Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

HOVEDEMNE

Et fornuftigt syn på penge

Et fornuftigt syn på penge

‘PENGE holder verden i gang,’ har nogle sagt. Det er der en vis sandhed i. Der skal trods alt penge til for at man kan betale for mad og tøj, og for at man kan leje eller købe et sted at bo. “Penge spiller en meget stor rolle i samfundet,” skriver en finansredaktør. “Hvis man fjernede penge som betalingsmiddel, ville der inden for en måned udbryde panikstemning og krig.”

Der er selvfølgelig grænser for hvad penge kan. Arne Garborg, en norsk digter, har sagt følgende: “Man kan købe mad, men ikke appetit; medicin, men ikke sundhed; bløde senge, men ikke søvn; lærdom, men ikke visdom; pynt, men ikke skønhed; pragt, men ikke hygge; morskab, men ikke glæde; kammerater, men ikke venskab; tjenere, men ikke troskab.”

Når man bevarer et fornuftigt syn på penge – ser dem som et middel til at nå et mål og ikke som målet i sig selv – er det muligt at opnå stor tilfredshed. Bibelen advarer: ‘Kærligheden til penge er en rod til alt muligt skadeligt, og ved at tragte efter denne kærlighed har nogle stukket sig selv overalt med mange smerter.’ – 1 Timoteus 6:10.

Læg mærke til at det er kærlighed til penge – ikke penge som sådan – der fører til noget skadeligt. Hvis man går for meget op i penge, kan det i den grad skabe splittelser mellem venner og inden for familien. Tænk over følgende eksempler:

Daniel: * “Jeg havde altid syntes at min ven Thomas var flink og ærlig, og vi havde aldrig været uvenner. Men så købte han en brugt bil af mig. Jeg var ikke klar over at der var noget galt med bilen, og han skrev under på at købe den som beset. Tre måneder senere gik bilen i stykker. Thomas følte sig snydt og insisterede vredt på at jeg skulle give ham pengene tilbage. Jeg var chokeret! Da jeg prøvede at snakke med ham om det, blev han fjendtlig og aggressiv. Efter at der kom penge imellem os, var han ikke længere den rare Thomas jeg kendte.”

Esin: “Nesrim er min eneste søster. Vi havde det godt med hinanden, så jeg troede ikke at pengespørgsmål nogen sinde kunne ødelægge vores forhold. Men det var præcis hvad der skete. Da mine forældre døde, efterlod de os nogle penge, som de havde bestemt skulle fordeles ligeligt mellem os. Min søster gik imod mine forældres ønske og forlangte at få mere end sin halvdel. Jeg valgte at respektere deres beslutning, og det fik hende til at eksplodere i vrede og slynge trusler ud. Hun er stadig bitter og vred på mig.”

PENGE OG FORDOMME

Et forvrænget syn på penge kan gøre at man bliver fordomsfuld. En velhavende person tænker måske at de der er fattige, er for dovne til at gøre noget ved deres situation. Og en der ikke har så meget, er måske hurtig til at mene at de der har mere, er materialistiske og grådige. Leanne, en teenager hvis familie er relativt velstående, mødte den type fordom. Hun fortæller:

De råd Bibelen giver i forbindelse med penge, er lige så relevante i dag som da de blev skrevet

“Jeg var engang kendt som pigen hvis far tjener styrtende med penge. Så jeg fik tit kommentarer som ‘Du kan jo bare spørge farmand, så får du lige hvad du peger på’ eller ‘Undskyld at vi ikke alle er rige og har råd til dyre biler ligesom din familie’. Til sidst bad jeg mine venner om at holde op med at sige den slags, og jeg forklarede dem hvorfor deres kommentarer sårede mig. Jeg ville gerne være kendt som en der gør gode ting for andre, ikke som en der har mange penge.”

HVAD BIBELEN SIGER

Bibelen fordømmer ikke penge, og den kritiserer heller ikke dem der har mange penge. I virkeligheden handler det ikke om hvor meget man har, men om ens indstilling til det man har eller ønsker sig. De råd Bibelen giver i forbindelse med penge, er meget fornuftige og lige så relevante i dag som da de blev skrevet. Her er nogle eksempler:

BIBELEN SIGER: “Slid ikke for at samle rigdom.” – Ordsprogene 23:4.

Bogen The Narcissism Epidemic oplyser at folk med ambitioner om at blive rige “har det psykisk dårligt; de angiver også at de har flere problemer med helbredet, som for eksempel ondt i halsen, rygsmerter og hovedpine, og de er mere tilbøjelige til at drikke for meget alkohol og tage stoffer. Tilsyneladende gør det folk mere ulykkelige at stræbe efter økonomisk succes.”

BIBELEN SIGER: “Lad jeres levevis være fri for kærlighed til penge, idet I er tilfredse med det der er for hånden.” – Hebræerne 13:5.

En der er tilfreds, er ikke nødvendigvis fri for økonomiske bekymringer, men han er i stand til at se sine bekymringer i det rigtige perspektiv. For eksempel vil han ikke overreagere hvis han lider et økonomisk tab. Han vil i stedet forsøge at have samme indstilling som apostlen Paulus, der skrev: “Jeg kender jo til at være langt nede med fornødenheder, og jeg kender jo til at have rigeligt. I alt og i alle forhold har jeg lært hemmelighederne, både den at være mæt og den at sulte, både den at have rigeligt og den at lide nød.” – Filipperne 4:12.

BIBELEN SIGER: “Den der stoler på sin rigdom, han falder.” – Ordsprogene 11:28.

Forskere peger på økonomiske vanskeligheder som en meget almindelig årsag til kriser i ægteskabet og skilsmisse. Pengeproblemer har ligefrem ført til selvmord. For nogle betyder penge mere end deres ægtefælle eller endda deres liv! Som en modsætning hertil vil en der har et fornuftigt syn på penge, ikke tro at de er løsningen på alt. Han vil kunne se sandheden i det Jesus sagde: “Et menneskes liv afhænger ikke af, hvad det ejer, selv om det har overflod.” – Lukas 12:15, da. aut.

HVORDAN ER DIT SYN PÅ PENGE?

Du kan afgøre om du har brug for at få et mere fornuftigt syn på penge, ved at analysere dig selv. Tænk for eksempel over følgende spørgsmål:

  • Føler jeg mig fristet af tilbud om at blive rig i en fart?

  • Synes jeg at det er svært at være gavmild?

  • Har jeg tendens til at blive venner med folk der konstant taler om deres penge og ejendele?

  • Kan jeg finde på at lyve eller opføre mig uetisk på andre måder for at tjene penge?

  • Får penge mig til at føle mig betydningsfuld?

  • Tænker jeg hele tiden på penge?

  • Har min indstilling til penge en skadelig indvirkning på mit helbred og familieliv?

    Lær at være gavmild ved at give noget til andre

Hvis du svarede ja på bare et af spørgsmålene, så gør en indsats for at slippe af med materialistiske tanker og ønsker. Vælg ikke venner der tillægger penge og ting alt for stor betydning. Bliv i stedet venner med nogle der vægter moralske principper højere end penge og materielle ting.

Tillad ikke at kærlighed til penge slår rod i dit hjerte. Hold penge på deres rette plads, og lad dem aldrig komme før venner, familie eller dit fysiske og mentale helbred. Så viser du at du har et fornuftigt syn på penge.

^ par. 7 Navnene i denne artikel er ændret.