Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

HJÆLP TIL FAMILIEN | UNGE

Hvordan man tackler ensomhed

Hvordan man tackler ensomhed

UDFORDRINGEN

“Jeg havde to veninder der gjorde alt muligt sammen, og jeg blev tit holdt udenfor. Jeg hørte konstant om hvor sjovt de havde haft det. Engang da jeg ringede til min veninde, tog en anden telefonen, og jeg kunne høre de to piger snakke og grine i baggrunden. Jeg måtte nøjes med at høre hvor sjovt de havde det, og det fik mig til at føle mig endnu mere ensom end jeg allerede var!” – Maria. *

Har du nogen sinde følt dig udenfor og ensom? Hvis ja, så har Bibelen nogle råd der kan hjælpe dig. Men lad os først se på nogle ting der er værd at vide om ensomhed.

HVAD DU MÅ VIDE

Næsten alle føler sig indimellem ensomme. Det gælder også nogle der tilsyneladende er populære. Hvorfor? Fordi det ofte ikke er mængden af venner, men dybden af venskaber der er afgørende for om man føler sig ensom eller ej. En der virker populær, kan være omgivet af mennesker hele tiden uden at have rigtige venner og kan derfor føle sig ensom.

Ensomhed kan være skadeligt for dit helbred. Forskere har på baggrund af 148 undersøgelser konkluderet at det at have for få sociale relationer kan føre til en for tidlig død, og at det som risikofaktor er “dobbelt så skadeligt som fedme” og “svarer til at ryge 15 cigaretter om dagen”.

Ensomhed kan gøre dig sårbar. Ensomhed kan gøre at du tager til takke med enhver som vil være ven med dig. “Når man føler sig ensom, kan man være helt desperat efter at få opmærksomhed,” siger en ung mand ved navn Alan. “Man begynder måske at tænke at en hvilken som helst opmærksomhed er bedre end slet ingen opmærksomhed. Og det kan give problemer.”

Teknologi kan ikke altid fjerne ensomhed. “Jeg kunne sms’e eller e-maile til hundrede mennesker om dagen og stadig føle mig utrolig ensom,” siger en ung kvinde der hedder Natalie. En teenager ved navn Tyler har det på samme måde. “At sms’e er ligesom en snack, men en samtale ansigt til ansigt er ligesom et måltid,” siger han. “Snacks er udmærkede, men man har brug for et rigtigt måltid for at have det godt.”

HVAD DU KAN GØRE

Tro det bedste. Forestil dig at du går ind på en hjemmeside hvor man kan dele sine billeder med andre, og ser at dine venner har været til en fest du ikke var blevet inviteret til. Nu må du træffe et valg – du kan vælge at tro at du blev holdt udenfor med vilje, eller du kan vælge at se mere positivt på tingene. Eftersom du ikke helt nøjagtigt ved hvorfor du ikke blev inviteret, hvorfor så tro det værste? Brug i stedet din energi på at søge efter en god forklaring på hvorfor du ikke kom med. Ofte er det ikke selve situationen men din indstilling der kan få dig til at føle dig ensom. – Princip fra Bibelen: Ordsprogene 15:15.

Undgå at generalisere. Når du er ensom, tænker du måske: ‘Jeg bliver aldrig inviteret’, eller ‘Folk undgår mig altid.’ Men sådanne generaliseringer vil bare få dig til at føle dig mere og mere ensom. Du kommer ind i en ond cirkel: Du føler dig udenfor, hvilket gør at du isolerer dig, hvilket gør dig ensom, hvilket får dig til at føle dig udenfor. – Princip fra Bibelen: Ordsprogene 18:1.

Vær villig til at være venner med nogle der er ældre end dig. I Bibelen kan vi læse om David, der sandsynligvis var teenager da han mødte Jonatan – en der var 30 år ældre end ham. Til trods for aldersforskellen blev David og Jonatan nære venner. (1 Samuel 18:1) Det samme kunne ske for dig. “Det er gået op for mig at det er godt at have venner som er ældre end en selv,” siger Kiara på 21. “Jeg har nogle rigtigt gode venner der er årtier ældre end mig, og jeg sætter stor pris på deres modenhed og stabilitet.” – Princip fra Bibelen: Job 12:12.

Se fordelene ved at være lidt alene. Nogle føler sig ensomme lige så snart de har en stille stund. Men du behøver ikke at føle dig ensom bare fordi du er lidt alene. Tænk for eksempel på Jesus. Han var selskabelig, men han holdt også af at være for sig selv. (Mattæus 14:23; Markus 1:35) Det samme kan gælde for dig. I stedet for at betragte den tid du er alene, som noget negativt, så brug den på at tænke på alle de ting du kan være taknemmelig for. Hvis du har en sådan positiv indstilling, kan det give andre lyst til at få dig som ven. – Ordsprogene 13:20.

^ par. 4 Nogle af navnene i denne artikel er ændret.