„ELGEN har et sjældent klodset og besynderligt udseende. Hvorfor er skuldrene anbragt så højt oppe? Hvorfor har den så langt et hoved?“ Henry David Thoreau, der skrev disse ord i det 19. århundrede, har næppe været den eneste der har haft dette syn på elgen. Dens pudsige udseende og det faktum at man ser den så sjældent i naturen, har fået mange til at tro at dette ensomme dyr er kluntet og langsomt til at opfatte. Forholder det sig sådan? Forskere i Nordamerika og Eurasien er blevet opmærksomme på flere særtræk ved dette usædvanlige dyr.

Ingen vil benægte at elgen er en kæmpe. Selvom denne „skovens konge“ kan se noget klodset ud med sine lange ben, kan den faktisk holde et kobbel ulve stangen. Elge lærer at svømme få dage efter fødselen, og man har set elge svømme flere kilometer og dykke ned på seks meters dybde for at æde vandplanter.

Elgen kan bevæge sine øjne og opfatte bevægelse næsten lige bag sig uden at vende hovedet. Dens næse er også et effektivt redskab. Ifølge forskere er det at elgens næsebor sidder så langt fra hinanden, måske en medvirkende årsag til elgens usædvanlige evne til at lokalisere genstandes placering helt nøjagtigt. Endnu en sans elgen gør brug af, er hørelsen. Ørerne kan bevæge sig i alle retninger og opfange lyde fra andre elge der befinder sig helt op til tre kilometer væk.

 Elgens kalve, som en skribent har beskrevet som „kluntede på den nuttede måde“, er ofte nysgerrige og sorgløse. Deres mødre beskytter dem ved at vise dem ømhed og utrættelig omsorg. Elgkøer angriber alle der jager deres kalve, deriblandt ulve, bjørne og endda mennesker. Når kalven er cirka et år gammel, og dens mor er blevet drægtig igen, driver moderen den aggressivt væk så den årgamle kalv kan begynde at klare sig selv.

Hvordan overlever elgen de kolde vintre når den udelukkende lever af planter? Det gør den blandt andet ved at æde sig stopmæt når det er varmt. Den æder op til 25 kilo dagligt, hvad enten det drejer sig om tre meter høj vegetation eller planter som vokser på tre meter dybt vand. Elgen udnytter føden fuldt ud ved at den fordøjes i fire maver, hvorved der udvindes næringsstoffer og opbygges fedt. Den må dog også trodse andre farer om vinteren.

Bidende kulde og dyb sne tærer på elgens kræfter. Den foretrækker et stille liv om vinteren, og derfor bevæger den sig så lidt som muligt og holder derved på varmen under pelsen. At undslippe ulve i et snedækket landskab er særlig vanskeligt, men ofte udgør mennesker, især jægere og bilister, en endnu større fare.

Elge holder af de næringsstoffer der findes i koncentreret form i den salt som spredes på mange veje under nordlige himmelstrøg for at få sneen til at smelte. Men da elge har en mørk pels og nogle gange krydser vejene efter solnedgang, har bilister svært ved i tide at få øje på dem så de kan undgå at kollidere med dem. Både mennesker og elge har i flere tilfælde mistet livet af den grund. I Sverige bliver der hvert år anmeldt cirka 6000 bilulykker som følge af elge.

Man har set elge der i leg er gået til angreb på havbølger, og som med stor nydelse har badet i varme kilder. Køer og tyre har en vis ømhed for hinanden når de er i brunst, og koens hengivenhed for kalven er virkelig rørende. Der er endda opstået moderlige bånd mellem kalve og de mennesker der har taget sig af dem. Ph.d. Valerius Geist siger: „Dette besynderlige dyr med det særprægede hoved kan være snarrådigt, hengivent og trofast ud over alle grænser.“

Et advarende ord er dog på sin plads: Elgen er et stærkt og vildt dyr. Hvis du skulle få øje på den i naturen, må du vise hensyn og holde god afstand. Det er især vigtigt når der er spæde kalve i nærheden. Men vær sikker på at selv når du står i passende afstand fra elgen, vil du blive betaget af denne skovens kæmpe.