newfoundland til North Carolina. Fra Maine i det nordøstlige USA eksporteres der kogte eller levende hummere til en stor del af verden. Leverandører kan sende helt op til 36.000 kilo hummer med et enkelt transportfly.

Virksomheder masseproducerer ofte globale fødevareprodukter som de kan tjene stort på. Men sådan foregår det ikke med hummeren. I de fleste tilfælde er hummerfiskere lokale selvstændige erhvervsdrivende. De opdrætter ikke hummere i udklækningsanstalter, men tager ud til deres leveområde — i dette tilfælde Atlanterhavet.

Hvordan man fanger hummere

Hvordan foregår hummerfiskeri? For at få svar på det spørgsmål har Vågn op! talt med Jack, som tilhører fjerde generation af hummerfiskere i Bar Harbor i Maine. Jack begyndte at fiske da han var sytten, og han driver sit erhverv i den samme bugt som sin oldefar. Jacks kone, Annette, arbejder også i denne branche. „Jeg giftede mig ind i fiskebranchen,“ siger hun. „I to år var jeg lærling på Jacks båd, og senere købte jeg min egen.“

 Hvordan fanger Jack og Annette hummere? „Vi bruger en tejne, et rektangulært metalbur med en lille åbning,“ fortæller Annette, „og inde i buret anbringer vi en trådnetspose fyldt med madding, som regel sild.“ Fiskerne fastgør hver tejne, eller fælde, til en bøje. „De maler deres bøjer i hver sin farve, så de senere kan finde dem igen,“ siger Annette.

Så snart fælden er kastet over bord, synker den ned på havbunden, og oven over den flyder en bøje i en bestemt farvekode som gør at fiskerne hurtigt kan finde deres fælder. „Vi lader fælderne ligge i vandet i et par dage,“ siger Annette, „og så vender vi tilbage og haler dem indenbords. Når der er en hummer i buret, tager vi den ud og måler den.“ Samvittighedsfulde fiskere som Jack og Annette sætter små hummere ud i havet igen; nogle af hun-hummerne genudsættes også for at de kan lægge flere æg.

Derefter sætter fiskerne kurs mod nærliggende havne for at sælge deres levende fangst. Bortset fra nogle grupper der samarbejder, indgår der ingen underskrevne kontrakter — der er blot tale om lokale fiskere der sælger til lokale forhandlere. Som tidligere nævnt opdrætter man stort set ikke hummere. „Nogle fiskere har fået tilladelse til at tage hun-hummere der bærer rogn,“ siger Jack. „De sørger for at æggene udklækkes og opdrætter yngelen i en kort periode hvorefter de genudsætter den i havet. Det har været med til at øge hummerens overlevelsesmuligheder.“

Hummerfiskeri er måske ikke den letteste måde at tjene til dagen og vejen på, og heller ikke den hurtigste måde at blive rig på. Men hvis man spørger disse fiskere, vil de pege på andre fordele — friheden ved at have sin egen lille virksomhed, eller det at fortsætte en tradition i lokalsamfundet og i familien eller glæden ved at bo og arbejde langs kysten. Først og fremmest finder disse fiskere stor tilfredshed ved at vide at deres kostbare fangst af „havets insekter“ vil blive nydt af sultne gæster på spisesteder verden over.

[Ramme/​illustration på side 12]

FARERNE VED HUMMERFISKERI

Hummerfiskeri kan virke som et ufarligt erhverv. Men det er det ikke. For eksempel oplyser det amerikanske forskningscenter for arbejdsmiljø (NIOSH) at „fra 1993 til 1997 var hyppigheden af arbejdsrelaterede dødsulykker blandt hummerfiskere i Maine 14 per 100.000 autoriserede hummerfiskere, hvilket er 2,5 gange mere end gennemsnittet for hele nationen (4,8 per 100.000 arbejdere) i alle industrisektorer“.

Ifølge dette forskningscenter viste en undersøgelse foretaget af den amerikanske kystvagttjeneste at „hummerfiskere fra tid til anden bliver viklet ind i en løs line på dækket, trukket over bord af fælderne og drukner fordi de ikke kan gøre sig fri af linen eller komme op på skibet igen“. Ifølge et rundspørge blandt 103 hummerfiskere som blev foretaget fra 1999 til 2000, fortalte knap 75 procent at de på et tidspunkt havde prøvet at blive viklet ind i en fangstline, men det var dog ikke dem alle der var blevet trukket over bord. Det er blevet anbefalet at fiskerne følger visse bestemmelser for at sikre at de har de nødvendige redskaber til at skære sig fri, eller for at hindre at de i det hele taget bliver viklet ind i en line.

[Illustrationer på side 10, 11]

1. Jack haler en hummerfælde op

2. Annette og Jack tager hummere ud af en lille åbning i metalburet

3. Hver hummer bliver målt