Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Bibelen — en bog med nøjagtige profetier — 5. del

En god nyhed for alle mennesker

Bibelen — en bog med nøjagtige profetier — 5. del

I denne serie på otte artikler vil „Vågn op!“ behandle en af de ting der kendetegner Bibelen — dens profetier, eller forudsigelser. Artiklerne vil give dig svar på følgende spørgsmål: Er Bibelens profetier blot udtænkt af kloge mennesker, eller bærer de præg af at være inspireret af Gud? Vi vil opfordre dig til at overveje følgende vidnesbyrd.

GUDS budskab til menneskene findes i Bibelen, og det budskab er en god nyhed. Derfor brugte Jesus sit liv på at forkynde „den gode nyhed om Guds rige“. (Lukas 4:43) Bibelen viser at dette rige er Guds styre, og at det vil fjerne det undertrykkende herredømme som udøves af mennesker, indføre fred og fjerne alle årsager til lidelser. (Daniel 2:44; Mattæus 6:9, 10) Det er virkelig en god nyhed!

En sådan god nyhed fortjener bestemt at få den størst mulige udbredelse. Men da Jesus blev henrettet, efterlod han sig kun nogle få disciple. Ville det budskab han forkyndte, forsvinde sammen med ham? Bibelen forudsagde at lige det modsatte ville ske. Den peger på følgende: (1) Den gode nyhed ville nå vidt omkring. (2) Den ville møde stærk modstand. (3) Der ville fremstå falske kristne som ville vildlede mange. Lad os se nærmere på disse profetier.

Den gode nyhed skulle forkyndes for alle nationer

Profetier:

„Det er nødvendigt at den gode nyhed først forkyndes blandt alle nationerne.“ (Markus 13:10) „I skal være vidner om mig både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og til jordens fjerneste egne.“ — Apostelgerninger 1:8.

Opfyldelse: Kort efter Jesu død i år 33 forkyndte de der troede på Jesus, budskabet om Riget i hele Jerusalem. De drog ud i Judæa og til det nærliggende Samaria, og i løbet af 15 år var der blevet udsendt kristne missionærer til andre dele af Romerriget. I år 61 kunne man om den gode nyhed sige at den var blevet forkyndt i mange af de „fjerneste egne“ på jorden.

 Hvad historien viser:

  • Ikkebibelske skrifter fra det andet århundrede bevidner at kristendommen i sin oprindelige form var blevet hurtigt udbredt. Den romerske historiker Svetonius antyder at kristne havde fået fodfæste i Rom allerede i år 49. Plinius den Yngre, statholder i Bitynien (i vore dages Tyrkiet), skrev et brev til kejser Trajan omkring år 112, hvori han hentyder til kristendommen med ordene: „Ikke blot til byerne, men også til landsbyer og bondelandet har smitten af denne overtro bredt sig.“ Efter at have taget et overblik over de historiske vidnesbyrd har en historiker konkluderet: „Mindre end 100 år efter aposteltiden kunne man se kristne tilbedelsessteder i Romerrigets store byer.“

  • Professor Henry Chadwick skriver i sin bog The Early Church: „Kirkens udbredelse syntes at være kendetegnet af en ejendommelig række af usandsynlige hændelser. Og at det overhovedet lykkedes, var stik imod alle forventninger.“

Den gode nyhed møder modstand

Profeti:

„Man vil overgive jer til lokale domstole, og I vil blive pryglet i synagoger og blive stillet for landshøvdinger og konger for min skyld, til et vidnesbyrd for dem.“ — Markus 13:9.

Opfyldelse: Kristne blev forfulgt af jøderne og romerne. De blev arresteret, fængslet, slået og henrettet.

Hvad historien viser:

  • Flavius Josefus, en jødisk historiker der levede i det første århundrede, nævnte i sine optegnelser at jødiske religiøse ledere stod bag henrettelsen af Jesu bror Jakob. Bibelen nævner at Gamaliel, et respekteret medlem af jødernes højesteret, manede til forsigtighed da Jesu disciple blev bragt for denne domstol. (Apostelgerninger 5:34-39) Flere teologiske værker bekræfter at Gamaliel har levet og nævner at han havde en fordomsfri indstilling.

  • De romerske kejsere Nero (til højre), Domitian, Marcus Aurelius og Diokletian iværksatte en voldsom forfølgelse af de første kristne

  • Historikere beretter at fra og med år 64 under kejser Nero og fremefter blev de kristne af de romerske kejsere udsat for bølge efter bølge af forfølgelse. Kejser Trajan og Plinius den Yngre drøftede i deres breve hvordan man skulle straffe kristne der ikke ville fornægte deres tro.

  • „Forfølgelse fik langtfra kirken til at gå under jorden; det havde faktisk den modsatte virkning,“ skriver professor Henry Chadwick, som er citeret tidligere. Da de kristne flygtede for at komme i sikkerhed, bragte de deres budskab med til nye områder. (Apostelgerninger 8:1) De holdt ud, også selvom deres familie og venner i mange tilfælde vendte dem ryggen. Det er bemærkelsesværdigt, for Jesu disciple var „ulærde og almindelige mennesker“, uden nogen politisk indflydelse. (Apostelgerninger 4:13) Historikere er enige om at det „var blandt de små forretningsdrivende og handelsmænd . . . at evangeliet lettest blev udbredt“.

Når lærde har studeret de kristnes tidlige historie, er de blevet forbløffet over at en så ubetydelig gruppe af kristne kunne sprede kristendommen så hurtigt mens de blev udsat for denne voldsomme modstand. Jesus forudsagde imidlertid at det ville forholde sig sådan til trods for at det forekom usandsynligt. I Bibelen blev det også forudsagt at denne forkyndelsesaktivitet ville blive afbrudt.

 Falske kristne skulle fremstå

Profetier:

’Der vil komme undertrykkende ulve ind iblandt jer, og de vil ikke behandle hjorden skånsomt, og fra jer selv skal der fremstå mænd som vil fremføre fordrejede ting for at trække disciplene bort efter sig.’ (Apostelgerninger 20:29, 30) ’Der vil også være falske lærere blandt jer. De vil liste ødelæggende sekter ind og på grund af dem vil sandhedens vej blive spottet.’ — 2 Peter 2:1, 2.

Opfyldelse: Den kristne menighed blev fordærvet af grumme, bedrageriske og magtbegærlige enkeltpersoner.

Hvad historien viser:

  • Især efter Jesu første disciples død blev den sande kristendom lidt efter lidt overskygget af fremtrædende mænd fra egne rækker som besmittede den kristne lære med græsk filosofi. Snart opstod der en præsteklasse som begyndte at få de politiske herskeres smag for velstand og magt. Nogle historikere mener at da „kristendommen“ blev antaget som Roms statsreligion, var der ikke så meget som skyggen tilbage af den kristne menighed fra det første århundrede.

  • I løbet af århundrederne var denne forvanskede form for kristendom kendetegnet af vold og grådighed. I stedet for at leve som Jesu disciple forfulgte præsterne både dem der efterlignede de metoder Jesus benyttede til at forkynde, og dem der prøvede at udgive Bibelen på det sprog folk talte.

I de mange århundreder hvor de frafaldne kristne havde stor magt, så det ud som om ingen længere forkyndte den gode nyhed. Jesus pegede imidlertid på at forkyndelsen af den gode nyhed ville få en opblomstring i de sidste dage. Han sammenlignede denne periode med en høsttid hvor falske kristne, skildret som ukrudt, ville blive skilt fra de sande kristne, skildret som hvede. (Mattæus 13:24-30, 36-43) I den periode ville profetien om forkyndelsen af den gode nyhed få sin største opfyldelse. (Mattæus 24:14) Den næste del vil behandle denne spændende profeti.