Bibelen — en bog med nøjagtige profetier — 8. del
„Lad dit rige komme“
Dette er den sidste artikel i en serie på otte artikler i „Vågn op!“ der behandler en af de ting der kendetegner Bibelen — dens profetier, eller forudsigelser. Artiklerne giver svar på følgende spørgsmål: Er Bibelens profetier blot udtænkt af kloge mennesker, eller bærer de præg af at være inspireret af Gud? Vi vil opfordre dig til at overveje følgende vidnesbyrd.
I NÆSTEN to tusind år har mennesker der har bekendt sig til kristendommen, fremsagt bønnen Fadervor, hvor de har bedt om at Guds rige måtte komme. Denne skik bygger på noget Jesus selv har sagt. Han lærte sine disciple at bede: „Lad dit rige komme. Lad din vilje ske, som i himmelen, således også på jorden.“ — Mattæus 6:10.
Hvad er det for et rige mennesker beder om? Det er Guds regering der vil styre fra himmelen, og som vil erstatte alle andre regeringer. Som den udnævnte konge i dette rige vil Jesus Kristus gennemføre Guds vilje i himmelen og på jorden. (Daniel 2:44; 7:13, 14) Når tiden er inde, vil Gud besvare denne bøn ved at fjerne ondskab og lidelser og sørge for at en „stor skare“ af loyale tilbedere, som vi ikke kender tallet på, vil blive frelst. (Åbenbaringen 7:9, 10, 13-17) Derefter ’tager de retfærdige jorden i besiddelse, og de skal bo for evigt på den’. — Salme 37:29.
Har vi nogen mulighed for at vide hvilke særlige forhold vi kan forvente under Kristi styre? Ja, bestemt! Da Jesus var her på jorden, viste han både at han ønskede at løse menneskehedens problemer, og at han var i stand til at gøre det. Lad os se hvordan Jesus gav en forsmag på hvad han vil udrette på hele jorden som konge i Guds himmelske rige. Det fremgår af fire bibelprofetier.
Profeti nr. 1:
„Jehova . . . standser krige indtil jordens ende. Buen splintrer han og sønderhugger spyddet; vognene brænder han i ild.“ — Salme 46:8, 9.
Opfyldelse: Fredsfyrsten, Jesus Kristus, vil sørge for fred og harmoni på vores planet. Guds rige vil forene hele menneskeheden så den udgør et virkeligt internationalt brodersamfund ved hjælp af et fredeligt undervisningsprogram og ved at afskaffe våben på hele jorden. — Esajas 2:2-4; 9:6, 7, fodnote; 11:9.
Hvad historien viser:
Jesus lærte sine disciple at de ikke skulle gribe til våben, men leve fredeligt sammen med andre. Da en af Jesu disciple forsøgte at komme ham til undsætning med et våben, sagde Jesus til ham: „Anbring igen dit sværd på dets plads, for alle der griber til sværd vil omkomme ved sværd.“ (Mattæus 26:51, 52) Jesus sagde også at sande kristne skulle kendes på at de viste hinanden kærlighed. — Johannes 13:34, 35.
Profeti nr. 2:
„Der vil være en overflod af korn på jorden; på bjergenes top vil det bugne.“ — Salme 72:16.
Opfyldelse: Guds rige vil fjerne fejlernæring, fødevaremangel og sult. Alle vil have rigeligt med god mad.
Hvad historien viser:
Det var tydeligt at Jesus havde dyb medfølelse med sultne mennesker, og hans mirakuløse evne til at bespise store skarer var imponerende: Et øjenvidne fortalte: „[Jesus befalede] at de mange mennesker skulle lægge sig i græsset, og han tog de fem brød og de to fisk, og idet han så op mod himmelen udtalte han en velsignelse, og efter at have brækket brødene i stykker gav han dem til disciplene, og disciplene delte dem ud til skarerne. Og alle spiste og blev mætte, og de samlede de stykker der blev tilovers, tolv kurve fulde. De der havde spist var endda hen ved fem tusind mænd, foruden kvinder og børn.“ — Mattæus 14:14, 19-21.
Profeti nr. 3:
„Ingen indbygger siger: ’Jeg er syg.’“ (Esajas 33:24) „Da åbnes de blindes øjne, og de døves ører lukkes op. Da springer den halte som hjorten, og den stummes tunge råber af glæde.“ — Esajas 35:5, 6.
Opfyldelse: Guds rige vil fjerne enhver form for sygdom og skrøbelighed. Blinde vil se, og døve vil høre og tale. Ingen vil nogen sinde igen få brug for medicin, hospitaler eller læger.
Hvad historien viser:
Når Jesus lærte andre om Guds rige, helbredte han med glæde alle deres sygdomme og handicap. På denne måde viste Jesus i mindre målestok hvad han vil gøre jorden over som konge i Guds himmelske rige. — Lukas 7:22; 9:11.
Profeti nr. 4:
Gud „vil opsluge døden for bestandig“. — Esajas 25:8.
Opfyldelse: Under Guds riges styre med Jesus Kristus som konge vil „de der er i mindegravene“, blive oprejst til liv på en paradisisk jord. (Johannes 5:28, 29) Jesus vil besejre døden, vores værste fjende, og det vil betyde at vi kan glæde os over at leve evigt. — Salme 37:29.
Hvad historien viser:
Ved mindst tre lejligheder viste Jesus at han havde magt til at give livet tilbage til en der var død. (Lukas 7:11-15; 8:41-55; Johannes 11:38-44) Efter Jesu egen død kunne omkring 500 øjenvidner bekræfte at han var blevet oprejst fra de døde. — 1 Korinther 15:3-8.
I denne artikelserie i otte dele har vi set nærmere på adskillige bibelprofetier der har fået deres opfyldelse. Alle disse profetier viser, sammen med mange andre, at Bibelen ikke blot er udtænkt af kloge mennesker. Den bærer derimod præg af at være inspireret af Gud. Der er ingen tvivl om at „alt i Skrifterne er Guds ord“. — 2 Timoteus 3:16, Contemporary English Version.
Bibelen er en bog med ufejlbarlige profetier, så du har al mulig grund til at tro at „om kort tid, da er den ugudelige ikke mere; og du vil se dig om efter hans sted, og han er der ikke. Men de sagtmodige tager jorden i besiddelse, og de kan glæde sig over megen fred.“ — Salme 37:10, 11.