DYBT inde i den tropiske regnskov i Den Centralafrikanske Republik ligger en naturperle som kun få har set. Det tog 12 timer at køre den lange og besværlige vej ad primitive hjulspor til nationalparken Dzanga-Ndoki, et uberørt vildtreservat i den sydvestlige ende af landet, mellem Cameroun og Congo. Vi skulle møde Makumba, en vestlig lavlandsgorilla, og Makumbas familie.

Guiden sagde at vi skulle gå i samlet flok og holde øje med elefanterne fordi vi ville komme til at gå på de stier som elefanterne benytter i deres daglige søgen efter føde. Men det var ikke blot elefanter vi skulle være på vagt over for. „Hvis en gorilla går til angreb, skal I stå stille og kigge ned i jorden,“ advarede vores guide. „Han vil ikke skade jer; han vil bare lave en masse støj og spektakel. Få ikke øjenkontakt med ham. Jeg plejer bare at lukke øjnene.“

Sammen med vores guide blev vi ledet på vej af en stifinder fra baAka-folket, der regnes for at være pygmæer på grund af deres fysiske træk og lave vækst. Den dygtige indfødte stifinder  kunne blot ud fra det mindste glimt, den svageste lugt og lyd opspore nogle af de mest sky dyr. Vi var omgivet af sværme af irriterende brodløse bier, og det var svært at holde trit med stifinderen der med lethed vandrede gennem den tætte vegetation.

Ikke længe efter førte vores stifinder os gennem en skov hvor kun få vesterlændinge har sat deres fod. Pludselig stoppede han op, og med armbevægelser gjorde han opmærksom på et stort område i nærheden af stien. Der kunne vi se ødelagt buskads og fladtrådt græs hvor unge gorillaer havde leget. Vi så knækkede og afbarkede grene — resterne af et mellemmåltid. Efterhånden som vi nærmede os målet, steg forventningen.

Efter cirka tre kilometer sagtnede stifinderen farten. For at undgå at skræmme gorillaerne slog han smæld med tungen. I nærheden kunne vi høre dybe grynt afbrudt af lyden af grene der knækkede. Guiden vinkede os fremad. Med en finger på læberne gjorde hun tegn til at vi skulle være helt stille. Hun gav os besked på at sætte os på hug og pegede gennem træerne. Cirka otte meter længere fremme så vi ham — Makumba!

Der var nu helt stille i den før så larmende skov, og det eneste vi kunne høre var vores bankende hjerte. Vi tænkte naturligvis alle det samme: ’Vil Makumba gå til angreb?’ Han vendte sit læderagtige ansigt mod os, men ignorerede os nærmest, og med noget der lignede et gab, bød han os velkommen. Hvor var vi lettede!

På sproget aka betyder Makumba „hurtig“, men i den tid vi var der, sad Makumba blot afslappet og nød et morgenmåltid. Tæt ved tumlede to unge gorillaer rundt og kildede hinanden. Sopo, en ti måneder gammel unge med store øjne, legede i nærheden af sin mor, Mopambi, der nænsomt trak ham ind til sig når hans grænseløse nysgerrighed var ved at føre ham uden for hendes rækkevidde. Resten af familien plukkede blade og pillede marv ud af grenene eller boltrede sig sammen mens de en gang imellem kastede et blik på os for så hurtigt at miste interessen og fortsætte deres leg.

Efter en time måtte vi bryde op. Og det mente Makumba åbenbart også var en god idé. Med et enkelt grynt rejste han sig og begav sig ind i skoven. I løbet af få sekunder var hele familien forsvundet. Selvom vi kun tilbragte kort tid sammen med disse skønne skabninger, er det en oplevelse vi sent vil glemme.