Hjælp til børn der sørger

Det er bestemt ikke let at skulle fortælle voksne at en der står dem nær, er død. Men forestil dig så at skulle sige det til et barn.

NÅR børn mister en af deres nærmeste eller en ven, oplever mange af dem et indre følelseskaos — ja, endog angst. Det er svært at hjælpe et barn igennem denne periode, især for forældre som selv er ramt af sorg. De har jo også brug for følelsesmæssig støtte.

For at gøre det lettere for barnet at håndtere det der er sket, siger nogle forældre at den der er død, har forladt dem eller er gået bort. Men sådanne udtryk tolker et barn måske forkert. Hvordan kan du så tale med et barn om døden?

Renato og Isabelle, som er Jehovas Vidner, stod over for denne vanskelige opgave. Da deres tre og et halvt år gamle datter, Nicolle, døde, måtte de hjælpe deres søn, Felipe, som dengang var fem år gammel, til at bearbejde tabet.

Vågn op!: Hvordan bar I jer ad med at forklare Felipe at Nicolle var død?

Isabelle: Vi forsøgte at være ærlige og åbne omkring det. Vi tilskyndede ham til at stille spørgsmål, og så prøvede vi at besvare dem med ord som børn på hans alder kan forstå. Nicolle døde af en bakterieinfektion, så vi fortalte ham at et lille bitte dyr der ligner et insekt, var kommet ind i hendes krop, og at lægerne ikke havde kunnet slå det ihjel.

Vågn op!: Fortalte I Felipe hvad I tror på i forbindelse med døden?

Renato: Vi tror på Bibelen og vidste at det ville trøste Felipe at fortælle ham om vores overbevisning angående døden. Bibelen lærer klart og tydeligt at de døde er uden bevidsthed. (Prædikeren 9:5) Vi mente at hvis vi kunne fortælle Felipe om dette, ville det fjerne den frygt han måtte have — eksempelvis frygten for at blive ladt alene tilbage om natten.

Isabelle: Bibelen lærer også at de der er døde, vil blive oprejst på en paradisisk jord. Det er noget vi tror på, og vi følte at vores tro også ville kunne hjælpe Felipe. Derfor fortalte vi ham hvad Bibelen siger. Vi talte om den  bibelske beretning hvor Jesus oprejser Jairus’ 12-årige datter. Så forklarede vi Felipe at Nicolle også ville blive oprejst. Det er hvad Bibelen lærer. — Markus 5:22-24, 35-42; Johannes 5:28, 29.

Vågn op!: Tror I at Felipe kunne forstå alt det I fortalte?

Renato: Ja, det tror vi han kunne. Børn kan bedst forholde sig til døden når de får nøjagtige, enkle og ærlige forklaringer. Der er ingen grund til at være hemmelighedsfuld. Døden er en realitet. Og desværre er den stadig en del af livet. Forældre må derfor tale med deres børn om hvordan de kan forholde sig til døden, og det gjorde vi også senere med vores yngste søn, Vinicius. *

Vågn op!: Var Felipe med til begravelsen?

Renato: Efter at have overvejet for og imod besluttede vi at vi ikke ville tage ham med. Børn i hans alder er letpåvirkelige. Det kan godt være at nogle forældre beslutter at tage deres barn med; hvert barn er forskelligt med hensyn til hvad han eller hun kan klare. Hvis man vælger at tage et barn med til en begravelse, vil det være godt at fortælle barnet hvad der helt præcis skal foregå.

Vågn op!: Nicolles død og tiden derefter må have været meget svær. Var I bekymrede for om jeres søn så jer græde?

Isabelle: Vi prøvede aldrig at skjule vores følelser for Felipe. „Jesus gav tårerne frit løb“ da han mistede en der stod ham nær, i døden, så hvorfor skulle vi ikke også gøre det? (Johannes 11:35, 36) Og hvad galt skulle der være i at Felipe så os græde? Ved åbenlyst at vise vores sorg lod vi ham forstå at det ikke er forkert at græde. Det er blot en måde at udtrykke sine følelser på. Vi ville gerne have at han følte sig fri til at give udtryk for sine følelser frem for at lægge låg på dem.

Renato: Når en tragedie rammer en familie, føler børn sig ofte usikre. Hvis forældrene er åbne og ærlige omkring deres følelser, vil børnene  også være det. Efter at have lyttet til dem og fundet ud af hvad der går dem på, kan man berolige dem og mindske deres angst.

Vågn op!: Fik I hjælp fra andre?

Renato: Ja, vores trosfæller i menigheden støttede os utrolig meget. Vi fik mange besøg, telefonopringninger og kort, og det gjorde at Felipe kunne se hvor stor kærlighed de havde til os, og hvor meget de bekymrede sig om os.

Isabelle: Også vores familie var meget hjælpsom. Efter at Nicolle var død, kom min far hver dag og spiste morgenmad sammen med os. Det var hans måde at vise sin kærlige støtte på. Og det hjalp Felipe at have sin morfar hos sig.

Renato: Den åndelige opmuntring vi fik ved de kristne møder, var en uvurderlig hjælp. Vi gjorde alt hvad vi kunne, for at overvære alle møderne, og det på trods af at vi indimellem ikke kunne holde tårerne tilbage. For når vi overværede møderne, kaldte det mange minder frem om Nicolle. Men vi vidste at vi måtte være stærke, især for Felipes skyld.

[Fodnote]

[Ramme/​illustrationer på side 14]

Bøgerne som er vist nedenfor, er udgivet af Jehovas Vidner og kan trøste dem der har mistet en af deres kære i døden.

TIL VOKSNE:

Hvad er det Bibelen virkelig lærer?

Kapitel 6: Hvor er de døde?

Kapitel 7: Et pålideligt håb for dem vi har mistet i døden

TIL SMÅ BØRN:

Min bibelhistoriebog

Historie 92: Jesus oprejser døde

TIL BØRN UNDER TEENAGEALDEREN:

Lyt til den store lærer

Kapitel 34: Hvad sker der med os hvis vi dør?

Kapitel 35: Hvis vi dør, kan vi vågne igen!

Kapitel 36: Hvem får en opstandelse? Hvor kommer de til at leve?

TIL TEENAGERE:

Unge spørger — Svar der duer, bind 1

Kapitel 16: Er det normalt at sørge som jeg gør?

[Ramme/​illustration på side 15]

HVORDAN DU KAN HJÆLPE

● Tilskynd barnet til at stille spørgsmål. Vær altid åben og parat til at tale om døden hver gang dit barn har behov for at snakke om det.

● Undgå vage og tågede vendinger — for eksempel ved at sige at den døde har „forladt os“ eller er „gået bort“.

● Forklar hvad døden er i enkle og ligefremme vendinger. Nogle siger ganske enkelt om en nærtstående der er død, at vedkommendes krop „holdt op med at virke“ og „ikke kunne repareres“.

● Fortæl barnet hvad der skal ske ved begravelsen; forklar at den døde ikke kan se og høre hvad der foregår.

● Skjul ikke dine følelser. Så kan dit barn se at det er naturligt at sørge.

● Husk at der ikke er nogen „rigtig måde“ at sørge på. Hvert barn — og hver situation — er forskellig.

[Kildeangivelse]

Kilde: www.kidshealth.org

[Illustration på side 15]

Med uret fra venstre: Felipe, Renato, Isabelle og Vinicius